Annonce
Billund

Sundheds- og lægehus kan være på vej i Grindsted

Det nye sundheds- og lægehus kan blive etableret i tilknytning til sygehuset i Grindsted. Der er dog ingen konkrete planer om placering endnu. Arkivfoto
Region Syddanmark har søgt statslig pulje om 14,7 mio. kroner til et nyt sundheds- og lægehus i Grindsted

Grindsted: Jordemoderkonsultation, blodprøvetagning, praktiserende læger og speciallæger. Sundhedshuse med regionale, kommunale og private tilbud er siden 2011 skudt op rundt omkring i Region Syddanmark. Og nu kan flere sundhedshuse være på vej - heraf et i Grindsted, hvor lægemangelen presser sig på.

Region Syddanmark har søgt 14,7 millioner kroner fra en pulje på godt 207 millioner kroner, som Sundheds- og ældreministeriet stillede til rådighed i januar 2019. Pengene skal bruges på at etablere et sundheds- og lægehus med op til fem læger, og det skal ligge i Grindsted.

Flere læger har ifølge Region Syddanmark tilkendegivet interesse for at blive knyttet til sådan et lægehus.

Lægedækningen i Grindsted er udfordret, og vi tror, at bedre fysiske rammer vil gøre det lettere at rekruttere læger til byen.

Bo Libergren

Intet konkret om sted

Der er endnu intet konkret om, hvor et nyt sundheds- og lægehus kan bygges i Grindsted, så projektet først forventes at kunne igangsættes i 2020 og være klar til indflytning sidst på året.

- Der er ikke noget konkret projekt endnu, men vi vil gerne holde alle muligheder åbne. Lægedækningen i Grindsted er udfordret, og vi tror, at bedre fysiske rammer vil gøre det lettere at rekruttere læger til byen. Vi ved jo, at mange yngre læger foretrækker at være et sted, hvor der er flere læger, siger Bo Libergren (V), formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen.

Region Syddanmark har søgt om 14.696.000 kroner og forventer selv at skyde fem mio. kroner i projektet, som skal godkendes endeligt i regionsrådet den 29. april.

Nær sundhed

Region Syddanmark har sendt i alt ni ansøgninger, som ifølge Bo Libergren understøtter både regionens og regeringens ambitioner for det nære sundhedsvæsen:

- Regeringen vil med den nye sundhedsreform gerne styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, men jeg kan berolige dem med, at vi allerede er i fuld gang i regionerne. I Region Syddanmark har vi på nuværende tidspunkt 12 sundhedshuse, og med midlerne fra ministeriet kan vi måske komme op på endnu flere, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce