Annonce
Indland

Sygehus sendte coronasyg beboer tilbage til plejehjem

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Region beklager, at man sendte en beboer fra et plejehjem retur uden at vide, om personen var coronasmittet.
Annonce

For nylig blev en beboer fra et plejehjem i Vallensbæk sendt på sygehuset med symptomer på coronavirus.

Beboeren blev af sygehuset sendt tilbage til plejehjemmet, før der var kommet resultat på testen, som siden viste sig at være positiv.

Det skriver sn.dk.

Til alt held tog plejepersonalet på Højstruphave i Vallensbæk straks de forbehold, de skulle, da beboeren kom tilbage fra sygehuset.

Beboeren blev isoleret, indtil plejehjemmet havde været i kontakt med sygehuset, og testresultatet forelå.

- Personalet fulgte rettidig omhu og fulgte procedurerne og isolerede personen. De tog selvfølgelig også værnemidler i brug for at undgå en smittespredning.

- Alle forbehold blev fulgt, siger borgmester Henrik Rasmussen (K) til sn.dk.

Borgmesteren mener ikke, at Region Hovedstaden var påpasselige nok, da man valgte at sende en potentielt smittet person hjem til en i forvejen sårbar gruppe.

Vallensbæk Kommune har i forbindelse med sagen taget kontakt til Region Hovedstaden, som har beklaget over for kommunen.

- Jeg har været i dialog med regionsformanden, og hun agerede hurtigt og professionelt, og de beklagede fejlen og ændrede deres procedure, fortæller Henrik Rasmussen.

For at tage ekstra forbehold har Vallensbæk Kommune valgt, at daghjemmet på kommunens plejehjem er lavet om til modtagezone. På den måde håber man, at der ikke kommer potentielt smittede ind på plejehjemmene.

- De pårørende har fået besked om situationen, vores personale benytter altid værnemidler, og vi arbejder på, at vores personale kan blive testet, siger Henrik Rasmussen.

Ligesom mange andre kommuner lukkede Vallensbæk Kommune per 13. marts for besøg på plejehjemmene. Det sker for at passe ekstra godt på de ældre og sårbare.

Denne gruppe af personer er nemlig særligt udsatte, hvis de ender med at blive smittet med coronavirus.

/ritzau/

Link til artikel hos sn.dk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce