Annonce
Debat

Tidligere minister: Vores socialistiske styre vil tage magten fra virksomhederne

Statsminister Mette Frederiksen var tilsyneladende stolt af Carlsberg, da hun i maj besøgte bryggerigigantens anlæg i Fredericia - hvor der også produceres håndsprit. Men denne uges "lørdagsbandit" konstaterer. at Carlsberg og andre store virksomheder er offer for hendes socialistiske tankegang, når det gælder direktør-lønnen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce

Statsministeren fik sit forslag til ”Arne-pensionen” gennem Folketinget.

Det var hendes helt store slagnummer under valgkampen i sommeren 2019, og det havde ventet længe på sig, fordi Radikale Venstre, som jo er regeringens store støtteparti, ikke ville støtte forslaget.

De mente, som de fleste partier uden for regeringens støtte-kreds, at vi i forvejen var godt nok dækket ind med andre pensionsordninger for nedslidte mennesker på arbejdsmarkedet.

Men til alt held for regeringen var frygten for et eventuelt valg så stor hos Dansk Folkeparti, at partiet foretrak at gå med regeringen og støtte forslaget.

Måske meget forståeligt i den situation, Dansk Folkeparti befinder sig.

Men mon ikke der er ”enkelte” vælgere, der husker, at partiet gang på gang understreger, at man er et borgerligt parti, og at det netop var frieriet til et samarbejde med Socialdemokratiet, der gav partiet det dårlige valgresultat.

Lad nu det ligge. Jeg tror ikke, Arne-pensionen vil blive benyttet så voldsomt, som regeringen tror, men da den var det store ”slagnummer” i valgkampen, skulle forslaget fremsættes.

Forslaget træder i kraft i 2022, så det ”passer måske meget godt” op til næste valg.

Det, der imidlertid bekymrer mig ved forslaget, er finansieringen, hvor man ud over de sædvanlige stigninger i skatter og afgifter også tillader sig at bryde med helt ufravigelige principper i det danske samfund.

Lørdagsbanden

Lørdags-banden består af tidl. folketingsmedlem Karen J. Klint (S), tidl. minister Flemming Hansen (K), Messe C-direktør Grete Højgaard, festivalkaptajn Lars ”Charlie” Mortensen, områdedirektør i Sydbank Tina Kromann Lyngsø og provst Børge Munk Povlsen.

Man forhøjer aktiebeskatningen fra 42 til 45 procent. Og her er der tale om en reel skattestigning, der giver virksomhederne mindre at investere med, og derfor koster arbejdspladser. Det er til at forstå, for det er klassisk socialdemokratisk politik.

Op imod halvdelen af finansieringen af regeringens udspil skal derudover betales med en særskat på finanssektoren, herunder bankerne. Det er tydeligt regeringens opfattelse, at der tjenes for mange penge i den sektor, men indtil videre har jeg nu kun set anmeldte fyringsrunder i den branche, og flere er anmeldt.

Det bliver imidlertid intet problem for bankerne, for stort set alle bankdirektørerne har udtalt, at de naturligvis bliver nødsaget til at vælte den ekstra udgift over på kunderne - altså endnu en skat til borgerne.

Dette er kun et udpluk af nye skattebetalinger, og da ordningen først træder i kraft i løbet af 2022, er der kun relativt få reaktioner i befolkningen.

Ud over disse traditionelle afgiftsforhøjelser, der i forvejen øger det næsthøjeste skattetryk i OECD-landene, har forligspartierne også taget et ideologisk kvantespring i deres beslutning om, hvor høje direktørlønninger må være i dette land.

Og her er vi ved noget af det mest principielle, jeg kan forestille mig: Nemlig spørgsmålet om, hvem der bestemmer i en virksomhed. Er det ejerne eller staten?

Regeringen har besluttet, at hvis et selskabs direktør tjener mere end syv millioner krone om året i løn, har virksomheden kun lønfradrag for syv millioner i regnskabet.

I aktieselskaber og andre større virksomhedsformer har man nogle aktionærer, der vælger en bestyrelse, og denne forhandler med eller fastlægger direktionens løn.

Jeg ved ikke, hvor mange direktører der tjener mere end syv millioner kroner om året i Danmark, og det er jo også kun et tilfældigt tal.

Der er en årsag til lønfastsættelsen, og det kan jo være, at direktøren er dygtig og har medvirket til en betydelig merindtjening for virksomheden.

De fleste store danske virksomheder er i dag i stor konkurrence med udlandet om de bedste ledere, og så må man jo betale prisen.

DET kan aldrig blive et spørgsmål for regering og folketing at blande sig i.

Det er måske typisk dansk - jeg ved det ikke - men hvis en fodboldspiller handles til et kæmpebeløb og måske har en årsløn på 50 til 100 millioner kroner, så er det fantastisk og vækker jubel blandt tabloidpressens læsere. Messi tjener vist 800 millioner om året.


Hvis en fodboldspiller har en årsløn på 50 til 100 millioner kroner, vækker det jubel ... Men hvis Carlsbergs direktør tjener 40 millioner om året og har gjort Carlsberg til verdens tredjestørste bryggeri, er det ”strafbart”.


Men hvis Carlsbergs direktør tjener 40 millioner om året og har gjort Carlsberg til verdens tredjestørste bryggeri, så er det ”strafbart”.

Det, der berører mig mest i spørgsmålet om løndannelsen, er, hvad det næste bliver under et socialistisk styre? Hvad bliver det næste, regeringen kan få flertal for sammen med Dansk Folkeparti og venstrefløjen?

Vil de også bestemme, hvem der skal have ledelsesretten i virksomhederne?

Skal der nedsættes udvalg og kommissioner, der skal blande sig og godkende det?

Og ønsker man i virkeligheden større indblanding i, hvordan virksomheder skal drives?

Jeg forestiller mig på ingen måde, at det kommer dertil.

Men indblanding i fastlæggelse af direktørlønninger havde jeg heller ikke forestillet mig, og jeg havde heller ikke forestillet mig, at regeringen i år ville henstille til, at der ikke betales udbytte fra finansielle selskaber. Klart ideologisk, for det koster også mange indtægter i udbytteskat for staten.

Nej, jeg tror ikke, jeg ser spøgelser. Jeg ser virkeligheden.

Der lyder et krav fra alle organisationer/foreninger og fra alle steder i den offentlige sektor om, at man er nødt til at få flere medarbejdere. Ikke et eneste plejehjem siger: ”Vi klarer det fint med den bemanding, vi har.”

Regeringen vil gøre alt for at efterkomme ønskerne, for det er der stemmer i.

Det var der også i efteråret 1982 - lige til den dag, da Anker Jørgensen gav op og frivilligt overgav regeringsmagten til Poul Schlüter, fordi Danmarks økonomi var et stykke ud over afgrundens rand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Vejle

Efter endnu en uge med rekordhøje smittetal: Disse områder i Vejle er lige nu hårdt ramt

Annonce