Annonce
Kultur

Trækdyr mistede pusten: Veterantog måtte skifte lokomotiv

Nej, det er ikke en modeljernbane, men veterantoget, der ruller over højbanen til Vejle Station. På grund af en maskinfejl var det med et diesellokomotiv i front i stedet for det publikumsvenlige damplokomotiv. Foto: Sydjyllands Veterantog
En maskinfejl var skyld i, at juletoget mellem Vejle og Grejsdalen måtte droppe dampen.

Vejle: Det var ikke viljen, det skortede på, men en maskinfejl, der i weekenden betød, at veterantoget i Grejsdalen ikke som lovet blev trukket af et vaskeægte damplokomotiv. I stedet blev et gammelt diesellokomotiv sat ind.

Fyrbøderen havde ellers fyret damplokomotiv TKVJ Nr. 12 op. Men da der ved sekstiden lørdag morgen var ved at være tryk nok, og lokomotivet skulle rangeres ud, var det ikke muligt at bruge regulatoren.

Lokomotivføreren bestemmer togets hastighed med regulatoren, der styrer mængden af damp, der ledes videre til stemplerne.

Lokomotivføreren mødte ind kort efter og konstaterede også, at regulatoren havde sat sig og ikke kunne åbnes.

- Heldigvis var der på dagens tjenesteliste en af vore motorlokomotivførere, og med kort varsel bliver diesellokomotivet HHJ Dl 11 fra 1952 klargjort, og veterantoget kørte i rette tid fra remisen, men med et andet lokomotiv end planlagt. Den forventede lokomotivfører blev lods for dieselføreren, der egentlig skulle have været togfører i vognene. Togførerjobbet blev overtaget af fyrbøderen, fortæller Johannes Gravgaard fra Sydjyllands Veterantog.

Dermed blev juletoget blev gennemført med stemning og hygge i vognene. Man manglede bare lyden af dampslag og duften af stenkulsrøg.

- En del passagerer spurgte, hvor damplokomotivet var blevet af, men var meget forstående, når de fik en forklaring, tilføjer Johs. Gravgaard.

Han er godt tilfreds med både vejr, antal rejsende og julemarkedsteltet i Grejsdalen, som Dalstedets Venner havde bygget op.

Annonce
Veterantoget kørte, som traditionen byder, juletur i Grejsdalen i weekenden. Foto: Sydjyllands Veterantog
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce