Annonce
Egtved

Tour de France-holdet kommer gennem Egtved-egnen - men svigter Store Robert

Tour de France-feltet kommer gennem flere byer på Egtved-egnen under tredje etape i 2021. - Her er vi selvsagt i Paris - i 2019. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix
Verdens største cykelløb, Tour de France, passerer i 2021 gennem flere byer på Egtved-egnen. Ruten går dog ikke forbi Tørskind Grusgrav, som flere ellers havde gættet på.

Egtved: Når tredje etape af Tour de France i 2021 starter i Vejle med kurs mod Sønderborg, vil ruten gå gennem Egtved-egnen. Det er netop offentliggjort på et pressemøde på Munkebjerg Hotel.

Der bliver start ved Fjordenhus i Vejle, hvorefter feltet ledes til Jelling og tilbage til Vejle. Herfra går ruten via Jerlev, Ødsted, Ågård og Gravens, inden rytterne via Vester Nebel cykler til Kolding og videre sydpå.

Annonce
Rygterne ville vide, at Tour de France-ruten ville gå gennem den smukke Vejle Ådal og forbi blandt andet Tørskind Grusgrav. Sådan bliver det dog ikke. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Lokal glæde

Ruten vækker stor glæde hos lokalrådene i Ødsted, Jerlev, Ågård og Gravens.

- Hurra! Det lyder sørme godt, lyder den umiddelbare kommentar fra Villy Jensen fra Ødsted Jerlev Lokalråd.

Det kommer bag på ham, at Tour de France-ruten kommer gennem Jerlev og Ødsted.

- Det havde jeg ikke forventet. Jeg havde helt sikkert troet, at ruten ville gå gennem ådalen og Egtved og den vej, siger han.

Else Iversen, formand for Øster Starup Sogns Lokalråd, er også overrasket men glad for den netop offentliggjorte rute.

- Jeg håbede da, at de ville lægge ruten her forbi, men jeg havde ikke regnet med det. Det er rigtig dejligt, og det er helt sikkert noget, vi skal markere. Det er en unik mulighed for at promovere Ågård og Gravens lidt, siger hun.

Med 17 måneder til, cykelløbet kører gennem Egtved-egnen, er der god tid til at planlægge, hvordan byerne kan markere dagen.

- Vi skal selvfølgelig til at finde nogle lyse hoveder, der kan få nogle gode idéer til, hvordan vi kan markere det, lyder det fra Villy Jensen.

Det samme skal de i Ågård og Gravens-området.

- Vi skal i hvert fald have flag op gennem hele Ågård og Gravens, men der skal ske meget mere end det. Det er helt sikkert, siger Else Iversen.

Svigter Store Robert

Mens der er stor glæde i Ødsted, Jerlev, Gravens og Ågård, er der skuffelse over ruten hos Jens Peder Pedersen fra cykelklubben Team Egtved.

- Det er ærgerligt, at ruten ikke går ud gennem Vejle Ådal og forbi Tørskind Grusgrav, hvilket havde været helt oplagt. For hertil knytter sig historien om Robert Jacobsen, som måske kunne interessere mange franskmænd, lyder det fra Jens Peder Pedersen.

Den danske kunstner Robert Jacobsen, Store Robert, boede nemlig i flere år i Paris og havde en stor kærlighed til Frankrig. Sammen med franskmanden Jean Clareboudt står han bag de ni store land art-skulpturer, der pryder den tidligere grusgrav.

Helt indtil pressemødets start ville rygterne vide, at ruten netop ville komme forbi Tørskind Grusgrav, men de rygter blev hurtig manet til jorden, da den faktiske rute blev offentliggjort på Munkebjerg Hotel tirsdag eftermiddag.

Jens Peder Pedersen og mange andre Egtved-borgere havde nok også håbet, at tour-feltet ville blive ledt via Egtved by. Men de må i stedet tage til nogle af de andre byer tæt på for at opleve stemningen.

- Det er ærgerligt, at feltet ikke kommer gennem Egtved, for jeg er sikker på, at byen ville være så klar på at vise sig fra sin allerbedste side, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce