Annonce
Alarm 112

Nyt bevis i Tibetsagen belaster ministerium

Den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, skulle skånes for at se kritiske demonstranter under besøg i København. Her ses Jiabao (i midten) ved afslutningen på klimatopmødet i København i 2009. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tidligere embedsmand kan ikke forstå sin egen mail, forklarede hun i Tibetkommissionen. Demonstranter skulle skjules for kinesisk gæst.

Udenrigsministeriet var i 2009 involveret i bestræbelser på at skjule demonstranter for en højtstående kinesisk gæst.

Det afsløres i mails, som Tibetkommissionen først for ganske nylig har fået i hænde fra Udenrigsministeriet.

Materialet er fundet på magnetbånd, som var på vej til at blive smidt ud i en container. Det oplyste kommissionen torsdag i forbindelse med afhøringen af en tidligere centerchef i Udenrigsministeriet, Susan Ulbæk.

- Jeg er fuldstændig rystet over det, sagde hun, da hun blev bedt om at forklare sin egen mail til en kontorchef.

Der var i forbindelse med klimatopmødet COP 15 i København, at der opstod uro blandt embedsmændene. Der var risiko for, at premierminister Wen Jiabao skulle se kritiske demonstranter.

"Fint - men vi plejer at aftale med Politiet, at FG og Tibetanerne står steder, hvor den kinesiske delegation ikke kommer. Det kan enten ske ved at korteger altid kører en anden vej, eller at demonstrationerne flyttes," skrev Susan Ulbæk.

Med andre ord: Den kinesiske delegation skulle ikke se kritikere fra Falun Gong-bevægelsen eller tibetaktivister. Og dette var åbenbart noget, ministeriet plejede at aftale med politiet.

- Det er fuldstændig ude i hampen. Hvorfor skriver jeg overhovedet det, sagde Ulbæk.

- Jeg prøver at forstå, hvorfor jeg har skrevet noget så dumt, bemærkede den tidligere centerchef.

Hun virkede berørt og sukkede flere gange dybt under afhøringen. Hun er nu uafhængig konsulent og har orlov fra Udenrigsministeriet.

Tibetkommissionen er i færd med at undersøge politiets håndtering af officielle kinesiske besøg siden 1995. Den skal afklare, om andre myndigheder har påvirket politiets handlinger.

Udenrigsministeriet er i høj grad på kommissionens sigtekorn, har en stribe afhøringer vist.

Torsdag blev Susan Ulbæk spurgt, om hun tænkte på, at demonstranter skal have lov til at blive hørt og set?

- Jeg tror ikke, jeg har tænkt over det. Men det er jo helt indlysende, at for at en demonstration skal virke, skal den jo ses, svarede hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce