Annonce
Vejle

10-årige Hannah Augusta blev ramt af slagtilfælde på rygsækrejse: Indlæggelse fik storebror til at arrangere koncert med 1600 tilskuere

Familien Lundgaard var på scenen til Familiekoncerten i Skibet for at fortælle om hele baggrunden for arrangementet. Ud over mor Tanja, Oliver og Hannah Augusta, tæller familien også niårige August Emil. Foto: Mette Mørk
På en ferie i Fjernøsten fik Oliver Lundgaards 10-årige lillesøster et slagtilfælde. Mødet med børneafdelingen på OUH gav ham ideen til at arrangere den udsolgte familiekoncert i Skibet søndag.

Skibet: Hannah Augusta Lundgaard er bare 10 år, men siden et slagtilfælde, hun fik i januar, har hun siddet i kørestol.

Slagtilfældet skete på en rygsækrejse, som hun var på sammen med sin mor og to brødre til Fjernøsten den forgangne vinter. Familien befandt sig på en stort set mennesketom ø ud for Borneos kyst, da 10-årige Hannah Augusta blev alvorligt syg. Hun var indlagt i over en måned, først i Malaysia og senere i Thailand, inden hun blev hentet til Danmark af en læge.

Siden har Hannah Augusta sammen med resten af familien kæmpet for, at hun skal komme på højkant igen.

- Inden det skete, var Hannah Augusta helt normalt fungerende. Efterfølgende kunne hun ikke gå, huske eller skrive, fortæller hendes mor, Tanja Lundgaard.

Under den efterfølgende indlæggelse på Odense Universitetshospital (OUH) kom storebror Oliver Lundgaard på besøg. Han bemærkede, at der ikke var ret meget for de indlagte børn at give sig til. Dog vakte hospitalsklovnene stor begejstring, og da det gik op for Oliver, at de er afhængige af penge fra private sponsorer, fik han ideen til at stable en familiekoncert på benene.

- Jeg sagde: "Det gør du bare," og kort tid efter ringede han og sagde: "Jeg regner med, at det bliver den 30. juni," siger Tanja Lundgaard og gengiver den overraskelse, hun følte, da hendes initiativrige søn kom med sin udmelding.

10-årige Hannah Augusta er en sej pige, der kæmper for at blive helt rask. Som en del af sin genoptræning, er hun begyndt at sy hårelastikker, som det hun her har om hånden. Elastikkerne bliver syet af genbrugsstof og solgt for 25 kroner stykket. På en måned har hun solgt for 6000 kroner, og pengene er gået til Danske Hospitalsklovne, fortæller hendes mor, Tanja Lundgaard. Foto: Mette Mørk

Opbakning fra byen

Og Oliver Lundgaard var hurtig til at overtale både Wafande og Shaka Loveless til at komme og spille til familiekoncerten, som dermed var en realitet.

Der har efterfølgende været mange timers arbejde, både for ham selv, hans mor og de 80 frivillige, som har været med til at få familiekoncerten på benene.

Til gengæld har Skibet som by bakket 100 procent op om arrangementet, der på dagen kunne melde om omkring 1600 tilskuere på pladsen - forventningerne og håbet havde forinden været, at der ville blive solgt omkring 800 billetter.

- Det er megafedt, at der altid er opbakning i Skibet, smiler den driftige 19-årige Oliver Lundgaard, som også er med til blandt andet at arrangere den årlige fodboldskole i byen.

- Opbakningen betyder, at vi nu har endnu flere penge at give til Broen, Danske Hospitalsklovne og Børnecancerfonden.

En stolt mor

Tanja Lundgaard har taget orlov fra jobbet som selvstændig HR-konsulent for at være der døgnet rundt for 10-årige Hannah Augusta, der fortsat sidder i kørestol og er i genoptræning for at få førligheden tilbage i arme og ben.

Samtidig har moderen også haft overskud til at hjælpe sin teenagesøn med Familiekoncert-projektet, og hun er ikke så overraskende stolt af det, han har stablet på benene.

- Udover stolthed er det også inspirerende og til tider udfordrende at have en søn som ham, smiler Tanja Lundgaard og indrømmer, at det har været hårdt arbejde at være en del af Familiekoncert-planlægningen:

- Men det er også et projekt, der gør mig glad, og det har været med til at flytte fokus lidt fra alt det andet.

Trods det store arbejde op til og under Familiekoncerten søndag, så afslører Oliver Lundgaard, at han måske allerede har endnu en familiekoncert i støbeskeen til næste år.

Folk i Skibet viste stor opbakning til Familiekoncerten. Der er blevet solgt omkring 1500 billetter til arrangementet. Overskuddet går til Børnecancerfonden, Danske Hospitalsklovne og Broen. Der var desuden inviteret 70 børn og voksne, som får støtte fra Broen Vejle, med til festlighederne. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Se billederne: Spotlight samlede børn fra Vejles skoler til fest, musik og fremtids-kig

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce