Annonce
Vejle

Trækker streg i sandet: Peschardt vil rulle det tunge skyts ud over for landbruget

"Det er tydeligt, at vi ikke når målet ad frivillighedens vej. Jeg mener, det er tid til at trække en streg i sandet nu og tage det skarpeste våben, vi har, i brug - og det er ekspropriation," siger Søren Peschardt (S). Arkivfoto

Ifølge aftalen med landbruget skal der inden 2021 oprettes vådområder, der fjerner 33,6 ton kvælstof, inden det når Vejle Fjord. Status er, at der er oprettet ét område: Det fjerner 0,3 ton.

Vejle: Det tunge skyts må rulles frem, hvis det skal lykkes at begrænse udvaskningen af kvælstof til Vejle Fjord.

Det siger Søren Peschardt (S), andenviceborgmester og medlem af Vejle Kommunes natur- og miljøudvalg, efter, at udvalget mandag fik en orientering om hvor langt man er kommet med frivilligt at oprette vådområder.

- Det går alt for langsomt. Og det skyldes blandt andet, at vi ikke har de virkemidler, der skal til - som ekspropriation. Det er tydeligt, at vi ikke når målet ad frivillighedens vej. Jeg mener, det er tid til at trække en streg i sandet nu og tage det skarpeste våben, vi har, i brug - og det er ekspropriation, siger Søren Peschardt.

Annonce

Minister er åben for tvang

Miljøministeriet offentliggjorde 14. januar en opgørelse, der viser, hvor langt man er kommet siden vedtagelsen af landbrugspakken i 2015 med at beskytte vandmiljøet mod udvaskning af kvælstof fra landbruget.Ifølge opgørelsen er kun 12 procent af de indsatser, som landbruget skal nå inden 2021, blevet til virkelighed.

I forbindelse med offentliggørelsen af opgørelsen udsendte miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) en pressemeddelelse, hvor han gav udtryk for skuffelse over resultatet. Ministeren sagde, at det kunne blive nødvendigt at gå mere drastisk til værks for at nå målet om, at der i 2021 skal sive 2.450 færre ton kvælstof ud i vandmiljøet.

Ministeren sagde blandt andet: "Det er ikke tilfredsstillende, at landbruget ikke har leveret tiltrækkeligt på en række af de aftalte tiltag, der skal give et bedre vandmiljø. Det går for langsomt med at lave eksempelvis vådområder, og derfor er der nu brug for, at landbruget for alvor tager ansvaret på sig. Og vi kigger selvfølgelig også på, hvad vi kan gøre for at skubbe på ved at indrette ordningerne bedre. Men der skal ikke være nogen tvivl - hvis ikke landbruget leverer denne indsats frivilligt, vil den skulle leveres på anden måde".

Det står skidt til med Vejle Fjord - det dokumenterede Vejle Amts Folkeblad i en artikelserie i efteråret, hvor vi blandt andet var på vandet med erfarrne - og fortvivlede - fritidsfiskere. Arkivfoto: Mette Mørk

Langt fra målet

Hans udtalelse kommer efter, at udvalget blev orienteret om, at der siden 2015 lokalt blot er blevet oprettet ét vådområde i Vejle Fjords opland.

Vådområdet på 0,62 hektar eller 6.200 kvadratmeter vil stoppe udvaskning af omkring 0,3 ton kvælstof til Vejle Fjord - hvilket er langt fra det mål, der blev aftalt, da landbrugspakken blev vedtaget i 2015.

Ifølge aftalen bag landbrugspakken skulle landbruget - mod at landmændene i en overgang kunne gøde med mere kvælstof - frivilligt og inden 2021 oprette vådområder i oplandet til Vejle Fjord, som skulle opfange 33,6 ton kvælstof, inden det nåede fjorden.

Ifølge aftalen med landbruget skal der inden 2021 oprettes vådområder, der fjerner 33,6 ton kvælstof, inden det når Vejle Fjord. Status er, at der er oprettet ét område: Det fjerner 0,3 ton. Arkivfoto

- Brug for hjælp

Ifølge forvaltningens egen sagsfremstilling til udvalget skyldes det pauvre resultat blandt andet, at landmændene først kunne søge om tilskud til at oprette mini-vådområder i februar 2018 - næsten tre år, efter at pakken blev vedtaget.

Forvaltningen gør desuden opmærksom på, at der i 2018 kun blev søgt om godkendelse af to mini-vådområder, og at der blev givet godkendelse til begge - det ene blev gennemført, det andet ikke.

Søren Peschardt tilføjer, at hans kritik ikke er rettet mod forvaltningen i Vejle Kommune.

- Det er et landsproblem, og vi har brug for hjælp fra Folketinget, hvis vi skal have de politiske redskaber, som er nødvendige for at nå de mål, som er sat, siger Søren Peschardt.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce