Annonce
Billund

To coronasmittede er døde på Filskov Friplejehjem

På Filskov Friplejehjem hr en del beboere og medarbejdere været ramt af coronavirus. To er døde, mens de havde sygdommen. Aktuelt er en enkelt person i karantæne. Arkivfoto: Jim Hoff
På Filskov Friplejehjem har de i de seneste måneder haft store udfordringer med covid-19. Flere beboere og ansatte har været smittede og i karantæne. Aktuelt er en enkelt beboer i isolation.

Filskov: Et sted, hvor coronavirus har været voldsomt på spil, er på Filskov Friplejehjem. Siden virussen gjorde sit indtog, har plejecentret oplevet en del positive tests, og to personer er afgået ved døden, mens de har været smittet af sygdommen.

- Vi har haft nogle indlagte, som er kommet hjem igen og er ovre det. Men der er to, der er døde med covid-19. Men om det er derfor, de er døde, ved vi ikke, siger Marianne Lübker, der er daglig leder af Filskov Friplejehjem.

For en måned siden var meldingen, at tre beboere på Filskov Friplejehjem var smittet med coronavirus og i isolation. Efter 48 timer uden symptomer kunne de igen bevæge sig ud, og aktuelt er en enkelt beboer på plejehjemmet i isolation.

- Vi har haft en del i den samme afdeling, og vi har haft en del personale, der er blevet ramt. Men det lysner. Det ser ud til, at vi har fået styr på det, siger Marianne Lübker.

Annonce

Filskov Friplejehjem

Efter Billund Kommunes beslutning om at lukke Filskov Centret opstod ønsket i Filskov om at etablere et friplejehjem.

I foråret 2009 blev der derfor med støtte fra en række fonde samlet i alt 3,4 millioner kroner sammen. Det gjorde det muligt at åbne Filskov Friplejehjem i 2010.

Filskov Friplejehjem er i dag en selvejende institution med en lokal forankret bestyrelse.

Kan mødes i mindre fællesskaber

Selvom coronavirussen generelt er under kontrol, kan beboerne på Filskov Friplejehjem stadig ikke bevæge sig rundt uden at blive mødt af visse restriktioner.

- Vi opererer med det store fællesskab og det lille fællesskab. Det store fællesskab er helt lukket. I det lille fællesskab er der nogle, som mødes og spiser med afstand, mens andre vælger at være helt hjemme hos sig selv. Men det er ikke sådan, at alle kun sidder for sig selv. De har muligheden for at komme ud af lejlighederne, siger Marianne Lübker.

Også når det kommer til besøg fra pårørende, er der strenge restriktioner. Beboerne på de danske plejehjem har gennem længere tid måttet undvære besøg udefra, men nu er der mulighed for, at besøg kan foregå under stærkt kontrollerede forhold. Det er fortsat ikke tilladt for udefrakommende at bevæge sig ind på plejehjemmet.

- Der er åbnet for kontrolleret udendørs besøg. Det er på terrassen eller i de telte, vi har opstillet. Vi har opstillet to telte med borde og stole, så folk kan mødes derinde, siger Marianne Lübker.

Når en person bliver testet positiv for covid-19, bliver personen isoleret, indtil vedkommende har været symptomfri i 48 timer. Aktuelt er en enkelt person i isolation på Filskov Friplejehjem. Illustration: JydskeVestkysten 15. april 2020.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce