Annonce
112

To sko og en stige: Brandmand sonderede havbunden ved Fjordenhus

Kasper Bjørnager Gregersen tager springet ud i det ni grader kolde vand i Vejle Havn, mens holdkammeraterne Preben Lorenzen, Jesper Bech og Henrik Due bliver på land. Foto: Mette Mørk
Dykkerberedskabet ved TrekantBrand i Vejle var en tur på øvelse i Vejle Havn i sidste uge. Det er vigtigt med en god rutine.
Annonce

Vejle: Det er ikke mere end et par måneder siden, at brandmand Kasper Bjørnager Gregersen sprang i Lillebælt ved Fredericia for at være med til at bjærge en rendegraver.

Den havde fire vejlensere kørt i Ammoniakhavnen efter at have stjålet den fra en byggeplads.

I sidste uge blev dykkerne også tilkaldt, da politiet skulle finde en hammer i Vejle Å. Den var brugt ved et voldeligt overfald.

Men ellers er det begrænset, hvor mange opgaver dykkerberedskabet ved TrekantBrand i Vejle bliver kaldt ud til.

Så denne dag må Kasper Bjørnager Gregersen derfor nøjes med et øvelsesdyk i havnen bag Fjordenhus.

- Det er vigtigt med nogle rutinedyk for at blive ved med at have vandfølingen og være afbalanceret under vandet, fortæller holdleder Henrik Due ved TrekantBrand.

Dykkertjenesten i Vejle

  • Dykkertjenesten ved brandstationen i Vejle har eksisteret siden 2006.
  • Der er fire dykkere blandt brandfolkene foruden seks dykkerassistenter/lineholdere.
  • Som udgangspunkt skal der være én dykker med på hvert hold i døgnvagt.
  • I øjeblikket mangler ét hold en dykker, men en tilkaldsordning sikrer, at der altid er en dykker i nærheden.
  • Det tager fem uger at uddanne sig til erhvervsdykker og yderligere cirka to uger at blive uddannet redningsdykker.
Annonce

Bliver holdt i kort snor

Når man springer i havnen, er det især vigtigt at holde sig fra bunden, for har man først rørt den, er det meget svært at se noget frem for sig på grund af det ophvirvlede slam.

- Normalt kan man se omkring halvanden meter frem for sig herude. Kommer man helt ind i inderhavnen, er det kun omkring 30 centimeter, fortæller Henrik Due.

På land står der altid en dykkerassistent med en line ned til dykkeren i vandet. De to har radiokontakt, og det er manden på land, der sørger for, at den eftersøgning, som skal foregå i vandet, bliver gennemført så grundigt som muligt.

Det sker ved hele tiden at dirigere dykkeren i den rigtige retning og give ham lidt mere snor fra den 60 meter lange line. Derefter svømmer dykkeren i halvcirkler og afsøger området meter for meter.

- Sigtbarheden er faktisk ok i dag, fortæller Kasper Bjørnager Gregersen over radioen fra det ni grader kolde vand.

Han kan se bittesmå fisk og en masse muslinger på sin vej rundt.

- Han har fundet en sko, lyder det pludselig fra dykkerassistent Jesper Bech, der har et smil om munden, mens han afgiver rapport.

Annonce

Biler og golfbolde

Der bliver fundet endnu en sko foruden en stige på havnens bund i løbet af den halve time, øvelsen varer.

- Lige da vi startede beredskabet i 2006, lavede vi en del øvelser i havnen. Da fandt vi fem-seks biler, husker Henrik Due, som har været en del af dykkerberedskabet, siden det startede i Vejle.

Holdet husker også en øvelse, de har været på længere ude i fjorden.

- Der må bo en mand i nærheden, som spiller golf, for hele havbunden i området var dækket af golfkugler. Vi fandt så mange, at vi kunne fylde en stor murerbalje halvt op, husker Henrik Due.

For to måneder siden var Kasper Bjørnager Gregersen en tur i Ammoniakhavnen i Fredericia for at bjærge en rendegraver. Foto: Mette Mørk
Annonce

Slutter med kaffe

For at holde formen ved lige forsøger de fire dykkere, som er tilknyttet TrekantBrand i Vejle, at komme ud på øvelser cirka hver tredje uge.

Brandstationen har også en aftale med Vejle Havn om, at man her kan få løst mindre opgaver. For eksempel hvis noget er blevet tabt i vandet fra skibe, kraner eller bassinkanten.

Dykkerne inspicerer blandt andet også sprinklertanke hos nogle af de større virksomheder i Trekantområdet, der har brandalarmerings/sprinkler-anlæg.

- Det er heldigvis meget sjældent, at vi bliver sendt ud for at bjærge en person, tilføjer Henrik Due.

Dagens øvelse går helt uden problemer, selvom Kasper Bjørnager Gregersen dog må konstatere, at tørdragten er utæt, da han er kommet op af vandet.

Mens han og resten af holdet får sig en tiltrængt kop varm kaffe i solen på havnen, kan han samtidig stå og hælde koldt vand ud af ærmerne.

Der er noget særligt over det kammeratskab, som man finder på et hold af brandmænd. - De andre bliver som éns anden familie, sider holdleder Henrik Due. Fra venstre ses Kasper Bjørnager Gregersen, Henrik Due, Preben Lorenzen og Jesper Bech. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give For abonnenter

Sygepleje-elev under den spanske syge: Jeg stod alene med den døde mand - og alle de andre patienter

Annonce