Annonce
Jelling

Stort naturprojekt indvies: Action på cykelbanen og ro i bålhytten

Det ser let og elegant ud, når sporbygger Christoffer Stjernholm cykler over de ujævne sten på en del af den nye teknikbane. Det er det måske også for en erfaren mountainbikerytter som ham, men er man ikke det, så har den nye teknikbane også et stykke, hvor stenene ligger pænere og mindre udfordrende. Tanken er, at der skal være udfordringer i alle niveauer. Foto: Mette Mørk
Et måltid over åben ild og en udfordrende cykeltur. På søndag indvies en omfattende teknikbane for mountainbikes og en ny bålhytte med dertilhørende helårstoilet og grejbank ved Brandbjerg Højskole.

Brandbjerg: - Det her var bare en hvedemark for 10 år siden, siger Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole, mens han peger ud på et af de mange områder, som højskolen har inddraget til diverse naturprojekter.

Skovhave, sansehave, frugthave, sheltere og Grejsdalstien er bare nogle af de ting, der er blevet etableret - enten af højskolen selv eller i samarbejde med blandt andre Vejle Kommune.

Og netop det samarbejde er også grunden til, at avisen kigger forbi højskolen denne sommerdag. Næste projekt er nemlig i støbeskeen, og det er et stort et af slagsen.

En tre kilometer lang mountainbikerute i forlængelse af en omfattende teknikbane med diverse udfordringer og en bålhytte med tilhørende toiletforhold. Egentlig to forskellige projekter, men de er lavet sideløbende med hinanden i noget, kommunen kalder for et synergiprojekt, og de indvies derfor begge to samlet i forbindelse med Naturens Dag søndag 8. september.

Bålhytten, udekøkkenet og toilettet er tænkt som en base, hvorfra man kan udforske naturen. Dette kan både ske i undervisningssammenhæng, gennem lokalrådenes aktiviteter eller af lokale naturinteresserede.

Johanne Hardervig, projektleder samt skov- og landskabsingeniør i Vejle Kommunes Natur og Friluftsliv

Lyst til at lege med

Den dag er perfekt til at markere samarbejdet, der bunder i både kommunens og højskolens interesse i at give flere naturoplevelser til folk i området. Begge er glade for at kunne hjælpe hinanden.

- Brandbjerg Højskole lægger jord til og står for det daglige opsyn, mens kommunen står bag selve anlæggelsen af cykelbanen. Det er dejligt, at de har lyst til at lege med, siger Karsten Møller, projektleder hos Vejle Kommunes Natur & Friluftsliv.

Simon Lægsgaard tilføjer:

- Idéen har levet herude i en del år, efter vi samarbejdede om Grejsdalstien, der har været utrolig populær. Derfor vil vi gerne bygge til og komme endnu tættere på højskolen og samtidig forsøge at udnytte vores udearealer endnu bedre, siger han.

Helt ud til vejen

Mountainbikebanen ser ved første øjekast ikke ud af meget, når man står ude ved vejen og betragter den, men følger man den ned mod højskolens have, vil man sandsynligvis blive overrasket over både længden og de mange udfordringer, den byder på.

- Der er en pointe i, at banen ligger helt ud til vejen. Den viser, at der sker noget her. Haven og naturen rundt om højskolen bruger vi til mange ting, så det gælder også om at få banen passet ind, siger Simon Lægsgaard.

Banen byder på en et pumptrack, hvor man skal kunne få fart på uden at træde i pedalerne, og man kan ud over skarpe sving og voldsomme hældninger også køre på ujævne sten og op og ned ad ramper. Flere af udfordringerne findes i flere udgaver, så der både er til nybegynderen og den øvede.

- Det er med tanke på, hvem der skal kunne bruge den, at vi vil imødekomme flere niveauer. På den måde er der også mulighed for progression, jo bedre man bliver på banen, og man kan øve sig i små skridt - man skal "overleve" på færdigheder og ikke på held, siger Christoffer Stjernholm, der står for at anlægge cykelbanen.

Et naturligt løft

  • Udeaktiviteterne omkring Brandbjerg Højskole er en del af et større projekt, hvor Vejle Kommune samarbejder med flere lokale aktører i området omkring Brandbjerg, Hørup, Fløjstrup og Grejs i et synergiprojekt. Projektet inkluderer etablering af vådområder, vandtilbageholdelsesområder af hensyn til Vejle by, naturudvikling og rekreative tiltag.
  • Med i samarbejdet er også Skovagerskolen, Brandbjerg Højskoles Venner og Hovedkær Lokalråd, ligesom borgere og foreninger i lokalområdet har bidraget med viden, ønsker og arbejdskraft.
  • Økonomisk har samarbejdet hentet støtte fra Kultur- og Idrætsudvalget, Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati i Vejle Kommune, Friluftsrådet, Jelling Sparekassefond og Miljøstyrelsen.
  • Det er Vejle Kommune, der administrerer udlån af grejbank og bålhytte, mens den daglige drift varetages af Brandbjerg Højskole. Booking af grejbank og bålhytte sker via udeliv.vejle.dk

Kilde: Vejle Kommune

Et af de skønneste steder

Bålhytten er også en del af samarbejdet, og den har desuden hentet hjælp fra et andet sted i kommunen. Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati har nemlig givet en bevilling til projektet, og derudover er fonde og Brandbjergs Venner økonomiske bidragsydere til bålhytten, der allerede er stor interesse omkring.

- Hvis man benytter Grejsdalstien og Brandbjerg Skov, der er et af de skønneste steder her i området, er bålhytten en mulighed for at tage en lille afstikker op til højskolen. Omvendt er der også mange, som smider bilen her og går ned til skoven, og de får også mulighed for at slutte aftenen ved bålhytten, siger Simon Lægsgaard.

Bålhytten er bygget med fokus på at give mulighed for at lave mad over åben ild, men den gemmer også på en grejbank, hvor man kan booke sig adgang til via kommunen, hvis man ønsker at låne materialer og møbler, mens man er i bålhytten.

Den og mountainbikebanen indvies officielt klokken 12 på søndag og derefter er der rundvisning samt et hav af aktiviteter på højskolens område.

Fra venstre er det Johanne Hardervig og Karsten Møller fra Vejle Kommune efterfulgt af forstander på Brandbjerg Højskole , Simon Lægsgaard, samt sporbygger Christoffer Stjernholm, der har kreeret den teknikbane, hvor man i forgrunden kan se en del af den pumptrack, som man - hvis man har teknikken - kan få fart på cyklen ved uden at træde i pedalerne . Foto: Mette Mørk
Her er belægningen mere jævn og mindre udfordrende end de stykker, hvor stenene bevidst ligger mere hulter til bulter. Foto: Mette Mørk
Bålhytten står ligesom cykelbanen klar til indvielse 8. september, og faktisk er forhåbningerne fra højskoleforstander Simon Lægsgaard (t.h.), at der skal bygges én mere engang i fremtiden. Foto: Mette Mørk
Der er masser af muligheder for at boltre sig, hvis man er på mountainbike. Foto: Mette Mørk
Karsten Møller og Johanne Hardervig fra Vejle Kommune har taget plads ved en af forhindringerne på teknikbanen. Her er udfordringen delt op i tre forskellige niveauer. Foto: Mette Mørk
Teknikbanen kan ses fra vejen, der løber forbi Brandbjerg Højskole, men her får man slet ikke et indtryk af, hvor stor banen rent faktisk er. Foto: Mette Mørk
Sammen med bålhytten er der blevet opført et helårstoilet. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Annonce