Annonce
Hedensted

Teknisk skole i Silkeborg bliver til dagpleje i Hedensted

ABC Pavilloner i Engesvang er i øjeblikket i gang med at ombygge nogle pavillon-moduler, der skal bruges af dagplejen i Hedensted. Foto: ABC Pavilloner
I ABC Pavilloners produktion i Engesvang omdannes i disse dage nogle tidligere undervisningsfaciliteter fra teknisk skole i Silkeborg til en dagpleje i Hedensted. Gravearbejdet blev påbegyndt i fredags på Stjernegårdsvej i Hedensted.

Hedensted: I alt fire moduler, der før stod i Silkeborg, er ved at blive omdannet til en dagpleje i Hedensted.

Dagplejen kommer til at ligge ved siden af Børnehaven Stjerneskuddet og ventes at stå klar til brug i januar 2020. Lederen af dagplejen i Hedensted Kommune, Søs Bach-Petersen fortæller, at baggrunden er, at der er brug for mere plads i dagplejens faciliteter på Lunavej, og at denne plads frigøres ved at flytte en stordagpleje med ti børn og tre medarbejdere over i det nye pavillonbyggeri.

Tavle, borde og stole bliver snart skiftet ud med legetøj og sutter. Hos midtjyske ABC Pavilloner er man nemlig i fuld gang med at transformere moduler, som tidligere har været i brug hos Teknisk Skole Silkeborg. Teknisk Skole havde kun midlertidigt behov for undervisningsfaciliteterne, og modulerne skal derfor nu lejes ud til en dagpleje i Hedensted i en treårig periode med mulighed for køb.

- Vi har netop fået byggetilladelsen i hus og ser nu frem til at opføre byggeriet i løbet af december. Dagplejen skal opføres i nærheden af en børnehave i Hedensted, så der er en naturlig bevægelse fra dagpleje til børnehave og kommer til at rumme max. ti børn plus personale, siger Karsten Boldt Hansen, der er bygherrerådgiver på projektet.

Det er planen, at dagplejen i Hedensted skal opføres i fire moduler på omkring 175 kvadratmeter inklusive udendørsfaciliteter. Indenfor kommer der blandt andet til at være legeområder til børnene, et tekøkken samt toilet med bruseniche og pusleplads, og udenfor finder man et overdækket areal til barnevogne, hvor børnene kan sove til middag, samt et skur.

Annonce

Modulernes fortid i Silkeborg

Modulerne til den nye dagpleje i Hedensted har tidligere været i brug hos Teknisk Skole Silkeborg, som i en periode havde behov for midlertidige undervisningsfaciliteter med plads til omkring 265 elever og lærere.

Her blev i alt 30 moduler på 1.322 kvadratmeter opstillet.

Modulerne bestod af syv undervisningslokaler i varierende størrelse, grupperum, multirum, toiletfaciliteter, tekøkken samt et stort forsamlingslokale, som ved hjælp af foldevægge kunne opdeles i mindre undervisningslokaler afhængig af undervisningsbehov.

Kilde: ABC Pavilloner

Bæredygtig byggeproces

Selvom en omdannelse fra teknisk skole til dagpleje umiddelbart kan virke som en radikal ændring, er genanvendelse af præfabrikerede moduler en helt naturlig del af hverdagen hos ABC Pavilloner:

- Vi producerer mange midlertidige bygninger - både til eje og leje - og får også leveret mange brugte moduler tilbage, når de har tjent deres formål, eller lejekontrakten udløber. I langt de fleste tilfælde fejler bygningerne ikke noget, og det er derfor helt naturligt at genanvende dem til andre formål som eksempelvis denne dagpleje i Hedensted, vi nu skal levere, Simon L. Christensen, der blandt andet står for salg og udlejning hos ABC Pavilloner, og fortsætter:

- Med få justeringer - som for eksempel tilføjelse af pusleplads og halvtag til barnevogne - kan en tknisk skole således sagtens blive omdannet til en dagpleje. Og på den måde er den bæredygtige tankegang og cirkulære økonomi en essentiel grundsten inden for præfabrikeret byggeri, siger han.

Den nye dagpleje i Hedensted skal som nævnt efter planen stå klar til brug i januar 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nekrolog

Vejles Elga Olga er død

Annonce