Annonce
forside

To personer anholdt ved uroligheder efter arvefjendeopgør: Politi forhindrede masseslagsmål

Dommeren måtte uddele adskillige kort på banen mandag aften, da VB og AC Horsens tørnede sammen. Uden for banen måtte politiet ty til to anholdelser og fem sigtelser for lovovertrædelser i forbindelse med arvefjendeopgøret. Foto: Yilmaz Polat

Vejle: Vejle Boldklub trak sig mandag aften sejrrigt ud af arvefjendeopgøret mod AC Horsens, men for nogle var kampen ikke slut, da sidste fløjt havde lydt på stadion.

Urolighederne efter kampen resulterede i to anholdte fans, tre sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt to sigtelser for overtrædelse af fyrværkeriloven. Det kunne dog være endt meget værre end det, for klokken 21.08 blev politiet kaldt til hjørnet af Skyttehusgade og Østerbrogade for at forhindre uroligheder og slagsmål.

- Vi var til stede for at forhindre uroligheder, da der var optræk til slagsmål mellem to fangrupperinger. Men det nåede ikke at udvikle sig på grund af vores tilstedeværelse, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt i Vejle.

Kampen mellem VB og AC Horsens havde ikke status af en højrisikokamp, men politiet havde det nødvendige mandskab på gaderne og omkring stadion, som vicepolitiinspektøren formulerer det uden at sætte antal på de udkommanderede betjente.

Annonce

Vi var til stede for at forhindre uroligheder, da der var optræk til slagsmål mellem to fangrupperinger. Men det nåede ikke at udvikle sig.

Mikkel Ross, fungerende vicepolitiinspektør

To blev anholdt

Den første anholdelse fandt sted på Roms Hule klokken 19.55, hvor en ophidset mand fra Brædstrup optrådte ophidset og råbte efter kontrollører og betjente. Den 44-årige blev anholdt og bragt med i detentionen på Vejle Politistation.

Den anden anholdelse fandt sted klokken 21.35 i krydset Nørrebrogade og Kalkbrænderivej, hvor en AC Horsens-fan, en 21-årig mand fra Horsens, optrådte råbende og offensivt og blandt andet spyttede i retning mod VB-fans uden dog at ramme.

En anden gulbluset fan optrådte også råbende og forsøgte at komme i slåskamp med VB-fans ud for Pitstop på Nørretorv. Den 21-årige horsensianer blev præsenteret for en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Inde på Vejle Stadion blev en 36-årig vejlenser fundet i besiddelse af en røgbombe, han endnu ikke havde tændt, mens en 31-årig mand fra Horsens blev smidt ud af stadion med en bøde i lommen, da han fyrede en røgbombe med gul røg af.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce