Annonce
Alarm 112

To efterladte børn i Aarhus vækker opsigt i udlandet

Kender du børnene her, eller har du set dem omkring Park Allé lørdag allersidst på eftermiddagen, så kontakt Østjyllands Politi på 114. Foto: Østjyllands Politi
Både svenske og norske medier har ringet til Østjyllands Politi for at høre mere om efterladt pige og dreng.

Mysteriet om den lille pige og lille dreng, der lørdag blev efterladt alene på befærdet gade i Aarhus, er nået ud over de danske grænser.

Medier i både Sverige og Norge har skrevet om sagen om den cirka etårige pige og dreng på omkring to et halvt år, som blev opdaget af tilfældigt forbipasserende på Park Allé midt i Aarhus.

Siden har politiet ledt efter forældrene til de to børn eller vidner, der kan kaste lys over den mystiske sag.

Søndag valgte Østjyllands Politi at frigive billeder af børnene og den klapvogn, som pigen sad i.

Og den massive opmærksomhed har fået politiets telefoner til at gløde.

- Vi er blevet kimet ned og har oplevet en mindre telefonstorm fra både borgere og presse. Også medier fra Norge og Sverige, fortæller kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.

Politiet er mandag morgen ved at skabe overblik over spor og mulige veje at gå for at finde de to børns ophav.

Indtil videre er planen at få en afghansk tolk ud, da man formoder, at børnene er af afghansk oprindelse. Den store dreng har i hvert fald et sprog, som formodes at være afghansk med dari-accent.

Dari tales af en stor del af befolkningen i Afghanistan. Sammen med pashto er det et af de officielle sprog i landet.

Tidligere arbejdede politiet ud fra en teori om, at drengen og pigen havde rødder i Østeuropa.

Generelt kigger politiet bredt i forsøget på ikke at lægge sig fast på noget.

Blandt andet er videoovervågning fra området blevet nærstuderet, mens betjente også har været i kontakt med skadestuer og krisecentre for at høre, om der måske kunne være sket forældrene noget.

Men intet har indtil videre båret frugt.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce