Kolding/Vamdrup: En 32-årig mand så noget betuttet ud og sad med armene over kors og blikket rettet mod gulvet, da han sammen med to andre mænd tilbage i oktober blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at være i besiddelse af narko med henblik på videresalg.
Politiet havde anholdt manden på Vestergade i Vamdrup. Det var også i Vamdrup, at en stor mængde narko blev fundet. Torsdag skal han for Byretten i Kolding. Ifølge anklageskriftet var den 32-årige forud for den 7. oktober klokken 16.35 sammen med en anden mand i besiddelse af 1.011,7 gram kokain, der skulle sælges videre med fortjeneste. Altså lige over et kilo.
Det er tidligere kommet frem, at politiet fandt langt størstedelen af kokainen på en adresse i Vamdrup, men der blev fundet en mindre mængde i en Volkswagen Transporter.
To er dømt
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og de to øvrige mænd, der blev fremstillet, fik straksdomme.
Fra artiklenIfølge anklageskriftet var den 32-årige forud for den 7. oktober klokken 16.35 sammen med en anden mand i besiddelse af 1.011,7 gram kokain, der skulle sælges videre med fortjeneste.
Det drejer sig om 24-årige Aleksander Wolfson, der blev idømt et år og tre måneders fængsel, efter han blev knaldet af politiet midt i en narkohandel. Han forsøgte at købe 107 gram kokain til en samlet værdi af omkring 41.000 kroner. Ifølge sigtelsen mod den 24-årige fandt politiet 4509 gram skunk, 1298 gram hash og 12,67 gram mdma og en ecstasypille hjemme hos ham.
Den tredje mand, 28-årige Nicklas Klinge Pedersen, fik en fængselsdom på tre år og seks måneders fængsel. Det er ham, som den 32-årige skulle være i besiddelse af de godt et kilo kokain sammen med.
Både den 24-årige og den 28-årige modtog deres domme på stedet.
I forbindelse med grundlovsforhøret betegnede anklager Alexander Lange Madsen sagen mod de tre mænd som en mellemstor narkosag.