Vejle: Vejle har de seneste år arbejdet på at markere sig som Danmarks Halloween-hovedstad.
Det har især været det årlige optog gennem gågaden med monstre, hekse og andre uhyggeligheder, der har sat byen på landkortet.
Selvom optogene har været en succes, der har trukket mange besøgende til handelsbyen, bliver årets markering af halloween uden en parade.
Det er selvfølgelig corona-pandemien, der stikker en kæp i hjulet på den forholdsvis nye tradition. Det fortæller citychef Andreas Kiis Antonsen.
- Halloween bliver med et helt nyt setup, for vi kan ikke have et stort optog med så mange mennesker samlet. Derfor har vi i stedet besluttet at brede halloween ud over tre uger med forskellige pop-up-aktiviteter hver dag, fortæller Andreas Kiis Antonsen.
Knap så dyster stemning
Corona-pandemien er også årsagen til, at halloween-indpakningen af byen bliver knap så mørk som tidligere.
- Vi vil gerne skabe en stemning, der er knap så dyster. Vi synes, at der er behov for en lidt gladere stemning, og derfor klæder vi i år byen ind i orange, gule, røde og blå farver, som man gør under "Day of the Dead", fortæller citychefen.
"De Dødes Dag" er en mexikansk fejring hver år i november. Selvom teamaet er død, og det markerer mexicanernes allehelgensdag, er det festlige dage. Her er et optog også en fast del af fejringen, men som nævnt er det ikke muligt i Vejle i år.
- Vi vil stadig gerne trække folk ned i byen, men de må gerne komme på forskellige tidspunkter. Det her handler ikke om at trække rigtig mange ned, nu hvor smittetrykket er steget igen. Det handler om at holde hånden under handlen og holde byen i gang. Det er ikke en vækststrategi, men en overlevelsesstrategi, siger Andreas Kiis Antonsen.
Verden er en anden
Halloween plejer normalt også at være bundet op på et open-by-night-arrangement.
Det er skrevet i city-kalenderen, men citychefen er usikker på, om det bliver gennemført.
Andreas Kiis Antonsen, chef for City VejleDet handler om at holde hånden under handlen og holde byen i gang. Det er ikke en vækststrategi, men en overlevelsesstrategi.
I givet fald bliver det ikke med omfattende markedsføring og med masser af endagstilbud, som det er set tidligere. Igen fordi cityforeningen er forsigtig med at trække for stort et antal vejlensere ned på strøget på én og samme tid.
- Verden er en anden nu, og vi har ingen interesse i at skabe noget, hvor der sker en stor smittespredning. Folk skal være trygge ved at komme ned i byen, og siger Andreas Kiis Antonsen.
Spritten er tilbage
Han mener, at den seneste by night ved kulturnatten blev afviklet forsvarligt med mange forskellige arrangementer spredt rundt i byen.
Men i dag er coronavirkeligheden en anden end for en måned siden. Det kunne allerede ses på Rådhustorvet fredag, hvor City Vejle igen havde rullet "Spritten" frem fra garagen.
Under coronakrisens første fase kørte et lille eldrevet køretøj rundt med håndsprit til gågadens besøgende. Denne gang har City Vejle lavet en håndsprit-bar, der kommer til at stå forskellige steder i midtbyen den kommende tid.
- Vi vil gerne gøre opmærksom på, at det fortsat er vigtigt at spritte af, og at folk kan blive ved med at komme ned i byen. Samtidig udlodder fire gavekort på 250 kroner til folk, der downloader den officielle smittestop-app, så vi kan være med til at stoppe smittekæderne, siger citychefen.
Halloween-ugerne begynder ved indgangen til uge 42, hvor skolernes efterårsferie løber.