Annonce
Give

Tandløst Give-mandskab måtte ned med nakken ude i det vilde vesten

Gives målscorer, den lynhurtige kantspiller Victor Andersen, var sammen med Roar Johannasen en af meget få Give-spillere, der kunne være deres indsats bekendt, da Give overraskende tabte til Agerbæk/Starup med 2-1. Foto: Jim Hoff
Efter en flot sæsonstart måtte Give jyllandsserie-hold i weekenden se sig slået, efter en indsats som træner Brian Sølund kalder under al kritik.

Give: Give kom lørdag for alvor ned på jorden igen efter den fremragende start på sæsonen, hvor nyoprykkerne har placeret sig på rækkens andenplads.

Det blev til et ganske uventet 2-1 nederlag på udebane til Agerbæk/Starup efter en indsats, som Gives cheftræner Brian Sølund betegner som "under al kritik".

Han erkender nederlaget og kalder det 100 procent for selvforskyldt mod en modstander, som man skal slå ni ud af 10 gange. Også uden at ramme en toppræstation.

Annonce

- Vi var der slet ikke i dag. De fleste spillere havde en virkelig dårlig dag, og det virkede nærmest som om, at folk troede, at kampene nu vinder sig selv efter vores flotte start. Der blev i hvert fald investeret alt for lidt, lyder det fra en skuffet Give-træner.


Jeg troede, det var slut med de her 'katastrofale' kampe. Det er jo et gammelt Give-DNA med de her mystiske kampe, hvor holdet er helt væk og virker uinspireret

Brian Sølund, cheftræner i Give Fremad


Han kunne se sit mandskab komme bagud med 1-0 og 2-0 i det 21 og 23. minut efter en Give-indledning på kampen, der ifølge Sølund lå meget langt fra det niveau, man er vant til fra holdet både spillemæssigt og indstillingsmæssigt.

Gammelt Give-DNA poppede op til overfladen

Victor Andersen fik reduceret til 2-1 i det 31. minut, og dermed var der leveret en livline til de grønne fra Give. Men den var der bare ingen, der tog fat i, og selv om Magnus Bitsch havde et skud på stolpen, var der ikke ret meget i indsatsen i 2. halvleg heller, der kunne have retfærdiggjort point til de på dagen tandløse gæster.

- Jeg troede, det var slut med de her "katastrofale" kampe. Det er jo et gammelt Give-DNA med de her mystiske kampe, hvor holdet er helt væk og virker uinspireret. Jeg synes ellers, vi har fået ryddet op i det her de sidste par sæsoner, men åbenbart ikke alligevel, så nu må vi have set på tingene igen - og det vil bestemt blive et tema til træning i næste uge, konstaterer Sølund knastørt.

Annonce

Topscoreren var taget på ferie

Ud over Victor Andersen og Roar Johannesen var der ifølge cheftræneren ingen af gutterne på grøn stue, der kunne være deres indsats bekendt.

Og så blev fraværet af topscorer Mads Birk (ferie) kostbart på en dag, hvor hans spidskompetencer ifølge Sølund havde været en absolut hovednøgle til at få banket hjemmeholdets mandfolkestærke vestjyske betondefensiv ned.

- Det skal ikke væren nogen dum undskyldning og et alibi for de andre spillere, at Mads Birk ikke var med i dag. Men ham savnede vi godt nok hårdt i dag. Med ham på banen, tror jeg, vi havde fået point med hjem.

På trods af nederlaget bevarer Give sin andenplads i rækken, inden holdet 29. maj skal møde FC Skanderborg på udebane. Med en feriehjemvendt Mads Birk på holdkortet igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112 For abonnenter

Fik et års fængsel for knivstik og indbrud: 31-årig nægtede næsten alt - og blev dømt for næsten det hele

Annonce