Annonce
forside

Stoppet af politiet: Kærestepar havde tyvekoster i bilen

Et tyveri fra en bil ved Nordlandsvej i Vejle endte naten til torsdag med en anholdelse.

Et kærestepar, der var på "natarbejde", blev set, mens de var ved at stjæle fra en bil. Med hjælp fra anmelderen kunne politiet fange dem kort efter.

Vejle: Med hjælp fra en borger gjorde politiet natten til torsdag en god fangst, da det lykkedes at fange et kærestepar fra Give.

Klokken 03.39 modtog politiet anmeldelse om, at to personer luskede rundt ved en bil på mistænkelig vis ved Nordlandsvej. Der blev fjernet en radio og noget sodavand fra en sølvgrå personbil.

Da politiet nåede frem, havde gerningsparret forladt stedet, men med dele af en nummerplade kunne politipatruljen cirkulere i området, og det lykkedes at standse bilen. Det viste sig at være et kærestepar fra Give. Hun er 25 og han 32 år. Det var ikke muligt for dem at komme uden om en sigtelse, eftersom politiet fandt en bilradio, sodavandskasser, en ølfustage og en lille værktøjskasse, der manglede fra den bil, de var blevet set ved.

Endte i detentionen

De blev anholdt og ført til detentionen i Vejle. Ud over en sigtelse for tyveriet bliver de også sigtet for forsøg på brugstyveri af en bil. Det sker, fordi politiet kan konstatere, at de havde rykket tændingsledninger løs for at starte bilen ved kortslutning. Det var dog ikke lykkedes.

Efter endt sagsbehandling blev parret løsladt og står nu over for en straffesag, hvor straffen blandt andet vil afhænge af eventuelle tidligere forseelse.

- Det var rigtig godt, vi fik fat i dem. Det var godt arbejde af anmelderen, der så hændelsen og kunne give oplysninger om både nummerplade og signalement, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce