Annonce
Livsstil

Tilbage til Merckx-æraen: Niels foretrækker stål og uld

Niels Bjørnsteen får megen positiv opmærksomhed fra andre ryttere, når han kører løb på sit gamle udstyr fra 1970'erne. Ofte kører de op på siden af ham, siger "fed cykel" og fortæller, at de vist selv har en liggende på loftet derhjemme, som de måske skulle have frem fra gemmerne. Foto: Mette Mørk

Da Niels Bjørnsteen købte sin første Flandria-cykel fra 1970'erne var det konfirmationsdrengen i ham, der fik sin største drøm opfyldt. Siden har han været med til at bygge et helt hold op omkring passionen for retrocykler. Holdet har både har egen brygmester og servicebil

Pludselig dykkede den røde Flandria op.

Den racer, Niels Bjørnsteen som knægt i konfirmationsalderen havde trykket næsen flad mod ruden for at beundre i den førende cykelforretning i Holbæk, hvor han voksede op.

Ønskecyklen, der til en pris på omkring 10.000 kroner dengang var aldeles uopnåelig. I stedet måtte han nøjes med en billigere udgave. Nu kunne han få topmodellen for sølle 1200 kroner et sted i det nordlige København.

Annoncen i Den Blå Avis dukkede op midt i et møde om vagtplanlægning i det fitnesscenter, hvor Niels Bjørnsteen var mountainbike-instruktør. En af de andre havde en bror, som boede lige i nærheden af sælgeren, og tilfældet ville, at broderen skulle til Vejle dagen efter. Telefonen frem. Købsaftale på plads, og inden Niels Bjørnsteen nåede at tænke sig om, havde han en retrocykel i garagen og opfyldt en 40 år gammel drøm.

Samtidig opdagede han, at der var et retrocykelmiljø undervejs, og at der i sensommeren sågar var et løb for netop gamle stålcykler.

- Jeg fik skaffet en uldtrøje, der matchede min røde Flandria-cykel, og så tog jeg over og kørte Kroppedal Grand Prix. De fleste kørte kun én omgang, for så var der spisning, men vi var nogle stykker, der kørte to, og da ham, jeg sad sammen med til sidst i løbet, punkterede, vandt jeg, husker Niels Bjørnsteen.

Siden begyndte han at pløje nettet igennem for gamle retrocykler, og der dukkede blandt andet en hamrende billig Benotto-cykel op magen til den, Ole Ritter kørte på i Jørgen Leth-dokumentarfilmen "En forårsdag i helvede", der følger en-dags-klassikeren Paris-Roubaix i 1976. Cyklerne skal bruges og ikke kun stå til udstilling, og på et tidspunkt stødte Niels Bjørnsteen ind i en gammel mountainbike-ven, han ikke havde set i 10 år. Sideløbende var vennen også begyndt at samle på gamle racercykler.

Blå bog

Niels Bjørnsteen, 51, er vokset op i Holbæk, men bor i Vejle.Som dreng dyrkede han atletik og løb sit første maratonløb som 14-årig. Siden begyndte han at cykle, og han har kørt konkurrence-mountainbike i 16 sæsoner. I 2003 rykkede han op i eliteklassen, men det krævede for meget tid at være med der samtidig med arbejde og familie.

Arbejder som lærer i Vejle, hvor han i 1998 var med til at starte Ungdomscenter Vejle med 10.-klasser for hele Vejle Kommune.

Har også dyrket triatlon i nogle år og har gennemført to hele ironman og tre halve.

Cykler nu. Både på sine retro-cykler og på en mere moderne landevejsracer.

Er medstifter af cykelholdet Squadra Molteni, der en hyldest til det ikoniske Molteni Arcore/Molteni Campagnolo fra 1958 til 1976, et hold, som Eddy Merckx kørte på fra 1971 til 1976. Holdet deltager i løb både herhjemme og i udlandet og har vundet flere titler ved de uofficielle danske mesterskaber i retrocykling.

Holdet har både egen brygmester og servicebil, og rytterne bygger deres egne cykler i stål, som de var i 1970'erne, og kører i uldtøj fra samme tid.

Holdet har været nomineret i kategorien Årets Hold til Danish Bike Award.

Læs evt. mere på www.squadramolteni.dk.

- Det fede ved back to basis er, at man kan lave alting selv, ligesom på gamle biler. De komponenter, vi har på vores cykler, er 40-50 år gamle og lavet til at kunne skilles ad, smøres op om vinteren og samles igen, og så ruller det stadigvæk, siger Niels Bjørnsteen. Foto: Mette Mørk

Minder fra 1970'erne

På deres første tur sammen fortalte Niels Bjørnsteen om Kroppedal Grand Prix, og hans kammerat foreslog straks, at de skulle lave deres eget løb i Vejle Ådal, hvor der er gode grusveje som i gamle dage, hvor der heller ikke var asfalt under de rullende hjul hele vejen. Og inden de fik set sig om, havde de inviteret til Grand Prix Vejle Ådal for retrocykler, der hylder cykelsportens historie fra dengang, hvor cykler var af jern, tøj af uld og radiokommunikation og watt-målinger hørte fremtiden til.

- På et tidspunkt fik vi den idé at kalde os et hold. Vi var godt nok kun to, men det var nok til et hold, og så tog vi ud til andre løb for på den måde at promovere vores arrangement. Per havde fundet den orange Molteni-trøje på nettet, og jeg fik også skaffet mig en, og så var vi et hold. Vi skrev stolpe op og stolpe ned og gav den fuld gas. Det virkede så godt, at vi på et halvt år fik stablet et løb på benene med små 50 deltagere. Året efter var vi næsten 90, fortæller Niels Bjørnsteen.

At det netop blev det italienske Molteni-hold, som de nu kører rundt og hylder med orange cykler, trøjer og ikke mindst istandsat orange Volvo som holdets nye servicevogn, var på den måde tilfældigt. Og alligevel ikke.

Det italienske hold, der blev sponsoreret af en pølsefabrik lidt uden for Milano, hører til 1970'ernes mest ikoniske med datidens helt store stjerne, Eddy Merckx, som kaptajn.

- Jeg kan godt huske hans sejre. Man så det jo ikke i fjernsynet, men der var nogle sportsblade, hvor midtersiderne var en plakat. Jeg havde to hængende på værelset. Den ene var med Eddy Merckx i VM-trøjen med Molteni lige over regnbue-trikoloren. På den anden havde han orange Molteni-trøje på og sad på en bænk.

- Og så kan jeg selvfølgelig huske "En forårsdag i helvede". Den så jeg to-tre gange som dreng, og siden har jeg set den mange flere gange. Det år var Freddy Maertens fra Flandria-holdet godt nok udset til at vinde, men han styrtede og udgik, og så vandt hans løjtnant Marc Demeyer, men jeg kan huske Molteni-holdet også. Eddy Merckx blev nummer seks det år, siger Niels Bjørnsteen.

Engang kørte Niels Bjørnsteen med pulsur og andet moderne grej, men det er han stoppet med. Han behøver ikke bagefter at kunne se på et kort, hvor han har kørt henne. Det ved han, ligesom han kan mærke på sin krop, om han har presset den til det yderste. Derfor kører han kun med et armbåndsur. Foto: Mette Mørk
Annonce

Doping en del af historien

Han er meget historieinteresseret, og det betyder ikke noget for ham, at dopingspøgelset bliver ved med at dukke op. Hvor han tidligere beundrede stjerner som Eddy Merckx, Bernard Hinault og Laurent Fignon, er han også voldsomt fascineret af Lance Armstrong, selv om amerikaneren har fået plettet sin karriere efterfølgende.

- Jeg elsker sporten, og jeg elsker historien i sporten, og en del af historien er doping. Det er ikke ensbetydende med, at jeg siger fri doping, men man har altid eksperimenteret. I 1890'erne, 1910'erne og 1920'erne var det cognac, og man har også eksperimenteret med arsenik og rottegift og drukket rødvin og øl, fordi man troede, det skærpede sanserne.

- I 1950'erne og 1960'erne var Jacques Anguetil meget åben om det og sagde, man skulle være idiot, hvis man troede, man kunne køre Tour de France på vand og brød. Der kom amfetamin frem, siger Niels Bjørnsteen, hvis farmor og farfar var blandt de første danske charterturister.

Når de skulle med Tjæreborg-busserne sydpå og senere med fly, hentede de først ferietabletter på apoteket.

- Det var amfetamin, som du dengang kunne købe i håndkøb. I det gamle Grækenland brugte man fluesvamp. Det gjorde vikingerne også. For mig er det et spændende kapitel i cykelhistorien, siger Niels Bjørnsteen.

Engang kørte Niels Bjørnsteen med pulsur og andet moderne grej, men det er han stoppet med. Han behøver ikke bagefter at kunne se på et kort, hvor han har kørt henne. Det ved han, ligesom han kan mærke på sin krop, om han har presset den til det yderste. Derfor kører han kun med et armbåndsur. Foto: Mette Mørk
Annonce

Markant forskel

Han lokker hverken med rottegift eller amfetamin. Den italienske pølsefabrik Molteni, der i 1970'erne sponsorerede det ikoniske italienske cykelhold, er lukket, så lidt snacks derfra er der heller ikke, selv om fabrikken stadig eksisterer under et andet navn. Niels Bjørnsteen har skrevet til den, men aldrig fået svar. I stedet lokker han typisk med socialt samvær, belgisk øl og kage, når han arrangerer cykelløb, og i retromiljøet er det sociale et endnu vigtigere element end ved almindelige motionsløb.

5. maj køres løbet Grand Prix Vejle Ådal for fjerde gang, og retromiljøet vokser både i Europa og herhjemme. Niels Bjørnsteen er ikke længere arrangør, men sammen med Molteni-holdet laver han to-tre andre arrangementer i løbet af året. For ham er der mere i det end opfyldelsen af en drengedrøm. Det er også en modreaktion mod, at elektronikken tager mere og mere over.

Han peger ikke fingre ad det moderne, for han kan sagtens sætte sig ind i, at det er fedt at samle på gear. Han cykler bare ikke for at sidde med hovedet i en skærm for at følge med i, hvor han kører. Det kan han se, og selv om han har brugt pulsur, er den tid også forbi.

- Når man har blodsmag i munden, ved man godt, at man er ved at være der. Det behøver jeg ikke have tal til at vise mig. Jeg ved, der er delte meninger om det mellem kommentatorer, men jeg synes, det gør sporten kedeligere, at det ikke er rytterne, der tager alle beslutninger, men at der er radiokommunikation til nogle sportsdirektører, der sidder og ser løbet på Eurosport samtidig, mener Niels Bjørnsteen, der også har en engelsk sportsvogn, en Triumph Spitfire fra 1967, hvor man kan mærke, at man drejer rattet, og hvor gearet skratter lidt en gang imellem.

- Man skal kunne mærke, man kører bil, mener han.

Mærke forskellen kan man også, når det kommer til de gamle stålcykler i forhold til de nye i titanium eller carbon.

De gamle er typisk tre-fire kilo tungere end de nye. Det lyder måske ikke af alverden, men det har markant betydning. Samtidig skal man flytte hænderne fra styret for at skifte gear, for det skal man gøre nede ved skrårøret på stellet, mens det på moderne racere foregår på en knap ude i gedebukkestyret.

- På de moderne cykler kommer kraften fra hvert pedaltråd direkte ud i cyklen på en mere optimal måde, men det er alligevel en unik og lækker oplevelse at køre på de gamle cykler. Der går fem-ti minutter, så er du kun på den. Lydene er anderledes, og det er en anden fornemmelse. De knager lidt, men det skal de, siger Niels Bjørnsteen med et smil.

Når rytterne sidder på deres retrocykler, er der ofte nogen, der fortæller gode anekdoter. Niels Bjørnsteens favorit er den om rytteren, der i Tour de France brækkede sin forgaffel på vej ned ad et bjerg. Det var dengang, man ikke have servicebiler. Derfor måtte han bære cyklen ned til en landsby, hvor han gik ind til smeden, reparerede forgaflen og kørte videre. Foto: Mette Mørk
Annonce

100 gange op ad Kiddesvej

Han træner 10-12 timer om ugen og kører både retroløb og almindelige cykelløb.

I 2016 var han sammen med fire holdkammerater i Frankrig for at køre det krævende alpeløb La Marmotte, der går over fire bjerge uden for kategori og slutter op ad Alpe D'Huez. Den oplevelse hører til blandt hans bedste.

- Vi røg ind i et frygteligt uvejr på det højeste bjerg, Col du Galibier. Det stormede og regnede, og vi var fuldstændigt gennemblødte. Da vi kørte ned, måtte vi ind på en café og stoppe turistbrochurer ind på mave og arme for at kunne holde varmen, indtil vi kom ned i dalen, hvor der var 20 grader og lækkert vejr. Vi kørte sammen og kørte i mål sammen.

- Det samme gentog vi i Paris-Roubaix, bare med andre ryttere fra Molteni-holdet. At køre så klassisk et løb og gøre det som hold, hvor man venter på hinanden, var en stor oplevelse. Og herregud, om du kommer i mål en time før eller senere, siger Niel Bjørnsteen, som ellers også har konkurrencegenet og en vis fascination af det ekstreme i sig.

Han var bare 14 år, da han løb sit første maraton, og for nogle år siden gennemførte han to hele og tre halve ironman. Dertil kommer de interne konkurrencer, han og holdkammeraterne udfordrer hinanden i.

Niels Bjørnsteen bor lige ved den berømte Kiddesvej, der med en stigningsprocent på 19 ofte har været afgørende i etapeløbet Danmark Rundt for professionelle. De kører som regel tre, nogle gange fire, omgange på bakken.

Niels Bjørnsteen og en kammerat havde på et tidspunkt en længere verbal krig kørende om, hvem af de to der kunne tage Kiddesvej flest gange. På et tidspunkt tænkte Niels Bjørnsteen, at han ville køre den så mange gange, at diskussionen blev lagt død.

51 ture blev det til. Dagen efter kørte kammeraten 56.

- Så stoppede vi krigen og aftalte, at næste gang ville vi køre 100 omgange og gøre det sammen, fortæller Niels Bjørnsteen.

Et år senere var de tre ryttere, der gennemførte turen. I adstadigt tempo ganske vist, men ikke desto mindre 100 gange op ad Kiddesvej på deres gamle set up med stålcykler fra 1970'erne og cykeltøj i uld.

På de gamle cykler sidder kablerne uden på styret, og man skal skifte gear på skrårøret. Foto: Mette Mørk
Annonce

Hovedrollerne i en film

Molteni-holdet fra Vejle er det hold i Danmark, der leger retro-legen mest gennemført, og med en bruttotrup på 16-17 ryttere er det også landets største retrohold. Flere andre hold er dog dukket op, og interessen for de gamle cykler afspejler sig i priserne, der bare stiger.

Det er typisk arrangørerne af løbene, der afgør, hvad man må stille op på. I Grand Prix Vejle Ådal er reglerne ret brede. Men ved retro-DM er reglerne lidt skrappere. Det er dog altid stålcykler eller meget gamle aluminiumscykler fra 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne, der hører hjemme i retro-miljøet.

- Da jeg første gang fandt på at køre La Marmotte i stål og uld, ville jeg undersøge, hvordan det var at køre en lang bjergetape i 1970'erne. Det er stadig det, vi afprøver. Nogle gange er der det ekstra element med, at vi konkurrerer nyt mod gammelt, når vi kører mod motionister på topmoderne udstyr. Når vi kun kører mod andre retrohold, er det pludselig noget andet. Så er vi faktisk midt i en film. Så er vi midt i "Stjernerne og vandbærerne", og vi spiller selv hovedrollerne. Det er fantastisk. Det er rollespil på to hjul, siger Niels Bjørnsteen.

Squadra Moltenis varemærke er de mange optakts- og evalueringsartikler i forbindelse med løb, og der bliver lagt mærke til dem. Da tv-kommentatorerne Rolf Sørensen og Chris Anker Sørensen under Paris-Nice i foråret begyndte at tale om retro-cykling, blev det nævnt, at flere store ikoner som blandt andre Francesco Moser er begyndt at cykle på de gamle cykler. Rolf Sørensen nævnte et løb i Italien, mens Chris Anker Sørensen fortalte seerne, at der også i Danmark er et hold, der kører på de gamle cykler. Nemlig Squadra Molteni. Et stort øjeblik for Niels Bjørnsteen og hans holdkammerater. Foto: Mette Mørk
Ikke bare cyklerne, men også tøj, sko og andet udstyr er af ældre dato. Foto: Mette Mørk
Ikke bare cyklerne, men også tøj, sko og andet udstyr er af ældre dato. Foto: Mette Mørk
Niels Bjørnsteen har været med til at starte Squadra Molteni, der er en hyldest til det ikoniske italienske cykelhold, der i 1970'erne var anført af superstjernen Eddy Merckx. Foto: Mette Mørk
Da Niels Bjørnsteen købte sin første retro-cykel var det en drengedrøm om topcyklen, der gik i opfyldelse. Siden har han købt adskillige gamle cykler. De er væsentligt billigere end de moderne racere, men priserne på dem er steget markant, fordi interessen er stigende og verdensmarkedet ved at være udtømt. Foto: Mette Mørk
- Det fede ved back to basis er, at man kan lave alting selv, ligesom på gamle biler. De komponenter, vi har på vores cykler, er 40-50 år gamle og lavet til at kunne skilles ad, smøres op om vinteren og samles igen, og så ruller det stadigvæk, siger Niels Bjørnsteen. Foto: Mette Mørk
Niels Bjørnsteen får megen positiv opmærksomhed fra andre ryttere, når han kører løb på sit gamle udstyr fra 1970'erne. Ofte kører de op på siden af ham, siger "fed cykel" og fortæller, at de vist selv har en liggende på loftet derhjemme, som de måske skulle have frem fra gemmerne. Foto: Mette Mørk
Engang kørte Niels Bjørnsteen med pulsur og andet moderne grej, men det er han stoppet med. Han behøver ikke bagefter at kunne se på et kort, hvor han har kørt henne. Det ved han, ligesom han kan mærke på sin krop, om han har presset den til det yderste. Derfor kører han kun med et armbåndsur. Foto: Mette Mørk
Annonce
Vejle For abonnenter

Vores madanmelder besøger en institution i byen: Vi kan lige så godt afsløre hemmeligheden bag Conrads' allerstørste sællert - og det er ikke bollen

Danmark

Onsdagens coronatal:overblikket over epidemiens udvikling

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Tidligere konkurrenter slår sig sammen: Nu flytter stor forretning fra midtbyen

Navne For abonnenter

Dronning Margrethes fætter bor midt i et af de værste smitteområder: Sådan går det med grev Ingolf

Alarm 112

Mistænksomme betjente jagtede 25-årig: Han kørte galt i kendt rundkørsel

Billund

13-årig truede personalet med kniv på specialskole

Mette kæmper for retten til at dø: Regeringen vil give ældre ret til at fravælge genoplivning

Erhverv

Endnu en af Vejles kendte pølsevogne er lukket: Her er langet ristede og hotdogs over disken i mere end 40 år

Vejle Boldklub For abonnenter

VB forstærker offensiven: Derfor ramte VB på mange parametre rigtigt

Fem gode råd til SMV'er: Sådan tager du hul på den grønne omstilling

Vejle

Skolelederlukningstruet skole trækker sig efter krisemøde: Går på pension tidligere end beregnet

Dansk atomaffald skal begraves: Sådan finder vi ud af hvor

Alarm 112

Kaffekup kiksede: To fedladne mænd jages: - Det kunne være far og søn

Alarm 112 For abonnenter

Lokalt Bonnie og Clyde-par, anholdt på Uhrhøj, slap billigt: Seks kriminelle forhold endte med at være gratis

Kultur

Peter skal skaffe over 1200 frivillige til Tour de France: Sådan kan du være med på holdet

Annonce