Annonce
Egtved

Tag på tur i Egtvedpigens kulinariske fodspor: Læs her om syv lokale lækkerier med forbindelse til bronzealderen

Avisen går nu i Egtvedpigens kulinariske fodspor. I Egtved kan man nærmest samle sammen til en hel tapas med vin, ost, brød, spegepølser, kage, øl og mjød - der altsammen har referencer til Egtvedpigen. Foto: Christina M. Mosegaard
Spegepølse, kage, ost, vin - og mere til. På Egtved-egnen kan man godt spise sig mæt for en dag med lokale produkter, der alle har forbindelse til historien om Egtvedpigen.

Egtved: I foråret åbnede vandrestien Egtvedpigens Fodspor, som dog efter en rum tid druknede i så meget succes, at sporet måtte lukkes ned for en tid. Det er endnu ikke blevet åbnet.

Men der er faktisk også et andet spor at følge, når vi taler om Egtvedpigen, som jo fejres ekstra meget i 2021, hvor det er 100 år siden, hun blev fundet i en egekiste ved Egtved Holt.

Det her spor er ikke et, der kræver motion... Sådan umiddelbart. Og dog, måske efter indtagelse et par gåture ville gøre godt.

Annonce

På sporet her kan både øjne, mave, mund og næse sendes på eventyr tilbage i tiden. Avisen har valgt at kalde dem I Egtvedpigens kulinariske fodspor.

Lokale producenter - og også producenter langvejs fra, plus forhandlere, lokale aktører og specialister har nemlig i Egtvedpigens navn - og med hendes særlige historie in mente, valgt at give liv til både ost, vin, brød, kage, spegepølse, øl og mjød. Og alle disse kulinariske fristelser kan man naturligvis finde i Egtved.

Følg med her, og bliv klogere på det, som du kan komme indenbords i Egtvedpigens navn.

1 Osten

Osten har navnet Egtvedpigen. Foto: Christina M. Mosegaard

“Egtvedpigen” - det er navnet på den danske skæreost med traditionel ostesmag fra virksomheden Ulvedal, som er beliggende i Egtved.

- Faktisk er osten lavet af mælk fra køer, der græsser i Vejle Ådal på Egtved-egnen, og så er det Nørup Mejeri, der fremstiller osten for os efter en gammel opskrift med stolte traditioner, fortæller John Skovdall Mathiasen, der er indehaver af Ulvedal.

Han fortæller videre, at han efterfølgende selv sørger for, med nænsom håndkraft, at vende, modne og pleje osten på træhylder, indtil den har opnået den helt rigtige konsistens, smag og styrke.

“Egtvedpigen” fås også i en ekstra stærk variant, hvor osten har lagret i mindst seks år. John Skovdall Mathiasen fortæller, at osten er særlig eftertragtet blandt mange.

Ulvedal, der har eksisteret siden 1986, har en nær tilknytning til Egtved-egnen og ånden omkring Egtvedpigen. Oprindeligt boede indehaveren af virksomheden på ejendommen, der bærer navnet Ulvedal, og Ulvedal er beliggende få hundrede meter fra Egtvedpigens grav ved Egtved Holt.

Logoet til osten er skabt af John Skovdall Mathiasens datter, Pernille Blaabjerg, der er grafisk designer.

Osten kan blandt andet købes hos Røgeriet Egtved, i SuperBrugsen Egtved og via Ulvedals egen hjemmeside. Den sælges også rundt omkring i Danmark hos forskellige forhandlere, så det er ikke kun på Egtved-egnen, at man kan få fingrene i osten.

2 Kagen

Avisen går nu i Egtvedpigens kulinariske fodspor. I Egtved kan man nærmest samle sammen til en hel tapas med vin, ost, brød, spegepølser, kage, øl og mjød - der altsammen har referencer til Egtvedpigen. Foto: Christina M. Mosegaard

Kagen her er helt ny på markedet. Den blev lanceret første gang i forbindelse med Egtvedpigens Dag 12. juni og skabt af bagermesteren Dan Mejsner, Egtved Bageri By Mejsner i samarbejde med foreningen Egtvedpigens Venner. Navnet er ganske simpelt Egtvedpigens kage.

- Vi har faktisk brugt næsten et år på at udvikle kagen, for der var mange krav og parametre, som skulle passe på den. Kagen skulle gerne have et udtryk, der giver associationer til langt tilbage i tiden, den måtte gerne ligne en gravkiste, have et simpelt udtryk og være nem at servere til mange mennesker på samme tid - til for eksempel receptioner, forklarer bagermesteren, der er endt med at være godt stolt af det færdige produkt, der samtidig taler til alle i alle aldre.

Egtvedpigekagen består af en saftig browniekage med lag af mælkecreme og appelsin, omgivet af marcipan og kakao.

- Smagen, synes jeg, er blevet perfekt med både sødme, syrlighed og noget frisk, siger Dan Mejsner og tilføjer, at kagens indre kan sammenlignes med en luksusvariant af en mælkesnitte.

Kagen kan købes hos Egtved Bageri By Mejsner.

3 Spegepølsen

Hos Røgeriet Egtved har de fremstillet to varianter af Egtvedpigen spegepølse. I den ene er der et såkaldt jægermix, og den anden har et strejf af chili. Foto: Christina M. Mosegaard

Fyldt med velsmag og godt med krydderier. Sådan lyder det, når der tales om Egtvedpigens Spegepølser. Og ja, der er to af dem. Begge på base af oksekød, skabt af Røgeriet Egtved.

Pølserne har et enkelt udtryk i forhold til servering på et spækbræt med det sorte beskyttende lag af omslag, hvor der med guld er et tryk af Egtveds nyeste logo og byens motto "Egtved... pigens by".

- Det er en rigtig populær spegepølse, og så er det jo en, som altid er med, når der skal fejres noget særligt i Egtved, som for eksempel Egtvedpigens Dag, men den er selvfølgelig også god på bordet, når man skal have gæster eller bare i hverdagen, fortæller Mona Pedersen, der er en del af Røgeriet Egtved.

Spegepølsen kan købes i butikken hos Røgeriet Egtved.

4 Vinen

Etiketterne til vinen er designet af «Egtvedpigen» Heidi Søgaard Sloth, hvor illustrationen af Egtvedpigen har samme udtryk som de figurer af cortenstål og messing, som står ved indfaldsvejene ved Egtved. Foto: Christina M. Mosegaard

Gennem de senere år har flere handlende i samarbejde med blandt andet lokale ildsjæle, handelsforeningen og Egtvedpigens Venner stået bag Egtved Vinen, som gerne skulle være med til at fortælle historien om, at her levede Egtvedpigen engang, og her holdes historierne omkring hende i live. Byens darling er Egtvedpigen, og naturligvis skal hun "vise ansigt" på vinflasker.

Indtil i år har aktørerne bag vinen hvert år valgt at indkøbe nye vine og få produceret nye etiketter til byens egen vin.

Det er dog anderledes nu. Der er nemlig taget en beslutning om, at Egtved Vinens etiketter fremover skal være med samme illustration, år for år, skabt af den lokale Egtved-borger Heidi Søgaard Sloth, der også står bag designet af seks nyere Egtvedpigefigurer af cortenstål og messing, som står ved indfaldsvejene til Egtved.

- Jeg har forsøgt at gøre udtrykket på etiketten så enkelt, som muligt og så er der jo en klar reference til figurerne ved indfaldsvejene, siger Heidi Sloth Søgaard.

Egtved Vinen, der findes som både rødvin, hvidvin og rosé med navnene Italia Appasionat, Australia Chardonnay og Italia Rosato, kan købes hos SuperBrugsen Egtved, ABC-Lavpris Egtved og Egtved Blomster.

Karen Schmidt der er frivillig ildsjæl i Egtved og primus motor bag mange af byens projekter, har været med til at udvælge vinene. 

- Vi har valgt de tre vine ud fra, at det skal være noget, som alle ville kunne lide og have lyst til både at stille på middagsbordet eller, når der kommer gæster.

5 Brødet

Egtvedpigens brød er blevet Egtveds signaturbrød. Foto: Christina M. Mosegaard

I februar udskrev foreningen Egtvedpigens Venner og Egtved Bageri By Mejsner en brødkonkurrence om at skabe det bedste bronzealderbrød i anledningen af 100-året for fundet af Egtvedpigen. Blandt kriterierne var, at brødet skulle indeholde ingredienser, som også var tilgængelige i bronzealderen. Vinderen af brødet blev en ung kvinde fra Egtved, Lotte Brunbjerg.

I dag er Egtvedpigebrødet blevet byens signaturbrød, og der sælges dagligt omkring 100 af dem fra bagerbutikken.

Brødet har en fin sødme fra æble og honning, som giver det en fugtig, blød krumme. Rugkerne giver lidt ekstra at tygge i. Spelt- og bygmelet giver brødet en lidt nøddeagtig duft, og hirsen sammen med afbagningen giver brødet en god skorpe fuld af smag, som samtidig holder på fugten, så brødet ikke bliver tørt. Det er samtidig et brød med masser af smag, sødme, lethed og flere gode næringsstoffer fra meltyperne og surdejen.

Egtvedpigebrødet kan udelukkende købes hos Egtved Bageri By Mejsner.

6 Øl

Egtvedpigens Bryg er skabt i samarbejde med Nationalmuseet. Foto: Christina M. Mosegaard

I kisten hos Egtvedpigen fandt man en barkspand, som indeholdt et brunt bundfald. Det lignede rester af øl. Analytikere blev sat på opgaven at finde ud af, hvad bundfaldet består af. Her fandt man rester af hvede, porse, lindepollen, der stammer fra honning og tyttebær eller tranebær.

Da indholdet var blevet nærmere bestemt, satte Nationalmuseet Bryggeriet Skands, der er et mikrobryggeri med base i Brøndby, på opgaven.

Med udgangspunkt i disse ingredienser satte Nationalmuseet sig for i samarbejde med bryggeriet Skands at udvikle en øl, der kunne være et godt bud på det, som Egtvedpigen fik med sig.

Og det blev så til Egtvedpigens Bryg.

Egtvedpigens Bryg er en hvedeagtig øl med en skøn, frugtig syrlighed og en karakteristisk porse eftersmag. Den holder en alkoholprocent på 5,5 % og kommer i to størrelser; 25 cl. og 50 cl.

Egtvedpigens Bryg kan blandt andet købes hos SuperBrugsen Egtved og på Nationalmuseet.

7 Mjød

Egtved Mjød. En koncentreret smag af bronzealderens urter og bær. Foto: Christina M. Mosegaard

Også Bryggeriet Snoremark ved Roskilde har kastet sig ud i at skabe en alkoholisk drik ud fra fundet af ingredienserne i barkspanden hos Egtvedpigen.

I 2019 skabte de med udgangspunkt i de fundne ingredienser og mjødtraditioner Egtved Mjød.

Det skete efter, at de på Snoremark i samarbejde med Nationalmuseet havde genskabt det ældste fund af mjød, der alene er gæret på lindehonning og planten mjødurt, Snoremark bronzemjød.

I deres maltmjød/braggot er cirka en tredjedel af startsødmen fra maltningen, mens den resterende del kommer fra honning og tyttebær. Kravet til en braggot er, at hovedparten af det sukker, der gæres på, kommer fra honning, og at sukkeret i malten maksimalt udgør 50 procent af det samlede sukkerniveau.

Historisk indeholder al mjød en eller flere bitterurter, og Egtvedpigens mjød adskiller sig ikke fra traditionen. Hendes drik indeholder porse.

Lokalt kan man købe Egtved Mjød hos Røgeriet Egtved.

Annonce
VEJLE For abonnenter

Bjarne fra Vejle har fulgt landsholdet i mere end 30 lande: Han har arrangeret kampe på Den Røde Plads i Moskva og bestilt 1000 fadøl i timen i Samara

Danmark

Lørdagens coronatal: Yderligere 25.034 coronatilfælde - antallet af indlagte falder

Annonce
Annonce
Annonce
VEJLE

Formand vil have hjælp fra staten til at løse et næsten umuligt problem, der risikerer at lamme Vejle

Vejle For abonnenter

Efter to år med sjælden sygdom får Tage mad gennem sonde og har svært ved at tale: Nu rumsterer tankerne om barndommen ved berygtet fabrik i Grindsted

Billund

Medbragte knojern med kniv: Udlænding stoppet i lufthavnen

Hedensted

Ægteparret Pedersen blev de første i nyt boligområde: - Her har vi fundet et sted, vi skal bæres fra

Dall: Derfor frygter de andre blå partier DF's næste formand

Give For abonnenter

Når musikken healer: Christine og Perry sender kærlighed til deres afdøde søn gennem musikken

VEJLE

Mig og Margrethe: Send os dine bedste fotos af dronningen på Vejle-egnen

VEJLE

Vi vil være med til at skabe folkefesten omkring Tour de France: Send os derfor dine forslag, idéer og arrangementer, så vil vi sammen gennemføre dem

Redaktørens stol: Så meget tid må en kommune simpelthen ikke have

Billund

Nyt sundhedshus er næsten fyldt op: - Vi håber at kunne sparke et godt fællesskab i gang

Navne For abonnenter

Manden, der bragte ægte crepes til Danmark, er død: Christian tændte millioner af stjerner gennem sit liv

KLUMME For abonnenter

Så har vi hørt det med: Grand Canyon ligger såmænd bare omme i Trædballe

Annonce