Annonce
112

Succes i Vejle: Volden har ikke været mindre siden 2015

Vejle er gået fra at have flest voldsanmeldelser i første kvartal af 2018 til i samme periode i år at have indtaget en lidt mere eftertragtet tredjeplads i politikredsen.

Vejle: Nye tal fra Sydøstjyllands Politi viser, at der i første kvartal af 2019 blev anmeldt 53 sager om vold i Vejle Kommune.

Dette tal er imponerende lavt i forhold til tallet for første kvartal 2018. Her modtog Sydøstjyllands Politi 92 voldsanmeldelser på årets første tre måneder.

Dette betyder, at Vejle er gået fra at have det højeste antal voldsanmeldelser i politikredsen i 2018 til at have overladt denne trælse førsteplads til Horsens i 2019, mens Kolding nu indtager andenpladsen.

Ikke siden første kvartal af 2015, hvor antallet af voldsanmeldelser i Vejle Kommune lå på 49, har politiet oplevet så fredeligt et første kvartal - hvad vold angår - som første kvartal af 2019.

Vicepolitiinspektør Mikkel Ross tør godt kæde det faldende antal anmeldelser af vold sammen med, at der i år er særlig fokus på vold i nattelivet.

- Vi oplever fortsat en del vold i samlivsforhold og især i psykiatrien. Her ser vi en stigning, påpeger han og forklarer, at man har valgt at fokusere på nattelivet, fordi det er er her, politiet i første omgang kan gøre den mest markante forskel.

Indsatsen handler ikke mindst om politiets tilstedeværelse i nattelivet i det tidsrum, hvor voldsepisoderne typisk finder sted.

- Men samtidig har vi også et godt samarbejde med restauratørerne, som er med til at gøre nogle tiltag for at begrænse volden. Det kan for eksempel være videoovervågning og belysning i baggårde, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce