Annonce
Billund

Stort skulderklap til Dianna Straarup fra Vorbasse

Dianna Straarup blev glad og overrasket, da hun modtog Årets Skulderklap i Vorbasse fra Sparekassen Kronjyllands H.C. Christensen. Prisen blev overrakt i svømmehallen i Vorbasse Fritidscenter. Privatfoto

Dianna Straarup fik årets skulderklap for en stor indsats i svømmehallen. Hun har også arbejdet i mange år i Vorbasse KFUM Idræt.

Vorbasse: Igen i år har Sparekassen Kronjylland sammen med borgerne i Vorbasse fundet en modtager til Årets Skulderklap. Prisen gik til Dianna Straarup i svømmehallen i Vorbasse Fritidscenter.

- Du modtager prisen for dit store arbejde for foreningslivet i Vorbasse. Du har på mange fronter og igennem rigtig mange år ydet et kæmpestort arbejde - ikke mindst i Vorbasse KFUM Idræt, som du har bidraget til gennem flere årtier. Her har du i flere år også været en del af hovedbestyrelsen, ligesom du tager ansvaret for foreningens overordnede økonomi, lød det blandt andet i talen fra H.C. Christensen, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Vorbasse.

Dianna Straarups hjerte banker særligt for svømmeafdelingen, hvor hun i sin tid startede som ung hjælpetræner for siden at blive leder. Her har hun bidraget til, at mange både unge og voksne har kastet sig ud i at lære at svømme.

Annonce

Taler de unges sprog

- Du er god til de unge og snakker deres sprog. Vi kan se, at de unge også gerne søger tilbage til KFUM efter endt efterskoleophold eller anden uddannelse, og jeg er overbevist om, at du har en stor andel i dette. Også i grundejerforeningen tager du en tørn. Du har i det hele taget mange jern i ilden ved siden af dit fuldtidsarbejde, og det er meget prisværdigt. Det er sådan nogle som dig, der gør det endnu mere attraktivt at bo i Vorbasse, og du er en uvurderlig frivillig ressource for vores by, lød det fra H.C. Christensen.

Skulderklappet blev uddelt af Sparekassen Kronjylland, som er initiativtager på uddelingen, men da det er borgerne i byen, der har indstillet kandidater, er der tale om et skulderklap fra hele Vorbasse. Med titlen fulgte en miniatureudgave af skulpturen Spiren og et kontant beløb fra Sparekassen Kronjylland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se kortet: 16 veje er fortsat helt eller delvist lukkede på grund af regnen

Annonce