Annonce
Erhverv

Tiger-ejer vil på børsen til en værdi over 40 milliarder

Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Børsnoteringen af ejerne bag Flying Tiger står til at blive årets største børsnotering i Norden.

Ejerne bag Flying Tiger-butikkerne, kapitalfonden EQT, har torsdag løftet sløret for, hvad den skal sælges for, når den planlægger at ramme børsen i Stockholm.

EQT er Nordens største kapitalfond og har ejerskaber i mange selskaber herunder Flying Tiger og tøjmærket Eton i Sverige.

Ud over Flying Tiger har EQT også ejerskab i en række andre danske selskaber herunder HusCompagniet, Sitecore og TIA Technology.

Kapitalfonden vil på børsen i Stockholm og ifølge prospektet, der blev lagt frem torsdag aften, skal aktierne sælges til en pris på mellem 62 og 68 svenske kroner - svarende til 43 til 48 kroner i dansk valuta.

En række af de nuværende ejere beholder deres ejerandel. Det betyder, at de nye investorer vil kunne få højest 21,1 procent af kapitalfonden.

Hvis de nye aktier bliver solgt til den forventede pris, vil det betyde, at EQT værdisættes til mellem 41 og 45 milliarder danske kroner. Det vil ifølge finansmediet Finans udgøre den største børsnotering i Norden i år.

I prospektet siger direktør Christian Sinding om EQT's arbejde:

- Vi tror, at alle forretninger de kommende år og årtier vil blive disrupted af teknologi, og at ikke-bæredygtige forretningsgange vil blive udfordret.

- Derfor forbliver EQT fokuserede på at forvandle selskaber og støtte dem i at opnå deres potentiale på langt sigt, siger han.

I prospektet står der, at EQT forventer, at handlen starter 24. september.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce