x
Annonce
Indland

Strandede danskere giver rejseselskaber sved på panden

Bente Lindegaard/Ritzau Scanpix
Mens afgange bliver aflyst, og lufthavne og grænser lukker, kæmper rejsebureauer med at få danskere hjem.

Der er stille i bydelen Miraflores i Perus hovedstad, Lima. Som det er mange steder i verden. Alt undtagen supermarkeder, banker og apoteker er lukket.

Går man ud - hvilket man ikke må uden et formål - skal man være iført mundbind. Bente Lindegaard, der er fra København og ansat på Ritzau Scanpix, har i en uge været indkvarteret på et af byens hoteller. Og her er hun strandet.

Al kommerciel luftfart til og fra Peru er indstillet. Hun er sammen med et dansk rejseselskab, som fik afbrudt deres rundrejse i Peru midt i marts, da der blev indført nødretstilstand i det sydamerikanske land på grund af coronakrisen.

På det tidspunkt var gruppen ved Titicaca-søen i Andesbjergene.

- Vores guider bookede straks flybilletter til Lima, og vi fløj afsted næste morgen. Nu er jeg taknemmelig for, at vi er i hovedstaden og ikke er strandet et andet sted i landet, siger Bente Lindegaard over en telefon fra Peru.

Trods omstændighederne er der endnu ingen panik blandt den danske gruppe, der rejser med selskabet Viktors Farmor, fortæller hun.

- Vi bruger tiden på at læse, se film, vi får en øl eller en drink om aftenen. Jeg går en tur i supermarkedet for at få luft. Hotellet sørger for mad.

Hun er én ud af cirka 1500 danskere, der ikke kan komme hjem fra udlandet på grund af coronasituationen. Heraf er omkring 200 i Peru.

Foruden Viktors Farmor har blandt andet Jysk Rejsebureau og Albatros rejsende, der sidder fast i Peru.

- Mulighederne er udtømte for nogle af vores kunder, som må blive på deres destination, indtil der kommer en opblødning, eller indtil Udenrigsministeriet træder til, siger Niels Amstrup, der er direktør i Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau har også danske kunder, der sidder fast i Mexico og Equador.

Det er især i Sydamerika og Asien - herunder særligt Filippinerne - at det er svært at rejse på tværs af grænser.

Også hos rejsearrangøren Kilroy er man frustreret, fortæller direktør Claus Hejlesen. Han ønsker ikke at fortælle konkret, i hvilke lande selskabet har gæster, der er strandet. Men det er i Sydamerika.

Derudover er det svært at få folk hjem andre steder i verden.

- Det er voldsomt udfordrende. Dels lukker lande deres grænser og lufthavne, dels stopper luftfartsselskaber med at flyve, siger han.

Hos Udenrigsministeriets Borgerservice forsikrer direktør Erik Brøgger Rasmussen, at man gør alt for at få danskere i udlandet hjem.

- Hvis man er tilstrækkelig tålmodig og kan håndtere at være væk hjemmefra, så skal man nok komme hjem på et tidspunkt, siger han.

/ritzau/

Bente Lindegaard, Ritzau Scanpix/Free
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce