Annonce
Jelling

Symmetriske fisk, detaljerede mønstre og alt mellem himmel og jord

Skolegården ved Bredagerskolen har fået ny udsmykning, der skal hænge der de næste mange år. Marie Højrup Madsen, Elisabeth Jørgensen, Karen Jørgensen og Anders Kjær Nørgaard Skarby er blandt kunstnerne. Foto: Mette Mørk
Elever fra Bredagerskolen har foldet deres kreativitet ud og lavet ny udsmykning til skolens udearealer. Malerierne skal hænger der de næste mange år, og selv om nye elever måske ikke vil skænke det mange tanker, betyder det noget for kunstnerne bag.

Jelling: De næste 10 år - som minimum - vil Bredagerskolens elever hver skoledag blive mødt af værker, som elever fra 7.-9. klasse på valgfaget design har kreeret. Og det er bestemt en ting, som de unge kunstnere glæder sig over.

- Det er nok noget, der gør mest indtryk på os. For de nye elever, der begynder her, vil det jo bare være en del af skolen. Men det er en ære, at vi har fået lov til det, siger Karen Jørgensen, 7. årgang, der sammen med bedste veninde Elisabeth Jørgensen har malet farverige fisk i et yin og yang-tema.

- Jeg kan huske, at jeg har kigget på noget af den gamle udsmykning på skolen og tænkt, at jeg også gerne ville prøve at have noget hængt op. Og der hænger mange ting her, så nu har vi noget, hvor man kan sige, at "det her er vores", siger Elisabeth Jørgensen.

Marie Højrup Madsen med den jordklode, som hende og en makker har malet. De mørke og lyse områder er et forsøg på at tænke klimaforandringer med dårligt vejr og plastik i havene ind i maleriet. Foto: Mette Mørk

Alt mellem himmel og jord

Marie Højrup Madsen går i 8. klasse og med tanke på, at det snart er sommerferie, og hun dermed kun har et år tilbage i folkeskolen, så fortæller hun, at det er fedt at kunne sætte et sidste præg på skolen - og så med en stor og synlig ting.

Og det er de godt en gange en meter kvadratiske malerier da også. Alle er lavet på den måde, at eleverne har kunnet male i en cirkel, der er omgivet af den samme koksgrå farve. I cirklen skulle der gerne være noget mønster og klare farver, men ellers var der fri mulighed for at lade kreativiteten folde sig ud.

I Marie Højrup Madsens gruppe blev det til en jordklode, og det var der et par eftertænktsomme årsager til.

- Da vi hørte, at det skulle hænge på skolen, og vi går på en Unesco-skole, tænkte vi, at vi ville lave verden. Så havde vi en gruppe med to andre, der lavede rummet, og på den måde kunne vi vise alt mellem himmel og jord. Og så tænkte vi også klimaforandringer ind over ved at bruge mørkere og lysere farver for at vise plastik i havene og udviklingen i vejret, siger hun.

Eleverne har arbejdet med malerierne to lektioner om ugen i et par måneder. Resultatet hænger på Bredagerskolen de næste mange år.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce