Annonce
Udland

Texas indfører krav om ansigtsmaske efter genopblussen

Tom Pennington/Ritzau Scanpix
Texas har som andre delstater i USA genindført en række restriktioner for at bremse genopblussen af corona.
Annonce

Den amerikanske delstat Texas udsteder en ordre om, at alle borgere i amter med mere end 20 virustilfælde skal bære ansigtsmaske i det offentlige rum.

Det oplyser guvernøren i Texas, Greg Abbott, torsdag i en erklæring.

- Vi kan fortsat holde vores forretninger åbne og holde gang i økonomien, så borgere kan tjene deres løn. Men det kræver, at alle gør en indsats for at beskytte hinanden, siger guvernøren i erklæringen.

Abbott har også givet lokale myndigheder beføjelse til at begrænse forsamlinger på mere end ti personer i Texas. Borgere skal desuden holde minimum to meters afstand til hinanden, lyder det videre i erklæringen.

- Begrænsningen af større forsamling vil styrke Texas' evne til at kontrollere dette virus og holde borgere sikre, siger Abbot.

Meldingen kommer efter en stigning i antallet af coronasmittede de seneste dage og blot få dage inden 4. juli, som er USA's nationaldag.

Det seneste døgn har Texas registreret et rekordhøjt antal af dagligt smittede med coronavirus, hvor der er bekræftet 8076 nye tilfælde.

I alt har Texas registreret mere end 175.000 smittetilfælde, og 2503 coronapatienter har mistet livet.

Indtil nu har guvernøren undladt at udstede ordre om ansigtsmaske trods opfordringer fra lokale ledere i delstaten.

I forvejen havde flere af de hårdest ramte amter i Texas opfordret borgere til at blive hjemme så vidt muligt.

Texas har som en del andre delstater i USA genindført en række restriktioner for at bremse en genopblussen af smittespredning.

Det samme har myndigheder i andre befolkningsrige delstater som Californien og Florida gjort.

USA er med afstand det land i verden, der er hårdest ramt af coronavirus målt på antal registrerede smittede og dødsfald.

USA har registreret mere end 2,7 millioner smittetilfælde, og over 128.000 er døde med coronavirus.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Tre nye corona-smittede på et døgn: Borgmester forventer at se flere syge i Vejle

Annonce