Annonce
Danmark

Thomas Fundings analyse: Støjberg kom snublende nær at erklære krig mod Ellemann

Støjberg siger, at hun hører til i Venstre, men efterlader samtidig en dør åben for, at tingene kan ændre sig. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce

Sjældent har en tale været imødeset med så stor spænding, som Inger Støjbergs afskedstale som næstformand.

I modsætning til Jakob Ellemann-Jensen, der talte fra teleprompter, ankom Støjberg med sin tale på papir. På den måde undgik hun at sende den til partitoppen på forhånd. De skulle ikke have mulighed for at forberede sig på hendes ord.

Og sikke en tale!

Underordnet hvad man må mene om indholdet, så var den ud fra en ren retorisk betragtning fremragende. Personlig og autentisk. Jakob Ellemann-Jensens og Stephanie Loses ord stod i kontrast kedelige, konstruerede og oplæste tilbage.

Men kedelig er lige netop, hvad Venstres bagland hungrer efter. De vil have ro. Og derfor skal Inger Støjberg også passe på med at skrue for meget op for charmen. Hendes tale kom snublende nær en krigserklæring, og det er farligt. I hvert fald hvis hun ønsker at blive i Venstre.

Den nu tidligere næstformand indledte ellers sukkersødt og nostalgisk. Hun eeelsker Venstres (jyske) bagland, fortalte hun. De er hende, og hun er dem. Men under anekdoterne om, hvor mange stykker drømmekage hun har spist til grundlovsarrangementer som barn, var der et hårdt og uforsonligt budskab. I kan smide mig på porten, men I kan ikke smide, det jeg står for ud. Jeg er ikke alene. Jeg er partiet. Eller i hvert fald en del af det.

Og herfra tog det fart. Støjberg var talt varm, og hun droppede hygge-nygge-indpakningen. Hun er bekymret over Venstres politiske retning, fortalte hun. Uden at sige det helt så direkte, lod hun skinne igennem, at hun mener, partiet er ved at glemme at være noget for helt almindelige danskere udenfor de store byer, og at der er fare for, at Venstre begynder at bøje af på udlændingepolitikken.

Mesterligt spin fra en politiker, der gør alt for at få danskerne til at tro på, at samarbejdsproblemerne mellem hende og formanden skyldes politiske og ikke personlige uenigheder.

Jakob Ellemann-Jensen har selvfølgelig en interesse i det modsatte udlægning, hvilket han også forsøgte at kommunikere i sin indledende tale. Inger Støjberg har været illoyal, og derfor måtte hun gå.

Begynder vælgerne at tro, at bruddet handler om politik, frygter man i Venstres top, at de vælgere, der går meget op i stram udlændingepolitik, flygter fra partiet. Nogle vil mene, at det allerede er ved at ske, og at det er derfor, at Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti stormer frem i meningsmålingerne.


Der er en gylden regel i partipolitik, at der er ingen over og ingen ved siden af partiet. Opfører et partimedlem sig på en måde, der skader partiet, vender partiet personen ryggen. Og Inger Støjberg er på nippet til at sætte sig selv i den bås.


Angrebet på Venstres politiske linje var med andre ord noget nær en politisk mistillidserklæring til formanden. Flere i Venstres bagland – også folk der har sympati for Inger Støjberg – kontaktede undertegnede i timerne efter for at fortælle, at de så Inger Støjbergs tale som partiskadelig virksomhed. Og det er der absolut ingen tolerance for i Venstre.

Der er en gylden regel i partipolitik, at der er ingen over og ingen ved siden af partiet. Opfører et partimedlem sig på en måde, der skader partiet, vender partiet personen ryggen. Og Inger Støjberg er på nippet til at sætte sig selv i den bås.

Hvis hun har ambitioner om at blive hængende i Venstre, gør hun klogt i at lade søndagens tale være højdepunktet på hendes kritik af partiets ledelse. Men det er svært at gennemskue, om det er Støjbergs plan. Talen kan både læses som en opvarmning til et exit og til det modsatte.

Hun sluttede således sit sidste kvarter som næstformand af med at sige, at hun altid vil kæmpe for Venstres værdier. Læg mærke til, at hun ikke sagde partiet Venstre, men værdierne. Umiddelbart lyder det som noget, man siger, når man er på vej til at skride, men det kan også være anledningen til at insistere på at blive og kæmpe.

Det er tydeligt, at Inger Støjberg vil have sit partis ledelse til at stege lidt længere i uvished om hendes fremtid. Men det er ikke kun Ellemann og co., der er ved at gå op i limningen over hendes krukkerier. Også baglandet er frustrerede over, at hun i fuld offentlighed flirter med tanken om at melde sig ud. Og så er vi tilbage til det med at sætte sig selv over partiet.

Det fangede Jakob Ellemann, da han efter landsmødet udtalte til pressen, at nu var tiden inde til, at Inger Støjberg tænkte på partiet og gjorde sin holdning om. Er hun venstremand eller ej? Han vil have svar på det næstkommende gruppemøde i den nye uge. Gad vide om han foretrækker, at hun bliver, eller at hun smutter? Det er i sandhed et valg mellem pest eller kolera.

Den seneste måned har været et helvede for Venstre. Og det ser ikke ud til at blive mindre varmt i den nærmeste fremtid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Trekantområdet

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce