Annonce
Erhverv

Apoteker-Thomas vil ikke vente på sin egen butiksdød: Han udvider med endnu en forretning

- Da de spurgte mig, skulle jeg lige tænke mig om, fortæller den 49-årige apoteker. Her foran St. Thomas Apotek i Vejle. Arkivfoto: Mette Mørk
For fire år siden overtog han St. Thomas Apotek. Siden åbnede han i Børkop. Men Thomas Croft Buck er ikke færdig og står fra marts bag endnu en apotekerdisk.
Annonce

Vejle: Først overtog Thomas Croft Buck St. Thomas Apotek på Nørretorv.

Så tilføjede han et apotek i Børkop. Med drive-in.

Og han er ikke færdig, for snart udvider han igen. Fra slutningen af marts langer han også medicin over disken i Brugsen i Bramdrupdam i udkanten af Kolding.

- De havde igennem længere tid ledt efter en, der ville være apoteker derinde. Da de spurgte mig, skulle jeg lige tænke mig om. Men jeg endte med at have det sådan: Okay, nu gør vi det, siger Thomas Croft Buck.

49-årige Thomas Croft Buck kom til Vejle i 2016.

Inden arbejdede han som farmaceut i det offentlige og var senest afdelingschef for sygehusapoteket på Odense Universitetshospital.

Det er en kedelig udvikling. Men som jeg ser det, kan jeg enten udvikle mig eller vente på at blive afviklet. Så derfor tager jeg springet.

Thomas Croft Buck, apoteker

Annonce

Dårlig parkering

Siden er det gået slag i slag som selvstændig med en ny butik hvert andet år.

Det var som udgangspunkt ikke meningen, men sådan er det endt af to årsager. Den første er ifølge apotekeren, at hans butik ligger lidt dumt.

- Vi ligger midt i det hele, ja, men vi samtidig er omkranset af apoteker, som i øvrigt har noget bedre parkeringsfaciliteter tæt på. Vi er lidt sorteper på den front, mener Thomas Croft Buck.

Den anden er, at apoteksverden har ændret sig.

I dag tjener apotekerne ikke nær så meget på den medicin, de langer over disken, som tidligere.

Annonce

Cremer og solbriller

Det betyder, at deres ejere hele tiden skal tænke i nye baner for at have en fornuftig forretning.

- Pengene skal hentes hjem på cremer og solbriller. Alt andet end den receptpligtige medicin og rådgivning vedrørende den, som jeg ellers opfatter som vores kernekompetence, forklarer Thomas Croft Buck.

- Det er en kedelig udvikling. Men som jeg ser det, kan jeg enten udvikle mig eller vente på at blive afviklet. Så derfor tager jeg springet og åbner endnu et apotek, uddyber han.

Thomas Croft Buck er født og opvokset i Brønshøj, men flyttede til Grejs i 2001, hvor han bor med sin kone og fire børn. Da han overtog St. Thomas Apotek, kaldte han det selv for et stort skridt.

- Kendte du mig, ville du sige, at det var typisk mig. Tit springer jeg ud fra højderne uden helt at vide, om jeg på ryggen har en faldskærm eller min søns skoletaske. Heldigvis har jeg altid overlevet, sagde han til avisen for fire år siden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce