Annonce
Egtved

Sur smiley til købmand: Butik indfører nye procedurer

Keld Grunnet og medarbejderne i Min Købmand i Jerlev går meget op i dagligt at kontrollere køle-, kød og pålægsmontrene for varer, der er overskredet sidste holdbarhedsdato. Til gengæld har man i butikken ikke været lige så omhyggelige med tør- og kolonialvarerne. Det skal der nu rettes op på efter Fødevarestyrelsens seneste kontrolbesøg, lyder det fra butiksbestyreren. Arkivfoto: Mette Mørk
Fødevarestyrelsen fandt en række varer, der havde overskredet sidste salgsdato, på hylderne hos Min Købmand Jerlev, som nu har fået en sur smiley. Butik har nu indført nye procedurer for at undgå, at det sker igen.

Jerlev: Der plejer at være glade smiley'er på Fødevarestyrelsens kontrolrapporter, når de har besøgt Min Købmand i Jerlev. Sådan er det desværre ikke gået efter seneste besøg 7. oktober. Her blev det i stedet til en sur smiley.

Det er en stribe varer, der har overskredet holdbarhedsangivelserne "bedst før" eller "sidste holdbarhedsdato", som har fået mundvigene til at hænge nedad på kontrolrapporten. Det drejer sig blandt andet om otte poser chips, tre dåser torskerogn,16 pakker fiskeboullion og fem poser hasselnøddeflager. I alt 33 forskellige varenumre, men alt sammen tør- og kolonialvarer.

- Fødevarestyrelsen fandt ingen kølevarer, der var blevet for gamle, for dem går vi meget op i at gå igennem hver eneste dag. Til gengæld har vores procedurer for at gennemgå tørvarerne ikke været gode nok, siger butiksbetyrer Keld Grunnet.

Den sure smiley ærgrer ham enormt.

- Vi er rigtig ærgrelige af flere grunde. For det første giver det en bøde, og så giver det en dårlig omtale, som vi er kede af, siger han.

Han har været i butikken i otte år nu, og det er første gang, han oplever, at butikken har fået en sur smiley.

Annonce

Vi kan ikke ændre på, at Fødevarestyrelsen fandt varer, der havde overskredet sidste holdbarhedsdato, men vi har nu fundet frem til nogle nye procedurer, der skal sikre, at det ikke sker igen.

Keld Grunnet, butiksbestyrer

Nye procedurer

Det er svært helt at undgå, at der på butikkens mange hyldemeter ikke gemmer sig nogle enkelte varer, der er løbet på holdbarhedsdatoen. Sådan er det i alle dagligvareforretninger, mener han.

- Men det er ikke nogen undskyldning, for det er selvfølgelig ikke godt nok. Vi kan ikke ændre på, at Fødevarestyrelsen fandt varer, der havde overskredet sidste holdbarhedsdato, men vi har nu fundet frem til nogle nye procedurer, der skal sikre, at det ikke sker igen, lyder det fra Keld Grunnet.

Fremadrettet inddeles butikken i fem områder, og en medarbejder vil have ansvar for hver sit område. Medarbejderne har i deres områder ansvar for at sikre, at varerne i deres område ikke overskrider holdbarhedsangivelserne og at notere sig, hvis noget nærmer sig sidste holdbarhedsdato, så det hurtigt kan tages fra, når holdbarheden udløber. Det er en løsning, som Keld Grunnet og medarbejderne har fundet frem til i fællesskab.

- Vi har en relativt lille butik, hvor alle medarbejdere har flere funktioner, så nogle gange kan det måske være svært at finde tiden til at gennemgå alle varer på alle hylder. Men det skal der simpelthen være tid til. Hvis det er tiden, der kniber, så må vi måske ind imellem kalde en ekstra medarbejder ind til at hjælpe, siger butiksbestyreren, som vil gøre alt, hvad han kan for at sikre, at den næste kontrolrapport er udstyret med en meget glad smiley.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Det halve af huset og fyrrummet er brændt ned: Campingpladsejer er ved godt mod

Børkop

Midtvejsvælgerne skød med skarpt

Annonce