Annonce
Hedensted

Ambitionerne er i top: Tørring vil vokse med 1000 beboere

Før sommerferien blev der taget første spadestik til 42 nye lejligheder i Tørring Midtby. Håbet er blandt andet, at det vil trække nye borgere til byen, men ambitionerne for den vestligste centerby i Hedensted Kommune stopper ikke der. Arkivfoto: Michael Svenningsen
De seneste 10 år er der kommet omkring 300 nye borgere til Tørring. Nu hæver byens udviklingsråd barren med en ambition om at vokse med 1000 borgere inden 2030.

Tørring: Udvikling af midtbyen, byforskønnelse og ikke mindst en helt ny bydel skal i løbet af det kommende årti tiltrække ikke mindre end 1000 nye indbyggere til Tørring. Sagt med andre ord skal befolkningsvæksten fremover være på 30 procent mod de nuværende ca. 10 procent

Så ambitiøs lyder visionen fra Tørring Udviklingsråd, der onsdag aften havde inviteret til borgermøde omkring byens udvikling.

Her gjorde rådet i samarbejde med Hedensted Kommune status på de mange byudviklingsprojekter, der allerede er i gang i Tørring. Men de kiggede også endnu længere ud i horisonten. For udover at forskønne den gennemgående gade i byen, omlægge torvet, bygge et kommunalt administrationshus og 42 nye lejligheder er der også planer om at lave en helt ny bydel i et 110 hektar stort område vest for Tørring. Området, der arealmæssigt svarer til en fjerdedel af den nuværende by, er afgrænset af Viborg Hovedvej, Viborgvej, Brædstrupvej og Gudenåen. Også det forhenværende Actionparken på den anden side af Viborg Hovedvej bliver en del af den nye bydel.

Annonce

Efterlyser ideer

Hvordan området præcist skal udformes er endnu på tegnebrættet. Sikkert er det dog, at der udover en hel masse boliger i forskellige afskygninger også vil være en del rekreative arealer blandt andet omkring Melhedebæk, der løber tværs gennem området.

- I dag er bækken en temmelig lige grøft, men vi har en ide om at slynge den ned gennem bydelen, dels for at skabe rekreative områder, men også for at hjælpe til med at løse nogle af Tørrings klimaudfordringer, der bl.a. handler om store mængder overfladevand, fortalte Christina Nielsen fra Hedensted Kommune.

Hun står for at lave de overordnede streger i den nye bydel og skal blandt andet finde ud af, hvor veje og stier og vandløb skal være. Til arbejdet har hun dog brug for Tørring-borgernes hjælp til at komme med ideer til, hvad området skal indeholde.

- Hvad skulle der til, for at I ville gå en tur derud. Hvilke aktiviteter kunne der være derude, det kunne vi rigtig godt tænke os, at få ideer til, lød opfordringen fra Christina Nielsen på mødet.

For at sætte skub på ideerne har Hedensted Kommune og udviklingsrådet blandt andet allieret sig med eleverne på Tørring Gymmnasium og Tørring Skole, der skal arbejde med emnet. Samtidig er der markeret en 1,5 km lang midlertidig vandrerute ud i området, der gør det muligt at se området fra nye vinkler. Ruten, der bl.a. er en klippet trampesti ind over en mark fra Melhedevej, vil være tilgængelig i cirka seks uger. Man vil kunne gå turen selv, men der vil også blive flere arrangementer på ruten. F.eks. vil løbeklubben invitere på en løbe- eller power-gåtur på ruten 1. oktober og 7. november vil det blive muligt at få en guidet tur i området med en biolog.

Nyt borgermøde

Endelig vil der 21. november blive indkaldt til borgermøde om bydelen. Det hele vil om alt går vel munde ud i en færdig helhedsplan for området til næste sommer.

Hvornår og hvordan helhedplanen bliver udmøntet hensvæver i det uvisse, undtaget området omkring det forhenværende Actionpark. Her har Brian Christiansen, indehaver af Coastzone og i øvrigt formand for Tørring Udviklingsråd, en næsten færdig plan for omdannelse af området til et særligt boligområde, hvor det overordnede koncept er, at man skal leve og lege livet let.

Brian Christiansens forventning, er at han allerede i løbet af 2020 kan gå i gang med at sælge byggegrunde og begynde at bygge lejeboliger i området.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce