Annonce
Mindeord

Tidligere kommunaldirektør er død

Give: Tidligere kommunaldirektør i Give Kommune, Poul Erling Nielsen, er død. Han blev 82 år.

Han blev født i Randers 1. november 1937, men familien flyttede til Esbjerg, hvor han i 1954 tog realeksamen fra Esbjerg Statsskole. Det var også i Esbjerg, han i 1960 blev uddannet lærer fra Esbjerg Seminarium.

De følgende otte år underviste han på Gammelby Skole i Esbjerg inden han fra 1968 til 1970 underviste på Nr. Nebel Realskole. I 1970 blev han ansat som skoleleder Thorstrup Skole i Varde Kommune, en post, han bestred indtil han i 1977 fik stillingen som skoleleder på Ikærskolen i Give.

Siden stod der Give på det meste af hans liv, selv om han og hustruen Inger i flere bosatte sig i Lindeballe.

Han arbejdede som ledende skoleinspektør på Ikærskolen i tre år inden han i 1980 blev skoledirektør for alle kommunens skoler, en stilling han havde frem til 1998. Her blev han først børne-og kulturchef fra januar til april, hvor han blev konstitueret som kommunaldirektør. På sin 61 års fødselsdag 1. november samme år blev han ansat som kommunaldirektør i den daværende Give Kommune.

Sideløbende med sit arbejde, der efterhånden blev mere og mere administrativt, uddannede han sig i takt med sine nye opgaver. Han tog skolelederuddannelsen på Den kommunale Højskole i 1971 og uddannede sig i offentlig ledelse på Forvaltningshøjskolen i 1987.

Som først skoleleder og siden som skoledirektør og kommunaldirektør havde han klare holdninger og ideer om, hvordan tingene skulle være og udvikle sig. Det skabte respekt, men ind imellem også modstand.

Ved siden af sin erhvervsmæssige karriere fyldte musikken en del i hans liv og som spillemand har han givet talrige forestillinger sammen med blandt andet Niels Børgesen og Jens Hindsgaul.

Han blev enkemand i april 2009, kort tid efter han og hustruen Inger var flyttet fra Lindeballe til Krotoften i Give. Han efterlader sig fire børn, Anne, Søren, Hans og Erling samt deres familier.

Bisættelsen foregår fra Give Kirke lørdag klokken 10.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

71-årig kvinde dømt for fem tyverier

Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce