Annonce
Jelling

Stort interview: Derfor aflyste vi ikke selv Jelling Musikfestival

Der bliver hverken fest eller fyrværkeri sidste weekend i maj, da Jelling Musikfestival er aflyst. Festivalleder Lars "Charlie" Mortensen satser på at vende stærkt tilbage i 2021. Arkivfoto: Mette Mørk
For første gang i Jelling Musikfestivals historie aflyses en festival. I et interview med avisen fortæller festivalleder Lars ”Charlie” Mortensen om aflysningen, det økonomiske efterslæb, refundering af billetter og et comeback i 2021.

Jelling: Lars "Charlie" Mortensen, fortæl hvordan du oplevede pressemødet med Mette Frederiksen?

- Vi kunne godt se, hvilken vej vinden blæste i forhold til sommerens festivaler. Vi havde naturligvis ikke lyst til at afholde en festival i maj, hvis situationen var, som den var begyndt at være i forhold til coronavirussen. Så det var også en lettelse, at læger og politikere fandt frem til, at det var en dårlig idé at afholde festival i Danmark i maj måned. Det havde vi også forventet ville ske. Vi havde dog ikke regnet med, at hele festivallandet skulle lukke frem til og med august. Det kom som en større overraskelse for os.

- Det hele lå klart til at blive kørt af stablen om halvanden måned. Alt var timet og tilrettelagt. Derfor er det en hård mavepumper, vi får. Vi er flere, der har været med i alle 32 år, og vi har i den tid ikke oplevet, at der ikke har været festival i Jelling. Det bliver en mærkelig fornemmelse, når vi nærmer os slutningen af maj.

- Vi har respekt for myndighedernes beslutninger. Vi kan kun rette os ind og være med til at få Danmark op at stå igen. Jelling Musikfestival er ikke bare en del af musikbranchen, den er også en del af et samfund, og det skal vi alle sammen tage ansvar for, at det kommer op at køre igen.

Annonce
Jelling Musikfestival er ikke bare en del af musikbranchen, den er også en del af et samfund, og det skal vi alle sammen tage ansvar for, at det kommer op at køre igen.

Lars "Charlie" Mortensen, festivalleder

Overvejede flytning

Du siger selv, at myndighedernes udmelding var forventelig. Hvorfor har I ikke så selv aflyst festivalen på et tidligere tidspunkt i forløbet?

- Der var ingen af os, der vidste, hvordan fremtiden ville se ud i forhold til corona-tiltagene. Det hele er jo gået enormt stærkt den seneste måned. Hvis vi kigger tilbage til 6. marts, begyndte man at lukke ned for forsamlinger med over 1000 gæster, men dengang var der ingen, der troede, at det ville komme til at røre vores festival i maj. Jeg synes, det var vigtigt, at det var folk med forstand på området, som tog den endelige beslutning. Og det gjorde de mandag aften.

- Vi har ikke forsøgt at stikke hovedet i busken, fordi vi først melder noget ud nu. Det havde været for stor en opgave, hvis vi selv havde meldt en aflysning ud for eksempelvis en uge siden. Nu er vi alle i samme båd, og nu gælder det om, at vi alle kommer godt i land.

I meldte i første omgang ud, at festivalen ikke afvikles som planlagt i maj 2020. Betyder det, at festivalen bliver flyttet eller afholdt i en anden og mindre version?

- Nej, det kommer ikke til at ske. En flytning har været i spil, og de seneste par uger har vi haft flere forskellige scenarier oppe at vende. Men var det nu en god idé, kunne vi få alle de udenlandske navne, og hvornår skulle festivalen så afholdes? Vi kom frem til den konklusion, at det ville blive rigtig svært.

- Og da det mandag aften blev meldt ud at aflyse alt frem til og med august, var der ikke rigtig nogen muligheder tilbage. Jo, der er måske et par uger i september, men der er allerede nogle, der har flyttet deres arrangementer til disse uger. Samtidig har vi også en alt for stor organisation til at flytte det til dertil, så det ville nok ikke være godt. Jeg vil faktisk sige, at det vil være en umulighed.

Håber på hjælp fra publikum

Der er allerede flere tusinde mennesker, der har købt billetter. Kan de få pengene tilbage?

- Billetejere kan enten få pengene tilbage eller vælge at beholde billetten, der kan bruges til Jelling Musikfestival 2021. Ved at gemme billetten giver man ikke kun festivalforeningen en åndelig krammer, men bidrager samtidig til at sikre det bedst mulige grundlag for at opbygge næste års festival. På den måde kan den enkle person være med til at bidrage til, at kulturen fortsætter.

- Lige så vel som den danske økonomi skal op at stå igen, skal vi også have den danske kultur op at stå igen. Forhåbentlig kan hjælpepakkerne bidrage til det, men forhåbentlig kan publikum også hjælpe med.

Hvad får aflysningen af økonomiske konsekvenser for Jelling Musikfestival?

- Det har jeg ikke overblik over lige nu. Men det er klart, at det vil komme til at koste os mange penge. Coronakrisen vil koste os alle sammen. Hvis folk er med på det, kommer vi op at køre igen næste år. Vi har en gammel festival, som har eksisteret i mange år, så vi skal nok komme igennem det. Men det er klart, at der bliver nok ikke en stor pengeuddeling til de lokale foreninger i år.

Hvad sker der rent økonomisk i forhold til de artister, I har booket?

- Det ved jeg ikke endnu. Vi er i dialog med dem alle sammen. Ligesom os er de også kede af det og ramte af situationen. Der er nok nogle, der er mere velbjærget end andre, men det er lige meget, for det rammer alle. Det går også ud over teknikere, scenefolk og mange andre personer i branchen. Vi er i løbende dialog med alle vores interessenter og har forståelse for hinandens problemstillinger.

Har I nogle penge ude at svømme nu i forhold til jeres bookinger?

- Det er lidt forskelligt, hvordan de enkelte kontrakter er skruet sammen. Det er også noget, vi er ved at undersøge. Men jeg må sige, at det ikke er noget, der bekymrer os helt vildt.

Hvorfor ikke?

- Fordi vi har en dialog med de forskellige artister, og vi er alle interesserede i at opføre os ordentligt i alle leder og kanter. Vi skal nok finde en god løsning. Men generelt er det nok lige lidt for tidligt at svare på så specifikke spørgsmål, for vi har ikke et overblik over det endnu. De fleste har heldigvis forståelse for, at det er en situation, der er helt unik og aldrig set før.

Kan musikprogrammet overføres til næste år, eller skal I starte helt forfra?

- Det er også en dialog, vi har med artisterne. Jeg kunne godt forestille, at det kunne lade sig gøre for nogle af artisterne, men vi kan ikke garantere noget.

Gearer ikke ned

Hvad får det af betydning for jeres musikalske budget de kommende år - vil det falde?

- Nej, vi har ikke lyst til at geare ned. Vi satser på at køre på samme niveau som tidligere. Vi vil fortsat være en stor festival, der kan præsentere store navne fra både ind- og udland.

Hvilke konsekvenser får det for de ansatte på festivalkontoret?

- Det var vi heller ikke et overblik over endnu. Det hele er stadig så nyt, så det vil være alt for tidligt at sige noget om.

Du har nævnt, at I vender tilbage i maj 2021. Kunne I overveje at flytte festivalen til et senere tidspunkt i 2021 allerede nu, så I ikke risikerer at stå i samme situation næste år, hvis coronavirussen stadig sætter begrænsninger for store arrangementer til den tid?

- Vores hjemmebane har altid været maj, og den hjemmebane spiller vi bedst på. Sådan bliver det også i 2021. Det vil vi ikke lade os kue af. Vi har tillid til, at der er bedre styr på situationen til den tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce