Annonce
forside

Transportbetjente er unødvendigt strikse, mener forsvarere

Transportbetjente fra Kriminalforsorgen overtog per 1. januar opgaven med blandt andet at køre arrestanter fra arresthusene til de danske retssale. Den opgave varetog politiet før. Foto: Kriminalforsorgen

Medarbejdere fra Kriminalforsorgen har overtaget politiets opgave med at transportere varetægtsfængslede til og fra retten. Dette job varetager de en smule for nidkært, påpeger flere forsvarere, efter at en lokal narkosag blev afsluttet i sidste uge.

Vejle/Kolding: Bør man have lov til at give sin mor et knus, når man kun er 21 år og lige er blevet idømt fået 12 års fængsel?

Det mener advokat Karina Skou burde være på sin plads.

Hun er forsvarer for én af de seks mænd, som i sidste uge blev idømt lange fængselsstraffe for narkokriminalitet ved Retten i Kolding.

Den 21-åriges mor og søster var hver dag til stede i retten, men der var kun meget begrænset kontakt mellem dem og hendes unge klient i løbet af retsdagene.

Det sørgede de transportbetjente for, som fragtede de tiltalte til og fra retten.

Selv da dommen var faldet, måtte de unge mænd ikke få et trøstende kram af deres familiemedlemmer.

- Det gjorde mig lidt vred, og jeg forsøgte at finde en løsning på det i retten, men det lykkedes ikke, fortæller Karina Skou.

Jeg kan forstå, at man skal opretholde ro og orden i pauserne, men ved domsafsigelser må man altså vise menneskelighed både over for de pårørende og de dømte.

Linda Christensen, forsvarsadvokat
Advokat Linda Christensen har tænkt sig at kontakte Kriminalforsorgens direktorat med en anmodning om, at man genovervejer, hvordan de nye transportbetjente vil håndtere opgaven - primært i forbindelse med en domsafsigelse i retten. Arkivfoto

Der er sket en total ændring

Flere af de andre forsvarere i sagen udtrykker også frustration over den måde, transportbetjentene håndterede deres nye opgave på.

Betjentene er ansatte fra Kriminalforsorgen, som siden 1. januar har overtaget mange af de fangetransporter mellem arresthusene og retten, som politiet før tog sig af.

Og forsvarerne har i løbet af den nu afsluttede sag i byretten oplevet, at transportbetjentene er langt mere strikse, end politifolkene nogensinde var.

De har eksempelvis ikke måtte tage kaffe med fra automaten i rettens stueetage til deres klienter eller tilbyde dem et stykke slik.

- Det er helt klart, at der er sket en total ændring efter 1. januar. Det er blevet meget mere skærpet, end vi nogensinde har set, da politiet havde opgaven, siger advokat Henrik Garlik, der var forsvarer for en 20-årig mand, som også fik 12 års fængsel i narkosagen.

- Det er især beklageligt, at en klient ikke må gå hen og tale med sin familie bagefter, når han idømmes 12 års fængsel. Det jeg har aldrig oplevet før.

En unødvendig magtdemonstration

Henrik Garlik fortæller videre, at han i øjeblikket også er forsvarer i en sag med medlemmer af banden Loyal To Familia. Her er det for en ekstra sikkerheds skyld fortsat politiet, som står for transporterne til retten.

- Og her er der slet ikke samme problemstilling, påpeger han og tilføjer:

- Det er jo mennesker, vi har med at gøre, selvom de er tiltalt i en sag. Transportbetjentenes opførsel virker meget påfaldende og giver en utryg stemning i retten. Det er med til at optrappe konfliktniveauet, vurderer advokaten.

Advokat Linda Christensen er helt enig. Hun var forsvarer for én af de to vejlensiske brødre, der var tiltalt i sagen, og da hun kom ind i retten den dag, dommen skulle falde, stod der 20 transportbetjente mellem de tiltalte og de tilhørere, som var mødt op i retten for at høre dommen.

- Transportbetjenene stod som en mur, så klienterne ikke kunne se deres pårørende. Det virkede meget voldsomt og som en form for magtdemonstration, der slet ikke var grundlag for, mener Linda Christensen.

Vil kontakte direktoratet

Hun har tænkt sig at kontakte Kriminalforsorgens direktorat og foreslå, at man måske skal genoverveje, hvordan transportbetjentene skal agere - især i forbindelse med domsafsigelser.

- Jeg synes i hvert fald, at det i dette tilfælde var en meget uheldig opførsel. Jeg stod efterfølgende med et hold forældre, som var meget ulykkelige over, at deres to sønner lige havde fået 12 års fængsel hver, og som havde haft godt af lige at få 10 sekunder til at give dem et knus. De havde ikke brug for en lang samtale. Bare lige et kram, men det måtte de ikke.

Linda Christensen påpeger, at hun - i de 10 år, hun har arbejdet i branchen - ikke har oplevet noget lignende tidligere.

- Jeg kan forstå, at man skal opretholde ro og orden i pauserne, men ved domsafsigelser må man altså vise menneskelighed både over for de pårørende og de dømte.

Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Jeanette og Kenneth fra Jerlev overtog Humlum Kro i februar: - Det ser meget håbløst ud lige nu

Annonce