Annonce
Erhverv

Tilbage til empatien: Nyt advokatfirma håndterer livets op- og nedture

Bodil Hedeager Ravn (t.h.) og Litten Posselt Olsen kommer til Hedensted med masser af erfaring bag sig. Foto: Michael Svenningsen.

Efter år som medejere af et 70 mand stort advokatfirma trykker Bodil Hedeager Ravn og Litten Posselt Olsen på genstart. Fra Haralds Plads i Hedensted glæder de sig til igen at udskifte strategimøder med kundekontakt.

Hedensted: Lokalet er fortsat nogle detaljer fra at være helt på plads, men advokatparret Bodil Hedeager Ravn og Litten Posselt Olsen er allerede i fuld sving.

De to har netop slået pjalterne sammen på Haralds Plads i Hedensted med det nystartede Ravn & Olsen Advokater, men selvom firmaet er nyt, er advokaterne på henholdsvis 52 og 37 år alt andet.

Begge kommer de fra status af medejere af advokatfirmaet Penta Advokater med 70 ansatte og afdelinger i seks byer.

- Vi kalder os en ny advokatforretning med en erfaren sjæl. Vi har masser af ballast og erfaring med, som vi glæder os til at tage i brug, siger Litten Posselt Olsen.

Ravn & Olsen Advokater har speciale inden for det private område. Helt officielt åbner lokalerne 1. marts, men de første kunder har allerede indfundet sig.

- Vi er der, når livet går op og ned. Fra de glædelige begivenheder som boligkøb og ægtepagt til ulykkelige som skilsmisser, erstatningssager og dødsbo, siger Litten Posselt Olsen.

Annonce

Der faldt hele tiden mere ned i hatten, som intet havde med kunder at gøre. Så nu vender vi tilbage til, hvad der var sjovt ved at være advokat.

Litten Posselt Olsen, medejer, Ravn & Olsen Advokater
Det nye advokatfirma Ravn & Olsen Advokater på Haralds Plads specialiserer sig inden for alle aspekter af de private forhold, herunder eksempelvis boligkøb, ægtepagter og dødsboer. Foto: Michael Svenningsen.

Ro og overskud

At parret ser frem til at kunne trykke på genstart skyldes mestendels muligheden for igen at vende tilbage til det håndværk, de i sin tid uddannede sig til at praktisere.

I takt med vokseværk og personaleansvar i deres tidligere firma spiste KPI-møder, personaleledelse og forkromede markedsføringsplaner pludselig alt for meget af tiden, mens det egentlige advokatarbejde for ofte blev uddelegeret til de ansatte.

Effektivisering blev nøglefokus i en verden, hvor de savnede nærhed og kontakt til kunderne.

- Afstanden mellem advokat og kunde blev hele tiden større, og det var svært at finde den ro og empati, som vi ønskede i de arbejdsområder og sagstyper, vi sidder med. Vores kunder kan sidde og dele deres inderste i virkelig svære situationer, og de fortjener, at vi har ordentlig tid og overskud til at tage sig af dem, siger Bodil Hedeager Ravn, og fortsætter:

- Vi havde ikke hjertet med i forretningen længere, og derfor satte vi os for at skabe en meningsfyldt hverdag igen.

Kun Hedensted i kikkerten

Hun lægger ikke skjul på, at flere kolleger allerede i undrende vendinger har spurgt, hvorfor valget faldt på lige netop Hedensted.

Foruden er perifær tilknytning i form af en opvækst i Uldum og en ægtefælle fra Juelsminde, giver det dog god mening, mener hun.

- Uden at genere vores nye, lokale kolleger, vurderede vi først og fremmest, at der var plads til et par advokater mere i Hedensted. Da vi bruger jurastuderende, skulle der også være adgang til tog, og på Haralds Plads har vi fået en god beliggenhed med billigere og større synlighed, end vi eksempelvis kunne have fået i Horsens. Reelt set har vi kun haft seriøst kig på Hedensted, som helt klart har været et tilvalg, siger Bodil Hedeager Ravn.

Grundet forventingen om at vokse til fem-syv medarbejdere inden for en overskuelig årrække, har Ravn & Olsen Advokater etableret sig i lokaler, der er et nummer større end det nuværende behov.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce