Annonce
Erhverv

Tandlæger er gået i nød-beredskab

Tandlæge og klinikejer Tina Kjær Rasmussen arbejder stadig på sin klinik i Nørre Snede, men det er kun med de mest kritiske behandlinger. Arkivfoto: Peter Hald
Almindelige tandlægebehandlinger aflyses. Klinikker arbejder kun med kritiske behandlinger.

Nr. Snede: Som andre tandlægeklinikker landet over kan medarbejderne i klinikken Tandlægerne Strøget 29 i Nørre Snede i høj grad mærke corona-krisen.

Lige nu er alt andet end kritiske behandlinger aflyst, men klinikken er stadig åben - dog med stærkt reduceret bemanding, oplyser tandlæge og klinikejer Tina Kjær Rasmussen.

- Vi følger de retningslinjer, der er udmeldt fra Sundhedsstyrelsen, det vil sige, at vi har åbent for at lave kritisk behandling, hvor det vurderes, at patientens problem og sygdom vil forværres, hvis ikke der bliver grebet ind. Derfor afslutter vi påbegyndt rodbehandling og allerede diagnosticerede alvorlige cariesangreb, fortæller Tina Kjær Rasmussen.

- Vi vil i løbet af kort tid kun have åbent for akutte patienter, det vil sige patienter med smerter eller som har slået tænderne, tilføjer hun.

Sådan noget som en rodspidsbetændelse eller en tandbyld kan også betegnes som kritiske, da infektionen kan brede sig.

Annonce

Færre på arbejde

Corona-krisen har medført rigtig mange aflyste behandlinger, og derfor er mange af medarbejderne på tandlægeklinikken i Nørre Snede sendt hjem:

- Lige nu er ni ud af 12 sendt hjem, og det bliver nok flere, så der i en periode kun vil være mig og en kollega her på klinikken, siger Tina Kjær Rasmussen.

På grund af de mange aflyste behandlinger vil der blive en enorm pukkel af behandlinger, der skal gennemføres senere på året, når de mange corona-restriktioner (forhåbentlig) bliver afblæst.

- Held i uheld var vi så småt gået i gang med en ombygning, hvor vi havde planlagt en sommerlukning. Men i stedet for at lukke til sommer regner vi med at sætte fart på ombygningen og holde åbent i sommer, siger Tina Kjær Rasmussen.

- Økonomisk kommer vi til at mærke det - det vil koste, helt sikkert. Vi håber, at der er noget i hjælpepakkerne, vi kan gøre brug af. Alt det her vil udløse en generel recession i samfundet, så i en periode vil vi se, at folk nøjes med low-budget løsninger. Men klinikken skal nok overleve, det tror jeg på, understreger hun.

Nye forholdsregler

- Al behandling foregår iført plast-overtrækskitler, mundbind og briller. Vi har endvidere bestilt visirer, men da disse er i restordre, har vi endnu ikke modtaget dem. Men måske kan vi låne nogen af Brædstrup Implantat Center, oplyser Tina Kjær Rasmussen.

Derudover er der opstillet håndsprit ved indgangen og i venteværelset. Stolene er spredt langt fra hinanden, og alle aviser med mere er fjernet. Alle håndtag afsprittes en gang i timen.

- Vi opretter en telefontid, så det dagligt vil være muligt at komme i kontakt med os. Ligeledes vil vores mailbakke blive tjekket dagligt, som man kan altid kontakte os via en kontaktformular på hjemmesiden, oplyser tandlægen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce