Annonce
Vejle

Takeaway-guide til sultne vejlensere: Hurtig sandwich, vikingetapas og Munkebjerg på toppen

Midt i en coronatid er takeaway blevet det nye sort, fordi restauranter og spisesteder kun må lave mad ud af huset. Avisens journalister har smagt på nogle af de nye takeaway-tilbud i Vejle og giver dem karakterer fra 1 til 6 stjerner.
Annonce

Vejle: Vejlenserne har været flinke til at bakke byens caféer, restauranter og hoteller op. Det er budskabet fra mange af de restauratører, Vejle Amts Folkeblad har talt med.

Som følge af coronanedlukningen har restauratørerne været nødt til at omstille sig til kun at lave takeaway. Det er blevet taget godt imod i Vejle, og den seneste måned er tusindvis af menuer blevet rakt over disken.

Avisens redaktionsmedlemmer har prøvesmagt tilbuddene fra en række steder, som hovedsagelig er nye takeaway-muligheder i det vejlensiske madlandskab.

Listen er på ingen måder fuldstændig, og der er langt flere gode takeaway-steder i Vejle, end det fremgår af guiden her.

Grønt er godt for øjnene og maven: Onkel A *****

Salaten smagte fortrinligt, og det gjorde tilbehøret også. Næste gang vil jeg gerne bede om mere brød, tak. Foto: Maria Søgård Jørgensen

Prøvesmagt af Maria Søgård Jørgensen.

Jeg har endnu aldrig prøvet at blive skuffet over maden hos den gode Onkel A i Orla Lehmannsgade, og det blev jeg heller ikke denne gang, selvom jeg var nødt til at tage maden med hjem på redaktionen for at spise den.

Det var ellers med en vis skepsis, at jeg fik udleveret min "Dagens Grønt" til 89 kroner ved disken. Den kom nemlig i en lille plastikbøtte, som fik salaten til at se så komprimeret ud, at jeg med det samme konkluderede, at jeg aldrig ville blive mæt.

Men da salaten først blev hældt ud på tallerkenen, kunne den såmænd knap nok være der, og der dukkede en masse herligheder op i form af blandt andet avocado, asparges, vindruer, dadler, mandler og cashewnødder - foruden alt den grønne, sprøde salat.

Jeg har kun godt at sige om indhold og smag på "Dagens Grønt". Det koldhævede, økologiske brød, som hørte med sammen med tre slags tapenade, smagte også skønt - der måtte faktisk gerne have været mere af især brødet.

Det eneste, der trak rigtigt ned i helhedsbilledet, var den skræl fra en avocado, som jeg desværre fandt i salaten.

En kongelig affære: Hviids Vinstue ******

Min 250 grams entrecote og takeaway-menuen blev serveret med en klassisk dansk salat med dressing og to ovnbagte kartofler. Dertil Rene Hviids hjemmebagte flutes og restauratørens berømte hvidløgssmør. Foto: Flemming Larsen

Prøvesmagt af Flemming Larsen.

Det var dronningens fødselsdag. Dannebrog var sat, og der blev kippet med flaget i flagstængerne på himlen den blå overalt, ikke bare i Vejle, men i hele Danmark. Og en 80-års fødselsdag kræver i min verden bobler i de høje glas, en festmenu på tallerkenen og rødvin i rødvinsglasset.

Valget faldt derfor på Hviids Vinstue. Restauratør René Hviid spørger helt naturligt til, hvordan bøffen skal steges. Som avisens madglade journalist ved jeg nemlig, at hemmeligheden er salt, ingen fedtstof og et lille hvil, hvis man vil have et saftigt indre, en flot rosarød farve og en brun sprød stegeskorpe med masser af kødsmag.

Sådan var min 250 grams entrecote, og takeaway-menuen blev serveret med en klassisk, dansk salat med dressing og to ovnbagte kartofler. Dertil Rene Hviids hjemmebagte flutes og restauratørens berømte hvidløgssmør.

Selv om restauratøren, da jeg hentede maden, havde givet mig et tip om, at jeg kunne klippe foliebakken op i kanten og for nemhedens skyld lade bakken fungere som serveringsskåle på bordet, skete det ikke.

Jeg anrettede i stedet menuen på en Royal Copenhagen-tallerken. Lidt kongelig har man da lov til at være, i hvert fald på Daisys 80-års fødselsdag.

  • hviids.dk
  • Entrecote med dansk, klassisk salat med dressing, to ovnbagte kartofler, hjemmebagt flutes og hvidløgssmør
  • 125 kroner
  • 6 stjerner

Nordafrika på tallerkenen: Casablanca ******

Et fyldt marokkansk brød fra Casablanca er et måltid fyldt med nordafrikanske smag. Det marokkanske køkken er ikke kendt for stærk mad, men det er til gengæld fyldt af smag. Foto: Jørgen Flindt

Prøvesmagt af Jørgen Flindt.

Nok kan man ikke flyve til Marrakesh eller Casablanca lige nu, men Marokko er nu ikke så langt væk, for der ligger en lille bid af det afrikanske land i Vissingsgade i Vejle.

Ja, faktisk var det nu en helt ok stor bid, jeg fik, da jeg hos den lille, charmerende restaurant Casablance bestilte fyldt marokkansk brød med henholdsvis kylling og kødboller ud af huset. Sikke da en smag, der mødte konen og mig.

Marokkansk mad er kendetegnet ved, at det tager kræver tid at lave, og desuden leges gerne med krydderierne. Begge dele kan bestemt smages i det fyldte brød, hvor fyldet er lavet på en tangine-agtig måde. Tangine er et form for fad, hvor maden kan simre længe uden at miste smag.

Det hjemmebagte brød fyldes med marineret kylling eller de krydrede kødboller, der leder tankerne hen på 1001 nats eventyr, men fyldet kan også være ovnstegte grøntsager eller oksekød. Derudover er der stykker af kartofler, hvidløg, tomat, ost, persille og olivenolie. Maden er ikke stærk, men den er stærkt smagfuld. Et stykke med solskin og minder fra kasbahens liv og farver. Og brødet. Uha, det er sprødt og lækkert.

Prisen er 120 kroner per styk som takeaway, og til gengæld får man i den grad smag og fylde for alle pengene.

Har man lyst til anden form for mad ud af huset, tilbyder Casablanca blandt andet forskellige gryderetter med lam, marineret kylling, kødboller med videre.

  • Casablanca har ikke en hjemmeside, men kan fanges på 42 92 18 50.
  • Fyldt marokkansk brød med kylling/kødboller.
  • 120 kroner
  • 6 stjerner

Klassisk sandwich: Tika Basa ****

En velsmagende sandwich og lækker smoothie. Sådan skal det gøres. Foto: Michelle Madsen

Prøvesmagt af Michelle Madsen.

Jeg har hørt gode rygter om Café Tika Basa i Rådhuspassagen, og jeg bestilte caféens frokosttilbud i form af en sandwich og smoothie til 90 kroner.

Sandwichen ramte inden for skiven for, hvad jeg vil kalde for en klassisk sandwich. Bevares. Ikke, fordi det er dårligt, men hvis du forventer at blive tæppebombet med sansestimulerende ingredienser, bliver du skuffet.

Min sandwich med tunmousse, jalapenos og soltørrede tomater smagte godt - og gjorde mig mæt. Sandwichbrødet var ristet og var stadig sprødt og knasende efter en periode pakket ind i papir.

Sandwichen havde en perfekt afbalancering mellem brød og fyld. Hvilket ikke er en selvfølge. Du kan faktisk spise den med hænderne, uden at tunmousse og grønt bliver smurt rundt i ansigtet og på hænderne.

Min smoothie kaldet “Pink” smagte lidt af jordbærkoldskål, hvilket ledte mine tanker hen på lune sommeraftner. Ikke dårligt.

  • Menukort findes via Facebook og bestillinger modtages på 28 83 04 76.
  • En valgfri sandwich med juice eller smoothie
  • 90 kroner
  • 4 stjerner

Græsk hygge, men hver for sig: Taverna Hellas *****

Den grillede souvlakia, kyllingspyd, den store græske hakkebøf fyldt med feta, bifteki platte, den lækre paidakia, lammekotelet blev serveret med græsk salat, tzatziki og oreganokartofler. Foto: Flemming Larsen

Prøvesmagt af Flemming Larsen.

Jeg har rejst meget i Grækenland, og derfor spiser jeg ofte hos min gode ven, grækeren Jiorgos, der ejer Taverna Hellas i Vejle Midtpunkt.

Lige nu er vi mange, der må nøjes med græsk hygge hver for sig. Derfor spiller maden pludselig hele hovedrollen, når man nu ikke kan nyde den hos grækeren, hvor de ekstra krydderier er stemningen og den travle, smilende græker.

Selv om jeg denne gang måtte opleve menuen, nå ja, hver for sig, blev den grillede souvlakia, kyllingspyd, den store græske hakkebøf fyldt med feta, bifteki platte, den lækre paidakia, lammekotelet, der blev serveret med både græsk salat, tzatziki og oreganokartofler, sat til livs med stor appetit sammen med nogle af grækerens andre specialiteter.

For hver gang jeg besøger Jiorgos, har han altid lige en ny specialitet, jeg skal smage. Fordi han ved, jeg sætter stor pris på det græske køkken, også selv om det i denne tid kun gælder takeaway.

Menuen bød på masser af græsk hygge, selv om jeg ikke fik grækeren med i poserne.

Takeaway fra Munkebjergskoven: Munkebjerg Hotel ******

Maden fra Munkebjerg bød på en eksplosion af velafbalancerede smagsoplevelser. Prisen ligger ikke i den laveste ende, men smagsoplevelser koster. Foto: Flemming Larsen

Prøvesmagt af Flemming Larsen.

Jeg har altid holdt meget af at sætte mig til bords på Munkebjerg Hotel. Dels fordi serveringen altid sidder lige i skabet, og personalet ved, hvad de taler om, dels fordi råvarerne er af højeste kvalitet, ligesom der er mange lokale råvarer iblandt.

Og selv om maden denne gang blev serveret som takeaway, udeblev oplevelsen ikke: Maden bød på en eksplosion af velafbalancerede smagsoplevelser. Nuvel. Prisen lå ikke i den laveste ende, men smagsoplevelser koster. Derfor har køkkenet inddelt takeaway-tilbuddene i priser per ret, så man selv bestemmer, hvor meget man vil spendere.

Jeg valgte at gå all-in. Dels fordi det var en lørdag aften, og dels fordi man skal huske at forkæle sig selv midt i en corona-tid.

Til forret valgte jeg sprøde, hvide asparges med søkogte rejer, urtemayonnaise og sprøde croutoner til 135 kroner. Dertil en hovedret bestående af en saftig steak af 200 gram oksemørbrad med råstegte kartofler, grøn salat, sprøde grøntsager og hvidløgssmør til 275 kroner, mens desserten stod på hjemmelavet cheesecake fra Munkebjergs eget konditori med råcreme, bagt chokolade og friske bær til 40 kroner.

Helhedsindtrykket var godt, og vi blev mere end mætte.

Semi-stærk sandwich fra E45: Cirkle K Skærup Øst ****

En hot kylling sandwich kan de sagtens være bekendt at skilte med hos Circle K. Den er delikat, men mild, selvom navnet ellers antyder noget andet. Foto: Peter Branderup Mathiasen

Prøvesmagt af Peter Branderup Mathiasen.

Er du oppe i fart på de danske motorveje, så er det fortsat muligt at afhente takeaway i tankstationernes butikker. Og amerikanskejede Circle K på motorvejs-rastepladsen Skærup Øst er selvfølgelig ingen undtagelse.

Jeg har dagligt 100 minutters kørsel til og fra Folkebladets redaktion på Bugattivej i Vejle, og undervejs er der mange fristelser, hvis madrationerne i bilen er forsvundet.

Det sker fra tid til anden, at jeg stryger madpakkesmøringen og i stedet køber en proteinsalat i Rema 1000 eller noget spiseligt hos Circle K. Altsammen takeaway, hvilket stadig er tilladt under coronakrisen, så længe man har penge på lommen.

Jeg købte for nylig en hot kylling sandwich med grøft brød indeholdende chilidressing, sød relish, salat, mayonnaise og saftig kylling. Jeg satte forventningerne forholdsvist lavt, da jeg sjældent nyder en sandwich. Men indholdet var ganske velsmagende og størrelsen tilpas. Men kan kalde den "hot" var en overdrivelse. Men sådan er det jo ofte, når man køber stærk mad herhjemme.

To ting trak en smule ned: Det tørre brød og indpakningen, der var som at få en kabale til at gå op. Jeg mindede mest af alt om Kjeld fra "Olsen-banden går i krig" - dér, hvor han kæmper en kamp med at rive plasticen om den stjålne flymad op.

  • Circlek.dk
  • Frisklavet hot kylling sandwich med lyst eller groft brød
  • 40 kroner
  • 4 stjerner

Historisk tapas fra historiske Jelling: Café Sejd ****

Til prisen er vikingetapas fra Café Sejd i Jelling ganske godkendt. Foto: Anders Kynde

Prøvesmagt af Anders Kynde.

Til sidst har vi en bobler fra Jelling.

Når man har en vikingecafé som Café Sejd i Jelling, hedder stedets tapas-ret naturligvis vikingetapas. Om retten er inspireret af den gastronomi, som Harald Blåtand og Gorm den Gamle havde fornøjelse af i vikingetiden, er tvivlsomt, men navnet "vikingetapas" har i hvert fald noget særligt over sig og sætter nogle forventninger.

Caféen tilbyder tre forskellige tapasretter: vegetar, original og XL. Vi var tre personer og bestilte to originale og en XL, men da vi åbnede emballagen, var den første indskydelse dog: "Det kan vi da ikke blive mætte af..."

Blandt indholdet var seranoskinke, oksespegepølse, to slags oste, syltede rødløg, blomkål, gulerødder og appelsin. Dertil medfulgte økologisk surdejsbrød, pesto, mayonnaise og artiskokcreme samt lidt chokolade til at nyde efterfølgende.

Selvom det umiddelbart ikke så ud af meget, slog maden nogenlunde til. Særligt taget i betragtning af den lave pris (79 kroner for original-udgaven). Maden smagte nydeligt, men var den blevet nydt på Café Sejd med anretning og gode vikingehistorier fra kokken Bjarne Taudal, havde madoplevelsen højst sandsynlig været til topkarakter. Men hjemme i havehuset var caféens vikingetapas absolut også godkendt og anbefalelsesværdigt.

  • www.cafesejd.dk eller caféens Facebook-side
  • Vikingetapas
  • 277 kroner for to vikingetapas original og en vikingetapas XL
  • 4 stjerner
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce