Annonce
Udland

Swedbank smider direktører på porten efter hvidvaskskandale

Som direkte konsekvens af en sag om formodet hvidvask er to af Swedbanks direktører blevet suspenderet.

Den svenske storbank Swedbank har suspenderet den administrerende direktør og finansdirektøren i Estland med øjeblikkelig virkning i kølvandet på en sag om formodet hvidvask.

Det meddeler Swedbank ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Storbanken efterforskes for bedrageri efter mistanke om hvidvask i flere baltiske lande.

- Dagens beslutning er en direkte konsekvens af den igangværende interne undersøgelse. Vi er fuldt ud dedikerede til det estiske marked og alle vores ansatte, kunder og aktionærer, meddeler banken.

Da de første afsløringer om mulig hvidvask begået af Swedbank kom frem i februar, lød beløbet på omkring 40 milliarder svenske kroner.

Efter afsløringer i medierne voksede sagen sig større.

I alt er der ifølge det svenske medie SVT tale om mistænkelige overførsler for mere end 1400 milliarder svenske kroner i Baltikum. Det svarer til 1100 milliarder kroner.

Sagen er blevet kædet sammen med Danske Bank, hvis estiske afdeling har været centrum for formodet hvidvask for op mod 1500 milliarder kroner.

Banken har søsat en undersøgelse, der skal belyse sagen. Et eksternt firma er hyret ind til at hjælpe med at nå til bunds.

Desuden har banken lavet en ny afdeling, der skal forhindre kriminelle i at bruge Swedbank til at vaske sorte penge hvide. De nye tiltag vil samlet koste omkring en milliard svenske kroner.

Sagen fik i starten af april konsekvenser for bankens daværende administrerende direktør, danskeren Birgitte Bonnesen, der blev fyret.

Få dage senere meddelte bankens daværende bestyrelsesformand, Lars Idermark, at han forlod Swedbank.

Næstformand i Swedbank, Ulrike Francke, blev herefter udpeget som midlertidig formand for bankens bestyrelse.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle For abonnenter

Borgmesterkandidat med kampgejst: Han har ført sag mod sin egen kommune og været i strid med fagbevægelsen

Annonce