Annonce
Vejle

Tagpladerne poppede som majs i varm olie - og fire andre historier, jeg husker fra 2019

Jørgen FlindtFoto: Martin Ravn
2019 går på hæld - og det er tid til tilbageblik. Journalisterne på Vejle-redaktionen fortæller på skift om fem opgaver, de særligt vil huske. I dag fortæller Jørgen Flindt, der til daglig særligt har fokus på den gamle Børkop Kommune, om sit år på redaktionen.
Annonce

Børkop: Den måtte jo komme. Den dag jeg fyldte 50 år, og det har jeg lige gjort.

Men det tager jeg nu med oprejst pande, for sådan er det med livet. Man sætter sig hele tiden fodspor, og efterhånden kommer der bare flere og flere af dem.

Jeg deler fodspor og hus med min kone Lis og de halvstore unger Signe og Anne. Ok, passer ikke helt, for den ældste, Signe, har forladt reden og flyttet til Aarhus for at studere uddannelsesvidenskab. Anne går på Rosborg Gymnasium.

Jeg har gennem to et halvt år været lokalredaktør i Børkop, og det er et ret spændende område, for her er der meget gang i den. Det er et område i kraftig vækst, og det kan mærkes. Her er også fjord, marker og bløde bakker. Her er historiske bygninger og moderne løsninger. Og her er spændende mennesker, og der kommer hver dag nye til.

Og der, på kanten af det hele, sidder jeg og prøver at følge med. Det job er svært ikke at nyde.

1 - 70 brandfolk kæmpede med flammerne på Industrivej

Hold nu op for en stor brand, der fandt sted i Børkop. Den var så kraftig, at det tog tre dage helt at få den slukket. Foto: Jørgen Flindt

Min kollega Vibeke bor i Børkop, og hun ringede og sagde, at det brænder et sted i Børkop. Hun havde i den grad ret. Branden 1. oktober på Industrivej viste sig at blive mere end bare en normal brand.

Nogle fyldte lagerhaller hos engrofirmaet Schou blev ædt af flammerne, og da jeg, og mange andre, stod der på sidelinjen og så på, opdagede vi ved selvsyn, at ild har ekstremt vilde kræfter.

Personligt husker jeg bedst, da tagpladerne begyndte at poppe, som var det majs i varm olie.

Ingen kom heldigvis til skade ved branden, men over 70 brandfolk deltog i slukningsarbejdet, da det gik mest vildt for sig. Og røgsøjlen kunne ses helt i Sønderjylland.

2 - Det var en retssag uden vindere

Retten i Kolding er en lidt kold og uinteressant bygning, men bag murene møder man mennesker af kød og blod. Folk, som har gjort noget, og folk, som har oplevet, at der er blevet gjort noget ved dem. Arkivfoto

I vinters tog jeg til retten i Kolding, hvor en 28-årig mand fra Vejle blev dømt for andet seksuel forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse af en lille pige samt besiddelse af børneporno.

Den unge mand havde tidligere været pædagogmedhjælper i Blæksprutten i Brejning, og han havde for seks år siden forgrebet sig på en dengang fire-årig pige. Sådan en sag er svær at ryste af sig, og den gjorde stor indtryk på mig. I retten var både den unge mand og hans familie samt den lille piges familie, og alle var ramt dybt af sagen. Meget dybt.

Det var en sag uden vindere. Mest af alt den pige, som i mellemtiden er blevet otte år. Hun deltog heldigvis ikke selv under retsmøderne.

Jeg holdt den professionelle afstand, så vidt jeg kunne, men helt slippe sådan en oplevelse, når man kommer hjem, kan man ikke. Jeg kunne i hvert fald ikke.

3 - Vandet kom og kom igen

To onsdage i streg skete en 20-års hændelse ved Høll, hvor vandet stod op mod 125 centimeter over normal vande. Foto: Jørgen Flindt

Året 2019 var lige skudt i gang. Raketterne var landet, men ikke helt fejet op endnu, da vandet kom. Vejrforholdene gjorde, at vand fra Kattegat om natten blev presset ind i Vejle Fjord, og ved Høll blev et sommerhusområde dækket af isende koldt havvand.

Jeg tog derud den onsdag morgen, men jeg havde ikke gummistøvler med, så jeg kom ikke så langt.

Det mest groteske var, at præcis en uge efter skete det igen. Vejret opførte sig på nøjagtig samme måde, igen om natten, og igen stod vandet højt i haver og enkelte huse. Denne gang havde jeg gummistøvler med, men det hjalp ikke noget, for der var hul i den ene, så jeg fik den morgen årets koldeste fødder og måtte køre til Børkop og købe nye, og derfor tørre, strømper.

Siden er sommerhusejerne blevet enige om, at nu skal der bygges et dige i området.

4 - Demokratiet blev gjort til grin

Børnene i Krystallen i Børkop lærte om valg og demokrati ved at stemme om både mad og underholdning - og valget faldt på cirkus. Mathias i midten her var svært tilfreds med det valg. Foto: Mette Mørk

Jeg vidste ikke, at demokrati kunne være så sjovt, men da jeg i foråret skulle lave en historie fra Børnehuset Krystallen i Børkop, handlede det om demokrati.

Det var midt i valgkampen, og hos Krystallen skulle børnene lære om demokrati ved at de blandt andet skulle stemme på, om de ville have nogle gøglere eller et lille cirkus forbi.

Cirkus ABC vandt, og da lille Mathias, sammen med de andre i vuggestuen, overværede forestillingen, grinede han på den mest hjertelige måde. Lige dér vidste jeg, at valgkamp og demokrati kan smitte på den varmeste, hjertelige måde.

5 - 104-årig slog til med køllen

Anne på 104 år slog katten af tønden i Smidstrup. Man bliver aldrig for gammel til lidt leg. Foto: Yilmaz Polat

Jeg bliver lidt i børnenes verden, for da der var fastelavn, tog fotograf Yilmaz Polat og jeg til Smidstrupparken, som er et plejecenter. Her mødte børn fra den nærliggende institution Krogården op for at slå katten af tønden, og de ældre måtte gerne deltage. Det gjorde nogle enkelte af dem, og en dem var Anne på 104 år.

Man bliver heldigvis aldrig for gammel til lidt leg. Men kattedronning blev Anne dog ikke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

18-årig døde efter en voldsom anholdelse: Hvorfor stilles ingen til ansvar?

Danmark For abonnenter

20-årige Sofie døde i badekar på bosted: Medarbejdere makulerede vigtig badeinstruks

Annonce