Annonce
Læserbrev

Taknemmelig for livet i en corona-tid

Vi skal tage fornuftige forholdsregler mod smitte, men vi skal ikke bruge vores liv på at være angste. Vi har fået livet for at leve det. Og det bør man gøre med taknemmelighed.

Læserbrev: Corona-epidemien kan måske sammenlignes med polio-epidemien i 1952/53. I hvert fald når det gælder angst og usikkerhed.

I Danmark blev 7000 børn og unge ramt af polio/børnelammelse under epidemien. 350 børn og unge døde hurtigt. Mere end 3000 fik lammelser. Jeg var en af dem.

Det må have været forfærdeligt for mine forældre. De talte dog aldrig om det.

Selv var jeg så lille, at jeg ikke kan huske meget. Mine mavemuskler og venstre side var lammet, og jeg lå på sygehuset det meste af et år. Noget af tiden i en strækform. Det har jeg alt sammen fået fortalt.

Selv om jeg ikke kan huske selve sygdommen, så kan jeg tydelig huske tiden bagefter. De mange år med daglig fysisk genoptræning og løbende kontrol. Jeg følte næsten, at Polioklinikken i København var mit andet hjem.

Men jeg var heldig. Jeg kom helbredt ud på den anden side, selv om sygdommen satte præg på en stor del af mit liv de første 16-17 år.

Jeg var faktisk dobbeltheldig. Mange af de smittede blev nemlig bagefter ramt af senfølger.

Andre af dem, der overlevede, måtte tilbringe livet i en kørestol eller med kraftig nedsat førlighed.

Jeg kan selvfølgelig fortsat blive ramt af senfølger, men da der står 1951 på min dåbsattest, kan jeg vel også konstatere, at de år, der er gået godt, nok ikke kommer dårligt tilbage.

Ukendte sygdomme er uhyggelige. Det var polio også i begyndelsen af 1950'erne. Dengang var det børnene og de unge, der blev ramt.

Coronaen rammer de ældre og svagelige.

Det var først i 1955, tre år efter epidemien start, at amerikanske forskere fik udviklet en effektiv poliovaccine. I dag er polio stort set udryddet i hele verden, men det er senfølgerne ikke.

Der kommer nok også snart en effektiv vaccine mod corona-virus. Spørgsmålet er dog, om man i dag er dygtigere til at opdage og behandle senfølger. Coronapatienter rammes f.eks. i langt højere grad end andre af blodpropper.

Vi skal tage fornuftige forholdsregler mod smitte, men vi skal ikke bruge vores liv på at være angste. Vi har fået livet for at leve det. Og det bør man gøre med taknemmelighed.

Torben Busk. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Tøjbutik i Vestergade lukkes

Danmark

Lyt her: Erling Fjeldsted kaster op to gange hver nat - du må ikke begå samme fejl som mig

Annonce