Annonce
Vejle

Tre mand i en båd drømmer om VM-guld

H-bådstrioen Claus Hovgaard (f.v), Jacob Hald og Palle Koch fra sejlklubben Neptun Vejle har haft et suverænt sejlerår. De ligger i øjeblikket nummer to på den officielle rangliste. Foto: Søren E. Alwan
H-bådssejlerne Jacob Hald, Palle Koch og Claus Hovgaard har opnået stor succes, siden de før denne sæson dannede en stærk trio. De sejlpassionerede vejlensere drømmer nu om at blive verdensmestre.

Vejle: Temperaturen i hallen på buldermørke Bjerggårdsvej 5 i Tørring er nær et punkt, hvor selv en sæl vil have sit hyr med at gebærde sig. Alligevel bevæger en bred og rundmavet matsort kat sig lystigt rundt mellem tre fuldvoksne vejlensere, der iført marineblå Helly Hansen sponsorerede overfrakker og et klaprende tandsæt fremviser deres 8.25 meter lange og næsten 1.5 ton tunge krystalhvide kølbåd med storsejl, fok og spiler. Det monstrøse søfartøj har stået inde døre – hvis man ellers kan kalde det dét – siden oktober, hvor sejlsæsonen nåede sin afslutning.

Ifølge kristendommens overtro betyder det uheld, hvis en sort kat krydser vejen, men selvom den veludrustede, ubekendte sorte kat har krydset de tre herrers færden flere gange under avisens visit, er det ikke just uheld, der har kendetegnet deres år til havs.

H-bådtrioen bestående af 54-årige Claus Hovgaard, 60-årige Palle Koch og 44-årige Jacob Hald fra sejlklubben Neptun Vejle har siden april sejlet båden "Casino Munkebjerg/Trolden Bryghus". Selvom trioen først fik blev dannet i år, har de på H-båden allerede opnået succesfulde kapsejladsresultater og drømmer nu om at vinde det absolut ypperste indenfor H-bådsejladsen: Verdensmesterskabet.

Annonce

At sejle en H-båd er et mix mellem skak og fysik, og det er faktisk lige før, at skak-delen betyder mere end det fysiske. Du kan være nok så dygtig til at håndtere båden, men hvis du sejler den forkerte vej, så kan det hele være lige meget. Man vinder ikke nogen sejladser uden at bruge hovedet.

Claus Hovgaard

Samarbejde og kommunikation

Claus Hovgaard og Palle Koch har sejlet Casino Munkebjerg/Trolden Bryghus i fire år. På båden har de været ledsaget af en tredje mand fra sejlklubben, men da han før årets sæson sprang over bord – ikke i bogstavelig forstand – var der en ledig plads, da man skal være mellem tre og fire personer på en H-båd for at deltage i kapsejladsstævner og være en del af H-båds ligaen og den officielle rangliste.

Derfor tog de to H-bådssejlere kontakt til 44-årige Jacob Hald, som de havde kendskab til fra sejlklubben, hvorefter han uden tøven sprang ombord.

- Det var ikke en svær beslutning, men jeg skulle lige finde min plads på båden og have styr på alle rutinerne, da man ikke altid gør det ens fra båd til båd, siger Jacob Hald, der har været sejlsport-interesseret siden ni års-alderen og tidligere har sejlet andre bådtyper.

Da samarbejde og kommunikation er to af de mest vitale forudsætninger for at opnå succes i kapsejlads, kan det godt være udfordrende at indlemme en ny mand i besætningen.

- For det første skal kemien være i orden. Alle de ting, der skal fungere på en båd, skal jo spille sammen, og det kræver rigtigt meget holdarbejde. Man skal vide, hvad hinanden gør, for at det ikke kikser, siger Palle Koch, der ved siden af sejlsporten arbejder som pædagog for udviklingshæmmede i Thyregod.

Men vurderet ud fra trioens ping-pong, skyhøje humør og en nærlæsning af resultatlisten, kan man roligt slå fast, at både kommunikationen og samarbejdet har fungeret.

De tre vandglade vejlensere kan efter deres første sæson se tilbage på flere flotte bedrifter - heriblandt en tredjeplads ved DM, en øjeblikkelig andenplads på den officielle danske rangliste bestående af 44 hold og en guldtriumf ved Aarhus-festuge, hvor de satte 23 konkurrenter til vægs.

- Det har været et suverænt godt år, hvor vores tredjeplads til DM nok var sæsonens højdepunkt, mens det også er fedt at ligge nummer to på ranglisten, siger de tre H-bådssejlere.

Skak og fysik

Ping-pongen og den højlydte latter danner nærmest ekko i den arktisk-kolde hal, hvor den halvandet ton tunge h-båd hviler vinteren over, da samtalen falder på, hvad de hver især bidrager med båden.

For når de tre mænd deltager i kapsejladser og træner på Vejle Fjord torsdag aften fra april til oktober, har de hver især roller, de skal opfylde på bedst mulig vis for at få "medvind".

Mens det for Palle Kochs vedkommende hovedsageligt handler om at sikre bådens balance, og det for Jacob Hald som bådens forreste mand er fordækket og håndtering af bådens største sejl, så er det Claus Hovgaard, der ved rorpinden har det afgørende ord.

- Det er en fælles indsats at sikre, vi har det rigtige billede af sejladsen, herunder de korrekte informationer om konkurrenter, banen, vind, strøm, kurser, taktik og andre faktorer, der spiller ind på sejladsen. Men i sidste ende er det Claus, der bestemmer, hvornår vi vender båden, fortæller Jacob Hald, der til dagligt er sektionschef ved Caverion Danmark.

Ifølge Claus Hovgaard, der udfylder hullerne mellem sejladserne som senior controller ved Ørsted i Skærbæk, kræver det i særdeleshed overblik at styre en H-båd, hvorfor de andres løbende meldinger under en sejlads er essentielle.

- At sejle en H-båd er et mix mellem skak og fysik, og det er faktisk lige før, at skak-delen betyder mere end det fysiske. Du kan være nok så dygtig til at håndtere båden, men hvis du sejler den forkerte vej, så kan det hele være lige meget. Man vinder ikke nogen sejladser uden at bruge hovedet, siger Claus Hovgaard, som har brændt for sejlsport siden barnsben, hvorfor han for godt 11 år siden investerede i H-båden med sin bror.

H-både

H-båden er en af Europas mest udbredte one-design kølbåde, den næststørste klasse i verden og den største ikke-olympiske klasse.

Alle H-både er i samme længde og bredde og må under stævner sejles af tre til fire personer af en samlet vægt på 300 kilo.

Ved et stævne bliver båden vejet ind ved at blive løftet op af en kran.

Man opnår point til ranglisten gennem stævner, hvor der sejles flere sejladser. Vinderen af hvert sejlads får ét point, mens nummer to får to point og så videre. Båden med det laveste antal point opnår dermed den højeste placering.

Et sejlads varer normalt mellem 45 minutter og en time.

Kæmper på havet og hygger i havnen

Selvom de alle tre er udprægede konkurrencemennesker og afskyr at tabe - hvilket særligt kommer til udtryk, når snakken falder på en hændelse, hvor de, ifølge dem selv, blev bortdømt på det skammeligste ved årets første stævne i Gilleleje - så er det også sammenholdet og det indbyrdes fællesskab, der lægges stor vægt på ved sejlsporten.

- Det er en meget aktiv klasse, vi sejler i, hvor man oplever stort sammenhold på fjorden og til stævnerne. Selvom vi sejler mod hårde konkurrenter, så snakker man med hinanden på kryds og tværs og hjælper hinanden, når der er behov for det. Ude på havet kæmper vi, og i havnen hygger vi, siger Palle Koch med et stort smil, mens Claus og Jacob nikker anerkendende og tilføjer:

- Vi har det skide sjovt sammen. Det er ikke kun det seriøse, vi elsker ved sporten. Det er også morskaben. Det skal fungere internt, for at man nyder det, og sådan er det ved os. Vi kan hver især have dårlige dage, men så handler det for de to andre om at løfte den tredje op, hvilket vi alle er gode til at huske på, fortæller de.

Claus Hovgaard og Palle Koch har sejlet H-båden Casino Munkebjerg/Trolden Bryghus i fire år. I år blev Jacob Hald en del af besætningen. Trioen nyder hinandens selskab og gode samarbejde. Foto: Søren E. Alwan

Drømmen om VM-guld

Det er derfor svært for H-båd-trioen ikke at have de optimistiske sejlersolbriller på, når de vender blikket mod det kommende sejlerår – og sætter sejlene endnu længere ud i fremtiden.

De har alle tidligere deltaget i verdensmesterskaber, som man kvalificerer sig til gennem de forskellige ranglistestævner, der sejles i løbet af året.

Og da H-bådssejlads ikke er en olympisk klasse, er det verdensmesterskabet, der er det mest prestigefulde stævne, man som H-bådssejler kan deltage i. Her konkurrerer man gennem en hel uge mod i omegnen af 70 H-bådssejlere fra diverse nordiske- og vesteuropæiske lande, hvorfor det er i netop denne uge, sejlsæsonen når sit absolutte klimaks.

Claus Hovgaard har tidligere sejlet en bronzemedalje hjem fra et verdensmesterskab på Gardersøen, men når Struer i 2021 lægger havn til VM-ugen, går de livsglade sejl-entusiaster med en drøm om at slutte øverst på podiet.

- Næste års mål er først og fremmest at slutte blandt de fem bedste til VM, mens vi endnu en gang skal op at snuse til medaljerne ved DM. Men om to år, når VM sejles i Danmark, så er det da en drøm at vinde det. At vinde et verdensmesterskab er det ultimative, og at vinde det på hjemmebane vil være endnu større.

Den ultimate drøm er at vinde verdensmesterskabet. Foto: Søren E. Alwan
De tre h-bådssejlere deltog i seks stævner i 2019. I 2020 er målet endnu en gang at komme på podiet til DM samt en top-5 placering ved VM. Foto: Privat
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se kortet: 16 veje er fortsat helt eller delvist lukkede på grund af regnen

112

24-årig mand dræbt af skud: Otte personer anholdt

Annonce