Annonce
Give

To store landbrug køres over af en ny motorvej

Over 50 ejendomme forventes totaleksproprieret mellem Give og Bording, når og hvis den nye midtjyske motorvej bliver en realitet. - Her ses et stykke fynsk asfalt. Arkivfoto: Michael Bager
Vejdirektoratets forundersøgelse af en motorvej ned midt gennem Jylland viser store samfundsmæssige gevinster, mener Hærvejskomitéen. Men mange privatpersoner bliver hårdt ramt uanset linjeføringen.

Give: Linjeføringen af en eventuel kommende motorvej fra Hobro til Haderslev får Give som knudepunkt.

Give får æren, og måske glæden, af at binde den nordlige og den sydlige del af Midtjysk Motorvej sammen. Motorvejens endelige rute kender ingen endnu, men med Vejdirektoratets forundersøgelse har Folketingets politikere fået et bedre grundlag at træffe deres afgørelse på.

Den nordlige del operer med i alt otte forskellige linjeføringer på forskellige strækninger. For Gives vedkommende er der kun to forslag i spil i forundersøgelsen. De ender - eller begynder - begge, hvor Farrevej går mod Billund fra Midtjyske Motorvej. Det er midt mellem Give og Farre.

Det ene af de to forslag fra Vejdirektoratet betyder, at den nye motorvej føres vest om Viborg og videre til Herning. Herefter kommer den til at blive en del af den motorvej, der allerede omkranser Give. Det forslag får dermed ikke den store indflydelse på trafikanlæggene omkring Give.

Det gør derimod det andet forslag, som Vejdirektoratet i sin forundersøgelse har kaldt S1.

Annonce

Næste store produktionsejendom, der får en fuldtræffer med spildt mælk til følge, er Børge Hansen kvægejendom på Vesterlundvej 78. Kortenes kvalitet gør, at det kan være vanskeligt at se, om der er tale om en ren fuldtræffer eller blot en "tæt forbier".

Uddrag af artiklen

Op mod Bording

Dette forslag betyder i grove træk, at motorvejen kommer til at gå via Oksenbjerge, lige vest om Sejrup, øst om Thyregod og øst om Hastrup Plantage, inden den føres over Skjern Å og fortsætter videre nordpå til Bording.

Men et er "i grove træk". Noget andet er, hvordan det kommer til at forme sig i detaljerne. Det er ikke mindst vigtigt for de mennesker, der bliver berørt af først anlægsarbejdet og siden af de gener, som motorvejens blotte tilstedeværelse medfører.

Selve linjeføringen ligger som allerede nævnt endnu ikke fast, heller ikke de otte forslag til forskellige løsninger. Derfor kan også den linjeføring, der er skitseret for S1 ændre sig, når først politikerne har lagt sig fast på udformningens store træk.

For så skal der laves en egentlig VVM-redegørelse, og selv om Vejdirektoratet har haft hensyn til mennesker og natur med i overvejelserne, kan den nærmere undersøgelse sagtens rykke motorvejen nogle få hundrede meter til enten den ene eller den anden side i forhold til den nuværende skitse.

Over gårdspladsen

I skitsen vil motorvejen som noget af det første lige strejfe "Put & Take fiskesøen" ved Ll. Donnerupvej 3, inden den også lige strejfer det vestligste hjørne af Riis Plantage.

Så er det også slut med at strejfe. Af stregen for linjeføringen fremgår, at den skal føres lige lukt gennem gårdspladsen på Oksenbjergevej 22, en stor svineproduktionsejendom, der ejes af Flemming Kjær.

Denne ejendom er derfor sandsynligvis med på listen over de 50 ejendomme, der forventes totaleksproprieret på strækningen mellem Give og Bording.

Om det også kommer til at gælde for Flemming Kjærs ejendom Vejlevej 192 er uvist. Det afhænger af den endelige linjeføring, men også denne ejendom bliver berørt af den kommende motorvej.

Forude de 50 ejendomme, der forventes totaleksproprieret, regner Vejdirektoratet med, at 145 ejendomme berøres enten midlertidigt eller varigt af motorvejen.

På turen videre mod nord strejfes flere ejendomme, inden motorvejen tager et let sving mod vest og dermed kommer vest om Sejrup.

Vejdirektoratet har i forbindelse med sin forundersøgelse af en eventuel motorvej ned midt gennem Jylland udarbejdet en række kort over otte forskellige linjeføringer. De er malet med bred pensel, og den endelige placering kan flytte sig. Kort: Vejdirektoratet

Spildt mælk

Næste store produktionsejendom, der får en fuldtræffer med spildt mælk til følge, er Børge Hansen kvægejendom på Vesterlundvej 78.

Kortenes kvalitet gør, at det kan være vanskeligt at se, om der er tale om en ren fuldtræffer eller blot en "tæt forbier".

Men linjeføringen kommer også meget tæt på Knud Nissen i Vesterlundvej 77. For begge ejendommes vedkommende er linjeføringen lidt østfor. Det betyder også, at den tidligere præstegård, hvor N.F.S. Grundtvig boede i seks år, er i nogenlunde sikkerhed.

Også Boje Hermann og Restaurant Ålbækken er i nogenlunde sikkerhed, selv om man heller ikke her kan undgå at høre suset fra motorvejstrafikken. Ikke mindst i sommerhalvåret, hvor mange foretrækker at sidde på den udendørs terrasse.

De mange vandrende på det store stisystem, som er anlagt af Odderbæk Vandløbslaug både langs Odderbækken og i oplandet til den, vil også få lidt vanskeligere ved at høre fuglenes fløjt og fiskenes slag med halen i bækken.

Motorvejen foreslås ført videre gennem Pomphole og dermed øst om Hastrup Plantage og vest om Kulsø, inden den føres over Skjern Å.

Positive effekter

Er motorvejen dårlig nyt for de berørte mennesker, er den samfundsøkonomiske investeringen i den nye motorvej til gengæld en god forretning. Det mener ikke mindst Hærvejskomitéen på baggrund af de vurderinger, Vejdirektoratet har lagt frem som en del af forundersøgelsen.

- De samfundsøkonomiske resultater for scenarierne for en ny midtjysk motorvej peger på nettonutidsværdier mellem 1,66 og 6,07 milliarder kroner og interne renter mellem 4,5 og 5,8 procent, skriver Vejdirektoratet i forundersøgelsen.

- Vi har nu det samlede billede for hele Midtjysk Motorvej, som viser klart og tydeligt, at projektet er en god forretning for samfundet, siger formanden for Hærvejskomitéen, Poul Andersen (S), der er medlem af regionsrådet for Region Syddanmark og tidligere folketingsmedlem.

Hærvejskomiteen påpeger desuden en alvorlig misforståelse i den politiske debat om "rangordning" af de større infrastrukturprojekter i Danmark.

Som det foreløbig eneste projekt er Midtjysk Motorvej beregnet med en ny udgave af Landstrafikmodellen og en revideret samfundsøkonomisk model og kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med andre projekter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB'erne skal nok være klar

Vejle

Efter udbrud af corona på plejehjem: - Vi gør alt for at passe på beboere og medarbejdere

Annonce