Vejle: - Det handler meget om en kamp mellem øst og vest. Men det er en forkert måde at gøre det på. Lars Løkke og Kristian Jensen er blevet presset ud, det kan vi lige så godt være ærlige og sige. Hvis man er utilfreds med formanden, er det rigtige at stille en modkandidat op på landsmødet og dér høre, hvad de hver især vil politisk.
Det siger den tidligere borgmester i Jelling og Vejle kommuner, Arne Sigtenbjerggaard fra Venstre. Det er en kommentar til lørdagens drama i Brejning, hvor både Venstres formand og næstformand trak sig fra deres poster efter et møde i partiets forretningsudvalg.
Venstres jyske region midt har været bange for at miste den store magt, det har haft. Derfor trækker man Lars Løkke med ned. Efter min mening har fejlen været, at man i mange år har valgt en næstformand, man godt kunne se, ikke kunne blive formand. Kristian Jensen mangler noget karismatisk personlighed, og Lars Løkke er 10 gange stærkere på en talerstol.
Arne Sigtenbjerggaard
Løkke ville vinde
På landsmødet er der 850 delegerede, og Arne Sigtenbjerggaard vurderer, at Lars Løkke Rasmussen i dét forum ville kunne genvinde sin formandspost. Men nu får han slet ikke muligheden for at blive målt og vejet i det formelt korrekte forum.
- Han ville stå stærkt efter to valgsejre. Mange Venstrefolk mener, at et samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet, som Lars Løkke gik til valg på, er den rette vej. Jeg var helt enig med ham om det, og det har altid været min egen linje i byrådene, at hvis man skulle have holdbare løsninger og ro, så skulle både S og V med. Kunne man gøre det samme på Borgen som i Vejle, var man nået langt. Det er ikke et fravalg af de andre borgerlige, men et tilvalg af en mulighed, siger han.
Øst- og Vestdanmark i magtkamp
Arne Sigtenbjerggaard ser et opgør mellem Øst- og Vestdanmark bag formandskabets fald.
- Venstres jyske region midt har været bange for at miste den store magt, den har haft. Derfor trækker man Lars Løkke med ned. Efter min mening har fejlen været, at man i mange år har valgt en næstformand, man godt kunne se, ikke kunne blive formand. Kristian Jensen mangler noget karismatisk personlighed, og Lars Løkke er 10 gange stærkere på en talerstol, vurderer Arne Sigtenbjerggaard.
Han forventer, at formandsposten vil blive serveret på et sølvfad til Jacob Ellemann-Jensen. Mere spændt er han på næstformandsposten. Han nævner Inger Støjberg og Region Syds formand Stephanie Lose som næstformandsmuligheder. Eller en anden i borgmesterlaget, så man både holder balance mellem øst og vest og mellem folketing og den kommunale verden.