Annonce
Egtved

Stor interesse for gratis dukkert i ny svømmehal

Det er mindre end en uge siden, de 31 første badegæster sprang i vandet i Egtveds nye svømmehal ved et VIP-arrangement. Siden har svømmehallen været rigtig godt besøgt i forbindelse med de gratis åbningsdage. Arkivfoto: Christina Møgelvang Mosegaard
Masser af børn, unge og voksne benyttede sig af muligheden for en gratis svømmetur i Egtveds nye svømmehal.

Egtved: Det er mindre end en uge siden, den nye svømmehal i Egtved åbnede. Det er noget, rigtig mange borgere i Egtved og omegn har set frem til. Det kunne ses til første spadestik og til rejsegilde, og så kunne det virkelig også ses i sidste uge, hvor der fra torsdag til og med lørdag var mulighed for en gratis tur i den nye svømmehal.

Torsdag formiddag var der mulighed for morgensvømning for voksne. Den mulighed benyttede 28 svømmere fra både Nørup, Ødsted, Jerlev og Egtved sig af.

Samme eftermiddag var 71 børn i bassinerne, inden dagen blev rundet af med et aftenarrangement, hvor 28 voksne nød en anderledes stemning, da de svømmede i stearinlysenes skær til afslappende musik.

Fredag eftermiddag var der igen åbent for børn, og her tog 70 børn imod tilbuddet.

Om aftenen var der indbudt til et aftenarrangement for unge i alderen 6.-10. klasse. Her mødte hele 84 unge op og brugte et par timer på at hygge sig sammen på en anderledes måde.

- Det var en dejlig overraskelse, at der kom så mange og de hyggede sig vældigt både i vandet og i beach-miljøene med snak og slush-ice. Det giver os lyst til at arrangere noget lignende igen, lyder det fra Kirsten Jensen fra svømmehallens eventgruppe.

Lørdag var der 150 familiemedlemmer i vandet i løbet af dagen.

- Vi er i eventgruppen meget tilfredse med opbakningen til de gratis arrangementer og de mange positive tilbagemeldinger på opholdet i svømmehallen, siger Kirsten Jensen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce