Vejle: Hovergårdens dagcenter slog for nylig dørene op for Det Kongelige Teater.
- Lyset dæmpes, og man hørte den obligatoriske lyd af trianglens ringen "til forestilling". Damerne ankommer i flotte kjoler og nypudsede perler om halsen, mændene i skjorte, habit og tilbagestrøget hår, fortæller Michelle Panduro fra Hovergården.
Anledning var, at Det Kongelige Teater holdt åbent teater i uge 12, hvor der kunne streames en masse forskellige forestillinger inden for opera, ballet og skuespil.
To dronninger, Jeannette Dorthea Elbæk og Michelle Panduro, tronede frem på scenen for at byde velkommen til to forestillinger. Den første var balletten ”Raymonda”, og der blev klappet af hver solooptræden, som hvis man i virkeligheden sad i teatret og fulgte balletten med sin teaterkikkert.
Mellem forestillingerne blev der serveret bobler og petitfours på teatermanér. Derefter så man ”Prinsessen på Ærten”.
Alle beboere og personale er færdigvaccineret, og derfor var der endelig tid til og mulighed for lidt forandring, glæde og hygge.