Annonce
Alarm 112

Tidligere chef i FE står frem og skal måske afhøres om Tibetsag

Over 100 er indkaldt til afhøring i Tibetkommissionen. Flere kan komme til. Blandt andre oberst Steffen Wied.
Annonce

En tidligere topchef i Forsvarets Efterretningstjeneste skal muligvis afhøres af den kommission, der undersøger myndighedernes håndtering af officielle kinesiske besøg.

Tibetkommissionen oplyser fredag til Ritzau, at man overvejer at indkalde Steffen Wied til afhøring.

Den tidligere oberst står i et stort interview fredag frem i Berlingske. Her fortæller han om, hvordan toppen i efterretningstjenesten reagerede på planen om at skjule demonstranter under et statsbesøg af den kinesiske præsident Hu Jintao i 2012.

Steffen Wied er motiveret til at stå frem, fordi han har fået indtryk af, at to mellemledere i Københavns Politi står alene tilbage med ansvaret for de indgreb, som kommissionen har stemplet som "klart ulovlige".

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de involverede embedsmænd i den her sag fra Udenrigsministeriet og Justitsministeriet og så videre ikke ville fortælle ærligt, hvordan tingene hang sammen, og hvor ordren, intentionerne og strategien kom fra, siger han i interviewet.

Tibetkommissionen har tidligere slået fast, at det var en særlig stemning, som Udenrigsministeriet og PET havde skabt, som i 2012 fik politiet til at begå ulovlighederne.

Den tidligere oberst oplyser, at han husker et ledelsesmøde i efterretningstjenesten, hvor chefen rundsendte en skrivelse fra Københavns Politi. De forsamlede chefer var ifølge Steffen Wied overrasket over beslutningen om indgreb.

Muligvis er der tale om en såkaldt operationsbefaling. Den kender kommissionen i forvejen til. I befalingen beskrives, hvordan betjentene skal sørge for, at de prominente gæster ikke får demonstranter at se.

I forvejen er den daværende FE-chef Thomas Ahrenkiel på listen over afhøringer af cirka 100 personer i løbet af vinteren og foråret. Blandt dem er 11 forhenværende ministre.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce