Annonce
Vejle

Tanker før genåbningen: Pædagog: Vi glæææder os til at få børnene retur

Ungerne kigger ind i en tid, hvor de atter kan komme i deres daginstitution. Men som Grangaards leder siger, så kan man ikke drive daginstitution på samme måde fra onsdag den 15. april, som man gjorde lidt over en måned tidligere. Arkivfoto: Martin Ravn
Der er en del, der skal tages stilling til, et halvt døgn efter statsministerens ord om genåbning af børnepasning. Daginstitutionen Grangaard i Jelling skal gøre sig klar til at modtage op til 85 børn om en uge.
Annonce

Vejle/Jelling: Vi glæææder os til at få børnene retur.

Dette spontane udbrud kommer fra pædagog Charlotte Caspersen, der arbejder i daginstitutionen Grangaard i Jelling, der har 85 børn og 20 ansatte. Men der er kun et barn i nødpasningen denne tirsdag morgen, hvor Vejle Amts Folkeblad fanger hende på telefonen for at høre, hvad hun tænker om, at statsministeren mandag aften bebudede, at daginstitutionerne skal genåbnes 15. april. De fleste forældre har klaret at holde deres børn hjemme.

- Jeg havde troet, man måske ville starte med at sluse en mindre del af børnene tilbage i instititutionen. Vi får en opgave med at planlægge, hvordan vi skal være delt op og holde afstand mellem grupperne. Den største udfordring er måske, at vi skal gå på kompromis med vores pædagogik. Vi er vant til at have være meget åbne for pårørende, men nu skal der være begrænsninger på, hvor mange der kommer med ind og henter børnene, og på, hvor længe de skal være her, siger hun.

Annonce

Hvor tæt på børnene

En ting, der i forvejen tager meget tid, er hygiejne, og det bliver bare endnu mere. Der er mange ting, som personalet ikke har nået at tale om som for eksempel rengøring af institutionen og hvor tæt pædagogerne må være på børnene.

- Vi har en omsorgskultur, men vi skal tænke over, hvor meget vi må tage børnene op. Børnene er vant til at være her på en bestemt måde, men nu skal de til at være her på en anden måde, konstaterer hun.

Daginstitutionen Grangaard åbnede i september 1995. Dens kerne er en gammel gård, og den blev udvidet efter arkitektur, der er inspireret af pædagogiske principper fra Reggio Emilia, blandt andet med slagordet "rummet som den tredje pædagog". Det kan komme Grangaards børn til fordel i en coronasituation, at der er mange små kroge og adskilte rum, som børnene kan være i i mindre grupper.

- Men vi kommer også til at bruge uderummet rigtig meget, understreger Charlotte Caspersen.

Annonce

Det bliver "lidt spændende"

Hos Grangaards leder gennem en snes år, Lone Hagensen, meldte sig mange tanker, da hun hørte statsministerens ord mandag aften: "Mange udeaktiviteter", "Skabe plads", "Holde afstand" og "Ekstra rengøring og hygiejne".

- Det har forvaltningen nok travlt med at finde rammer for. Vi kan ikke drive børnepasning på samme måde som før coronaen, når vi genåbner. Vi har tre børnehavegrupper og en vuggestuegruppe. Vi skal dele dem i mindre grupper og måske også vores heldigvis ret store udearaler. Det skal være sådan, at pædagogerne kun skal have kontakt med en mindre gruppe af børn. Vi skal nok fjerne noget af legetøjet, hvis det er svært at gøre rent, og der bliver næppe adgang til alle udelegeredskaber som for eksempel gynger. Vi ved ikke, hvor mange børn der møder. Nogle forældre kan have de samme bekymringer som os. Det bliver "lidt spændende", men vi står det igennem sammen, siger Lone Hagensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce