To danske soldater i Afghanistan er testet positive for corona, men er uden symptomer. Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
Testen af de danske soldater sker, efter at der er blevet konstateret coronavirus blandt soldater fra det internationale Nato-samarbejde i Afghanistan.
Det førte til, at fire danske soldater onsdag i denne uge blev sat i karantæne og testet. To af de fire test har vist sig at være positive.
Alle fire soldater forbliver for en sikkerheds skyld i karantæne.
- De har kontaktet deres pårørende, og der er ikke umiddelbart nogen grund til at være urolig, siger oberst Klaus Brieghel, der er chef for de danske soldater i Afghanistan, i pressemeddelelsen.
/ritzau/