Give: Klokken 05.09 onsdag fik Sydøstjyllands Politi alarm om indbrud i Imerco i Give. Gerningspersonen havde knust en rude til butikken og stjålet nogle ting af mærket Georg Jensen og andre varer.
Der blev set en bil køre fra stedet, og muligvis havde gerningsmanden brugt sengelinned til at bære tyvekosterne ud i. Kort efter fik en patrulje øje på en bil, der svarede til signalementet. Den blev eftersat og standset klokken 05.20.
- Der er omstændigheder, der tyder på, at vi har fat i indbrudstyven, men han var så påvirket af euforiserende stoffer, at han ikke var egnet til afhøring i første omgang, oplyser vicepolitiinspektør Mikkel Ross.
Men som minimum kan manden sigtes for kørsel i påvirket tilstand. Det er så op til politiets efterforskere at finde ud af, om der er grundlag for yderligere sigtelser mod manden, der er 26 år og har adresse under postnummer Assens.