Annonce
Livsstil

Svensk haveguru fandt lykken på Langeland: Hannus have er som et eventyr

Hannu Sarenström begyndte på danskkursus, da han flyttede til Langeland for snart fire år siden. Han synes, det er nødvendigt at lære sproget, når man flytter til et nyt land. Her ses han foran sit hus med hunden Aile. Foto: Katrine Becher Damkjær
Det var tilfældigheder, der i 2017 førte den 62-årige svensker Hannu Sarenström til Sydlangeland. Han har skrevet 20 bøger og har en stor, svensk fanskare, der kommer i busser for at besøge hans have. Han er tilhænger af permakultur og lader blandt andet dele af køkkenhaven så sig selv. - Jeg planlægger ikke, det vokser bare op. Jeg kan også godt lide, når det står på lige linjer, men jeg kan også godt lide et eventyr, siger Hannu Sarenström.

Det var den østvendte gårdsplads, han blev forelsket i. Det gule stuehus og de rød- og gulstribede porte i den ene længe. Udsigten over markerne. Det var her, han skulle bo.

62-årige Hannu Sarenström er født i Finland, men voksede op i Göteborg i Sverige.

I december 2017 førte tilfældighederne ham til Kædeby lidt uden for Humble på Sydlangeland. På det tidspunkt boede han ved bjerget Kinnekulle mellem Göteborg og Stockholm og havde aldrig overvejet Danmark som en mulighed.

Annonce

- Skulle jeg flytte, var det på tide at gøre det, for om 10 år er jeg måske for gammel. Så jeg satte mit hus til salg, men fandt ikke noget nyt og begyndte at gå i panik. Normalt ved man jo, hvor man skal flytte hen, fortæller Hannu Sarenström på en blanding af svensk og dansk.

Det var gårdspladsen, Hannu Sarenström blev forelsket i, da han så huset første gang. Foto: Katrine Becher Damkjær

Efter snart fire år har han lært mange danske ord, men accenten er stadig melodisk og svensk.

En dansk ven foreslog ham at kigge mod Langeland, og en søgning på Google pirrede hans nysgerrighed.

- Jeg havde en liste på 10-20 huse, men så dukkede det her op. Jeg kunne mærke, at det skulle være her. Jeg kørte rundt på Langeland i to dage og tænkte, at her kunne jeg sagtens bo, fortæller Hannu Sarenström, imens han viser rundt i sin 8000 kvadratmeter store have, som er årsagen til, at vi har inviteret os selv på besøg.

Har skrevet 20 bøger

Måske er der ikke så mange danskere, der kender Hannu Sarenström, men i Sverige er det noget helt andet. Han har skrevet 20 bøger, primært om haver og mad, og når corona ikke sætter en stopper for det, kommer der busser fulde af haveinteresserede svenskere og besøger hans langelandske have.

Køkkenhaven skal laves større, for der er efterhånden ikke plads til det hele, når der både skal være blomster og grøntsager. Foto: Katrine Becher Damkjær

Hannu Sarenström holder også madlavningskurser, hvor de svenske kursister laver autentisk, syditaliensk fattigmandskost i hans køkken og overnatter på gården.

Han er rolig, venlig og en lille smule fåmælt. Hunden Aile tusser rundt med os i køkkenhaven, som lidt atypisk er placeret ud til vejen.

- Køkkenhaven er min integration. Hvis jeg havde køkkenhaven på den anden side af huset, ville jeg aldrig møde nogen. Her kommer naboen forbi, og så snakker vi lidt, og han får nogle bønner.

- Jeg synes, det har fået mig til at komme i snak med naboerne. Det havde jeg nok gjort alligevel, for vi gør mange ting sammen, så jeg er kommet til et rigtig godt sted. Men det ved man jo ikke, når man kommer, siger Hannu Sarenström.

Annonce

Alt bliver i haven

I køkkenhaven får salat, kål og blomster lov at kaste frø og så sig selv, og derfor er der ingen snorlige rækker.

- Jeg planlægger ikke, det vokser bare op. Jeg kan også godt lide, når det står på lige linjer, men jeg kan også godt lide et eventyr, siger Hannu Sarenström.

Staudebedet havde svært ved at klare den tørre juli, og derfor er flere af stauderne gået ud. De skal skiftes ud med mere hårdføre varianter, der kan tåle tørke. Foto: Katrine Becher Damkjær

Og køkkenhaven er virkelig et eventyr at gå på opdagelse i. Langs hegnet ud til vejen vokser sorte tomater og ved siden af dem gule, kugleformede græskar. De smukke ferskenfarvede dahliaer står side om side med den dybgrønne kål. Kålen holder hele vinteren og er hans ”vintervitamin”.

Alt det, han ikke selv når at spise, spiser hønsene, der til gengæld kvitterer med æg.

Hannu Sarenström har mange forskellige sorter, og han prøver sig frem.

- Man skal dyrke det, der smager bedst, ellers giver det ikke mening. Derfor har jeg mange forskellige slags grønkål for at finde den, der smager bedst. Jeg fandt ud af, at der en italiensk grønkål, der hedder torzella, der smager bedre end den almindelige.

De sorte tomater vokser op ad hegnet ud til vejen. Foto: Katrine Becher Damkjær

Mellem planter og afgrøder ligger æggeskaller, rester af blade og alt muligt andet organisk materiale, der stille og roligt bliver til jord.

- Alt som kan blive til jord, dækker jeg jorden med. Og så bliver det komposteret. Da jeg anlagde køkkenhaven, var jeg nødt til at grave i jorden, men nu graver jeg ikke mere, jeg lægger bare på. Regnormene og mikrolivet elsker det, og samtidig behøver jeg ikke give det så meget vand. Om foråret spreder jeg jorden ud, så det bliver jævnt. Jeg har altid gjort sådan, forklarer Hannu Sarenström, da vi bemærker den lidt atypiske måde at dyrke køkkenhave på.

Hvis du skal lave en almindelig kompost, skal du vende det og vende det, og der går tre år, inden du kan bruge jorden. Det her er en slags permakultur. Nogle synes, det ser grimt ud, men følelsen af at dyrke jord kan ikke blive grim. Og det er det, jeg gør.

Hannu Sarenström

- Hvis du skal lave en almindelig kompost, skal du vende det og vende det, og der går tre år, inden du kan bruge jorden. Det her er en slags permakultur. Nogen synes, det ser grimt ud, men følelsen af at dyrke jord kan ikke blive grim. Og det er det, jeg gør, forklarer han.

De grene, han skærer af buske og træer i haven, bliver flettet til læhegn, og der er ikke noget, der forlader haven.

Annonce

Styret af tilfældigheder

Ligesom det var tilfældigt, at Hannu Sarenström havnede på Langeland, hvor han bor med sin hund, sine katte, hønsene, duerne og alle insekterne, var det også helt tilfældigt, at han i sin tid blev haveinteresseret.

Han var 30 år og havde levet hele sin ungdom i natklubbernes mørke. Ikke bare i weekenderne, men gerne hele ugen. Han søgte hele tiden efter større byer, større natklubber, mere mørke.

- Selvfølgelig skal man gå på natklub, når man er ung. Men det var syv nætter om ugen, og så op og spise morgenmad klokken to om eftermiddagen. Når man har gjort det i 15 år, skal der ske noget, siger han.

Planen var egentlig, at Hannu Sarenström skulle flytte til Mexico, men først ville han opleve lidt af landet i Sverige, som han hidtil kun kendte fra Astrid Lindgrens børnebøger.

- Alt som kan blive til jord, dækker jeg jorden med, siger Hannu Sarenström, der altså ikke venter, til grøntsagsrester og andet organisk materiale er komposteret. Foto: Katrine Becher Damkjær

- Jeg havde lejet et sommerhus og regnede med, at jeg skulle være der en uge eller to. Men det blev 10 år. Jeg tænkte: Hvad, kan livet være sådan? Med blomster og have? Og så gik jeg amok i det, fortæller Hannu Sarenström.

Han siger selv, at han blev frelst, og haven giver ham noget, han ikke fandt i de pulserende nattetimer.

- Det giver mig fred. Fred og ro.

Annonce

Nyt land, nye vaner

På gårdspladsen får timianen lov at vokse op mellem ærtestenene langs længerne, for den er så smuk, når den blomstrer. Han sørger for at holde ukrudtet nede, men der må godt være lidt i kanterne. Husets tidligere ejere var grossister for sprøjtemidlet Roundup, men Hannu Sarenström holder sig fra kemikalier i sin have.

Han spiser ofte sin morgenmad ved det store plankebord, og rundtomkring står figurer og ornamenter, han havde med sig fra haven i Sverige. Den var langt mere stringent end den nuværende have, der er lidt vild. Derfor passer figurerne ikke rigtig ind, synes han.

Hannu Sarenström har ladet en squash vokse sig for stor til menneskeføde. Hønsene er nemlig vilde med dem. Foto: Katrine Becher Damkjær

I baghaven er brombærgrenene tunge af modne, sorte bær, og under blodbøgen er Hannu Sarenström i gang med at lægge mørkebrune sten til en terrasse. Fra den skyggefulde spisekrog er der kig ud over markerne.

- Da jeg kom hertil, kunne man ikke se ud mod markerne. Der var helt lukket. Det gik jo ikke, for det vender mod vest, og det var vigtigt for mig at få aftensolen fra vest, fortæller Hannu Sarenström, der lod nogle af træerne stå for ikke at ændre for meget på landskabsbilledet.

Det store staudebed i midten af haven overlevede ikke den tørre sommer, og flere af stauderne er gået ud.

- Mit staudebed skal laves på en anden måde, for det skal kunne tåle en tør sommer. Det giver ikke mening at skulle vande hele tiden, siger Hannu Sarenström.

Solsikker hedder solrosor på svensk. Nogle plantenavne er de samme på svensk og dansk, men da Hannu Sarenström på et tidspunkt holdt et foredrag på biblioteket i Rudkøbing, medbragte han en lang liste med  danske navne på de planter, han ville fortælle om. Foto: Katrine Becher Damkjær

Kinnekulle, hvor han boede tidligere, ligger noget nordligere end Langeland, og det kan mærkes på klimaet. Med et glimt i øjet siger Hannu Sarenström, at ”Langeland næsten er Italien”, for klimaet er mildere, og det gør sæsonen meget længere. Ting gror også meget hurtigere her end i Midtsverige, og det giver mere arbejde i haven.

Chilierne vokser på friland og findes i mange forskellige former, farver og styrker. Foto: Katrine Becher Damkjær

Hannu Sarenström har derfor måttet lægge nogle af de gamle vaner på hylden og tillægge sig nye. Han er i gang med at eksperimentere med at forlænge sæsonen ved at lægge sene kartofler, der forhåbentlig er klar til vinter.

Han oplever dog ikke, at der er forskel på, hvordan svenskere og danskere laver have.

Hønsene går frit rundt i haven, men bliver lukket ind om natten. I foråret mistede Hannu Sarenström sine høns til ræven, og da han skulle have nye, greb det om sig, og han har nu flere forskellige racer, der går rundt og spiser det, der bliver i overskud i køkkenhaven. Foto: Katrine Becher Damkjær

- Vi ligner hinanden meget. Claus Dalby (kendt, dansk havemand og ven, red.) siger, at svenskere er bedre til have end danskere, men det tror jeg ikke. Vi er bare et stort land med mange flere mennesker.

Artiskokken kommer til at se helt skulpturel ud, når man glemmer at spise den. Foto: Katrine Becher Damkjær

Hannu Sarenström har flere gange ladet sit liv styre af tilfældigheder, men han føler alligevel, at han har fundet det sted, han skal blive. Midt mellem dyrene, blomsterne, insekterne og de bolsjestribede ladeporte, hvor solen står op på gårdspladsen og går ned i baghaven. Hans seneste bog, ”Det nya trädgårdslandet”, bliver oversat og udkommer på dansk til foråret, og han har planer om også at lave madlavningskurser for danskere.

Kålen har fået selskab af blomsten stolt kavaler. Hannu Sarenström bruger blandt andet blomsterne til at pynte bordet. Foto: Katrine Becher Damkjær

Hannu Sarenström

Er 62 år og har finske rødder, men voksede op i Göteborg i Sverige.

I 2017 førte tilfældighederne ham til Kædeby på Sydlangeland, efter han i en årrække havde boet ved bjerget Kinnekulle mellem Göøteborg og Stockholm.

Hannu Sarenström har skrevet 20 bøger - primært om mad og haver.

Derudover laver han madlavningskurser, hvor han underviser i at lave syditaliensk mad.

Annonce
Alarm 112 For abonnenter

Kvinde dømt for vanrøgt af 25 heste: Dyrene var indsmurt i gødning og havde øjnene fulde af udflåd

Danmark

Fredagens coronatal: 324 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Husk det nu: Lørdag og søndag aften og nat er Fredericiavej spærret - lastbiler dirigeres helt udenom

VEJLE For abonnenter

Heidis bryllupsgave var en rød knallert: Mød sko-sælgeren, der elsker at få Vejle til at 'smage dansk'

Vejle

De ældres formand går af efter valgballade: 'Det er noget skrammelværk, og jeg er rigtig ked af, at det har udviklet sig på den måde'

Navne For abonnenter

Louis Bülow fortæller om sine minder: Fra en svunden tid - og dem, jeg savner

Alarm 112

15-årig provokerede politiet ved Eskes Bier Bar, hvor han henviste til drabet på fire betjente i 1965: - Det er imponerende, han kender sin politihistorie

Vejle For abonnenter

Så faldt hammeren: Ekskluderede medlemmer af Vejle Motorbådklub har fået deres dom - 'nu er de værste smidt ud'

Livsstil

Oksemørbrad i weekenden? Lav den a la John Kofod fra Sortebro Kro

Vejle

Se video fra Vejles pressede morgentrafik - så laaaang tid tager det at komme til midtbyen ad populær indfaldsvej

Danmark

Løvkvist: Thulesen vil trække en streg i sandet - men vil Pia K. dele vandene?

Vejle Boldklub

Lyt til podcasten om VB: Intet i statistikkerne peger på en sejr over Viborg, men derfor tror Banke og Møllenberg på det

LEDER For abonnenter

Havnefoged-chikane, eksklusion af medlemmer og en kommende retssag i Vejle Motorbådklub er dybt tragisk: Forlig jer nu, I skabhalse - vi behøver ikke mere underholdning

Navne

To Vejle-kokke kæmper om samme titel: Felix går fra at være tv-vært til at bedømme gourmet-retter med østers

Annonce