Annonce
Sport

Team Esbjerg slutter CL-gruppespillet med målfest

John Randeris/Ritzau Scanpix
Team Esbjerg vandt på hjemmebane med 35-22 over MKS Lublin fra Polen i Champions League-gruppespillet.

Team Esbjerg sørgede søndag eftermiddag for en perfekt afslutning på det indledende gruppespil i Champions League.

På hjemmebane storsejrede det danske mesterhold med 35-22 over MKS Lublin fra Polen.

Esbjerg var allerede inden kampen sikret en plads i mellemrunden i turneringen, da Lublin ikke kunne nå at indhente nogle af de tre øverste hold i gruppen på fire hold.

Og da holdene heller ikke får point med videre mod det hold, der ikke skal med i mellemrunden, var der ikke det store at spille om.

Alligevel bringer sejren Esbjerg op på andenpladsen i gruppe B foran de tidligere Champions League-mestre fra CSM Bucuresti, og danskerne kan høste en stor portion selvtillid til kontoen.

Esbjerg har otte point efter de seks gruppekampe. Topholdet Rostov-Don fra Rusland slutter på ni point, Bucuresti slutter med syv point, mens Lublin ingen point har fået.

Esbjerg tager fire point med over til mellemrunden, efter at holdet både har vundet over Bucuresti og Rostov-Don i gruppespillet. Bucuresti tager tre point med videre, mens Rostov-Don har fem point med til mellemrunden.

Da Esbjerg og Lublin mødtes i Polen i deres første opgør, havde Esbjerg problemer i første halvleg, som danskerne tabte, men endte alligevel med at snuppe en sikker sejr til sidst.

Danskerne så ikke ud til at ville gentage den opskrift. Fra starten af kampen var Esbjerg-spillerne på mærkerne, og efter fire minutter stod der 3-0 på måltavlen.

På lige godt et minut sørgede Esbjerg-fløjen Elma Halicevic for tre kontrascoringer i træk og øgede det danske forspring fra 10-4 til 13-4, og kort efter blev det også til en dansk timålsføring.

Lublin kunne slet ikke få spillet til at hænge sammen, og de få afslutninger, polakkerne kom til, blev for det meste pillet af Rikke Poulsen i Esbjerg-målet, der gang på gang kunne sende sine medspillere af sted i kontra.

Derfor var kampen allerede afgjort ved pausen, hvor Esbjerg kunne gå i omklædningsrummet foran med 20-9.

I anden halvleg startede Lublin med to scoringer, inden Esbjerg igen fik gang i målmaskinen. Men derfra gik det igen stærkt, og danskerne kom ikke på noget tidspunkt i problemer undervejs.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce